Prøv avisen
Før søndagen

Idéhistoriker: Tænk, hvis Jesus havde mødt de udstødte som os

Jeg finder ikke trøst i kirken som sådan, som institution eller i kirkerummet, men i den personlige relation, siger idehistoriker Agnete Braad. Foto: Sofie Amalie Klougart

Når det brænder på , ved idéhistoriker Agnete Braad godt, hvor hun skal søge hjælp, og det er ikke i sundhedsråd, fitnesscentre eller coaching, men i kunst, filosofi og kristendom. At erkende sin egen begrænsning og lade troen og tilliden råde er et vigtigt tema i søndagens tekst, mener hun

Hun går ikke ret tit i kirke, idéhistoriker, romanforfatter og forlagsredaktør på Bibelselskabets Forlag Agnete Braad.

”Jeg har ikke været i kirke i månedsvis. Det kan jeg næsten blive flov over. Men på den anden side plejer jeg at sige, at når jeg går meget lidt i kirke, har jeg det godt. Omvendt er det et tegn på krise, når jeg opsøger kirken eller præsten,” siger hun.

På den måde ligner hun nok mange andre, der opfatter kirken og præsten som instanser, man kan opsøge, når alt andet svigter.

”Mange danskere har det vel sådan, at det er godt, at kirken er der som en slags forsikring og nødløsning, ligesom det er vigtigt at have en læge. Det er et sted at søge hen, hvor vores eneste håb er, at vi bliver mødt som et menneske,” siger hun.

”I søndagens tekst opsøger både den spedalske og officeren Jesus på den måde. De kommer til ham med tro og et håb om, at han vil komme dem i møde som de mennesker, de er. Den spedalske repræsenterer jo datidens udstødte, som måtte leve uden for bymuren, og som andre ikke engang ville røre ved. Der er noget bevægende ved, at den spedalske – trods sine formodentlig mange erfaringer af at være set ned på og marginaliseret – har en tro på sin egen menneskelighed og på, at Jesus vil møde ham som menneske,” siger Agnete Braad.

”Omvendt med officeren, som er vant til, at hans position giver magt. Han siger det selv. Han kan beordre andre til at gøre det, han ønsker. Men over for sygdommen er han magtesløs. Her virker ingen ordre, men kun et under, og på trods af, at han næppe er jøde, opsøger han Jesus, en prædikant, som siges at kunne helbrede. Han erkender, at han er nået til en grænse for, hvad han selv kan udrette, og møder Jesus med tillid og håb,” siger hun.

Sådan har hun også gjort en del gange. Fundet håb i den metafysiske overbygning på livet som troen, kunsten og filosofien er. Ved at lytte til en præst eller de stemmer i poesi og litteratur, hvor det eksistentielle er på spil, kan hun fastholde håbet om menneskelighedens sejr over meningsløsheden.

”Når jeg er i krise, kan det give en eksistentiel åbning at se malerier af de største kunstnere eller læse poesi eller filosofi,” siger hun.

En anden mulighed, hun har benyttet sig af en del gange, er at opsøge en præst. Som datter af den kendte Nørrebro-præst Anne Braad oplevede hun, hvordan mennesker i krise kom og gik i hjemmet, og fik en fornemmelse for, at når det virkelig brændte på, var præsten en god person at opsøge – i stedet for selvhjælpsbøger, nye kostprogrammer eller livsstilscoaching.

”Hvad det angår, er jeg privilegeret i forhold til mange, som nok i højere grad forsøger at fikse tingene selv. Blandt mine kloge og fornuftige veninder ser jeg mange, som er meget præget af tidsåndens idé om, at vi kan handle os ud af alting. Jeg har aldrig troet, at jeg kunne dulme min eksistentielle fortvivlelse med mere fitness,” siger Agnete Braad.

”Hos en præst kan man finde et rum, hvor man bliver mødt som menneske uden krav om at handle sig ud af alting. Min mor spurgte aldrig nogen, om de da ikke snart var kommet videre, uanset om de kom 100 gange med samme problem. Præcis sådan synes jeg, at præsten bør møde mennesker, for hvor bliver vi ellers mødt på den måde?”.

Agnete Braads mor døde i 2008 efter kort tids kræftsygdom. Derefter følte hun sig i en årrække hjemløs i kirkelig forstand. Men for nylig fandt hun et forankringspunkt i Vartov og valgmenighedspræst Niels Grønkjær. Han har døbt hendes toårige søn og skal døbe hendes to måneder gamle datter, og det er ham, hun vil gå til, hvis familien rammes af sygdom eller andre former for magtesløshed.

”Jeg finder ikke trøst i kirken som sådan, som institution eller i kirkerummet, men i den personlige relation, og sådan er det nok for mange mennesker. Derfor ville jeg ønske, at præsterne var mere synlige i samfundsdebatten og i livet, hvor det leves til daglig. På asylcentre, højskoler og socialkontorer. Jeg tror, at folkekirken er præget af en kollektiv illusion om, at de mennesker, der vil høre evangeliet, nok skal finde kirken – eller kan lokkes derhen med banko og babysalmesang. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at de søger alle mulige andre steder,” siger hun.

Derfor håber hun, at præsterne vil blive mere tilgængelige, sådan som Jesus er det i søndagens tekst.

”Jesus møder mennesker, hvor de er, og som de er. Den spedalske og officeren sidestilles, fordi de er stærke i troen. Det er ultraprotestantisk og taler lige ind i vores tid,” siger Agnete Braad.

”På sin vis er teksten en antitese til udviklingen i det danske samfund, hvor kontrol og mistillid fylder mere og mere. Hvordan møder vi de udstødte i dag? Flygtninge skal leve op til en masse krav, før de får en chance. De bliver ikke mødt som mennesker, men som fjender, vi kan afvise, hvis de ikke er fortabt på en ganske bestemt måde. Syge bliver kontrolleret og mistænkeliggjort.”

Hun holder en pause, mens hun flytter sin syv uger gamle datter fra den ene arm til den anden.

”Forestil dig, at Jesus havde mødt folk sådan! Hvis han havde spurgt den spedalske, om han kunne fremvise en lægeattest? Havde Jesus ikke sat tilliden og medmenneskeligheden højest, havde vi ikke haft mange lignelser at lære af i dag.”

Hun tilføjer, at mistilliden, som hun ser det, i høj grad installeres i samfundet fra politisk hold, men også viser sig i mellemmenneskelige relationer i hverdagen.

”Jeg kan tage mig selv i det. At jeg står ved bussen med snuden nede i min telefon, og hvis en fremmed så henvender sig til mig, er min første tanke, at vedkommende nok er sindssyg eller tricktyv. Så jo, jeg har også brug for den tillid, Jesus udviser, som korrektiv eller huskeregel.”