Forrige uge kom det frem, at biskopperne havde takket nej til at indtræde i en ny dansk tænketank om forfulgte kristne. Biskopperne mente, at invitationen burde sendes videre til Det mellemkirkelige Råd, der i forvejen arbejder med problemet. Men det vakte stor debat, at biskopperne takkede nej, og efter nogle dage valgte biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen at træde ind i arbejdet.
Den udgang på sagen blev tidligere biskop Karsten Nissen glad for. Han er nemlig en af initiativtagerne til en tænketank, der ifølge ham ikke alene skal samle viden om problemet med kristenforfølgelser, men også få det på dagsordenen. Det er nemlig, hvad der skal adskille den nye tænketanks arbejde fra det, der allerede bliver udført.
”Der bliver lavet meget godt arbejde på dette område i forvejen, og vi skal understrege, at tænketanken ikke er en underkendelse af det, der bliver lavet i Det mellemkirkelige Råd og andre steder. Tværtimod har det været med til at tydeliggøre nødvendigheden af denne tænketank. Vores særlige tilgang er, at vi har samlet folk med forskellige tilgange, fra forskere over præster til en tidligere ambassadør, der kender hele det udenrigspolitiske spil. Og ud over at samle viden skal vi forsøge også at få problemet på dagsordenen,” siger han.
Ud over Karsten Nissen og Henrik Wigh-Poulsen har den nye tænketank gavn af blandt andre professor i teologi Peter Lodberg, den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon, tidligere biskop Kres-ten Drejergaard og tidligere ambassadør Birger Riis-Jørgensen. De har allerede mødtes første gang og planlægger næste møde, der skal foregå den 14. august. Om det bliver et offentligt møde, er endnu ikke besluttet, men ifølge Karsten Nissen er planen, at tænketanken i fremtiden vil stå for to årlige møder, hvoraf det ene skal være åbent for offentligheden.
”Det er sådan, vi vil prøve at nå ud til folk. Jeg mener, at det er meget vigtigt med det lange, seje træk, der foretages på området i det skjulte af Det mellemkirkeligt Råd, Danmission og andre. Men det er så sandelig også vigtigt, at den danske offentlighed får information om tematikken. Det er vigtigt, at folk forstår, hvad der sker med de forfulgte kristne ude i verden,” siger han.
Da biskopperne oprindeligt sagde nej til at indtræde i tænketanken, var det til dels med det argument, at de forfulgte kristne ikke ønsker særskilt opmærksomhed og offerstatus. Det risikerer at forværre deres situation blandt deres naboer, lød argumentet, som man også har hørt en variant af hos Danmissions tidligere general- sekretærer Mogens Kjær.
Karsten Nissen havde da også hørt dette argument før. Han anerkender, at det kan være rigtigt i nogle tilfælde, men afviser, at det skulle være grund nok til ikke at sætte fokus på emnet.
”Det er meget komplekst. Det er rigtigt, at man kan møde kirkeledere, der siger, at de ikke ønsker Vestens opmærksomhed. Andre mener modsat, at Vesten er alt for stille, og at de svigter ved ikke at råbe op om den forfærdelige situation, mange kristne står i i Mellemøsten. De forfulgte kristne er ofre, og man kan ikke affærdige alt med, at man har hørt nogen sige, at de ikke ønsker Vestens opmærksomhed. Så kan man jo affærdige alt arbejde, der bliver gjort på dette område,” siger han.
Karsten Nissen har i en årrække været med i Det Lutherske Verdensforbunds ledelse. Som biskop har han i øvrigt fulgt forholdene for de lutherske mindretalskirker rundtom i verden. Her har han oplevet, at situationen for de kristne er blevet stærkt forværret. Særligt i Mellemøsten, hvor andelen af kristne menes at være nede fra omtrent 20 procent af befolkningen til få procent.
Hvorfor har du ikke i din tid som biskop taget et lignende initiativ for at råbe medier og politikere op?
”Jeg synes nu, at jeg i min tid som biskop forsøgte at sætte fokus på situationen, blandt andet ved at deltage i biskoppernes fælles henvendelse til udenrigsministeren i april 2014, men tænketanken er et nyt initiativ. Det kunne godt være sket tidligere. Men her må man nok sige bedre sent end aldrig. Vores initiativ kommer i slipstrømmen på regeringens initiativ med at etablere et kontor under Udenrigsministeriet, der arbejder med problemet. Vi ser, at biskopperne har arbejdet med det, at Det mellemkirkelige Råd har arbejdet med, og så så vi et hul, vi kunne udfylde ved at lave en forsamling af forskellige fagligheder for at sætte fokus på problemet.”