Hvordan vil du beskrive din tro?
Det kan sammenlignes med at trække vejret. Min tro er i mig som en helt naturlig ting, der samtidig vækker forundring hos mig. For her står jeg og alle de andre milliarder af mennesker på vores enestående klode med et liv udleveret til brug.
Det er så storslået, at der simpelthen må være en mening med, at vi er her. Og dér dukker fortællingen om Jesus så op som en så fantastisk historie og forklaring, at det er blevet kompasset for mit liv.
Søndagens gudstjeneste er også til for at give et spark til tilværelsens tomgang og sønderrive alle de love og regler i vores verden og vore hjerter, der hindrer medmenneskelighed. Det er derfor altid meget befriende at gå i kirke, og det bevirker, at jeg kan leve i den spænding, som tilværelsen er, i en verden, der ikke er for tøsedrenge, og hvor der ikke gives ved dørene. Men i gudstjenesten hører vi om en anden verden, Guds rige, og vi møder kærlighedens indbrud i vores verden, samtidig med at vi får en chance til.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i Odder i et almindeligt, folkekirkeligt dansk hjem. Men selvom mine forældre var medlemmer af en grundtvigsk valgmenighed, kom vi ikke meget i kirke på nær til jul og den slags. Alligevel lå det kristne som et slags baggrundstæppe gennem min barndom, også fordi min mormor var et særdeles aktivt medlem af en grundtvigsk frimenighed på Kolding-kanten.
Vi var også tit til foredrag på højskolen i Odder, så det var måske ikke så mærkeligt, at jeg selv blev højskolemand og at min kone, Eva Bach, og jeg i mange år var forstanderpar på Rude Strand Seniorhøjskole i samme område. Det er vi i øjeblikket igen i en overgangsperiode, indtil det nye forstanderpar kommer til maj.
Hvad har udfordret din tro?
Teologen Søren Kierkegaard siger et sted, at det modsatte af tro ikke er tvivl, men fortvivlelse. Jeg mener, at han har ret, selvom jeg har været så privilegeret i mit liv, at jeg kun i splitsekunder har prøvet at komme derud, hvor alt gik i sort. Trosbekendelsen har også altid været et stillads for min kristne tro, som jeg hviler på. For deri ligger det hele – også selvom jeg ikke kan forklare, hvad for eksempel det evige liv er for en størrelse. Men omvendt ved jeg heller ikke, hvad det almindelige liv er.
Men jeg ved, at livet indeholder både ondt og godt, og når jeg ser ud i verden, og måske især i denne tid, der er så urolig, og hvor uligheden vokser, bliver det helt tydeligt, hvor sårbart livet er.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Min tro er formet af mit liv og især min konstante undren over skaberværkets mægtighed, som også var det, der i sin tid fik mig til at studere religion. For det er – trods al den viden, der findes – en gåde, at vi overhovedet lever på denne jord. Et mysterium, der altid har fået mig til at spørge, hvad meningen er med det hele. For vi er vel skabt med et andet formål end blot at spise, drikke, nyde og arbejde. Og her byder kristendommen sig så til med et bud på en mening, en tro og en fortælling, som jeg ikke kan vriste mig fri af.
Hvor ofte har man ikke også haft travlt med sit eget og overset de andre, især dem, man holder allermest af? En af mine præstebekendte fortalte engang i en prædiken, hvordan hans lille søn kom og spurgte, om han ville lege. Men det kunne min bekendte ikke. Han havde ikke tid, for han havde travlt med at skrive sin søndagsprædiken, altså ord om kærlighed. Den historie i utallige varianter kan jeg godt identificere mig med. Selv år efter kan det risle koldt ned ad ryggen og give mig dårlig samvittighed over de gange, hvor jeg afviste og ikke havde tid. Men en dårlig samvittighed er dog i det mindste også tegn på, at der er liv.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Troen er en kontinuerlig rejseledsager i mit liv, der ofte minder mig om, at der ikke findes modmennesker, men udelukkende medmennesker. Det kan jeg ellers let glemme, når jeg bliver vred og sur. Men i Guds rige og i Guds ordbog findes der ingen fremmede.
Kristendommen skal heller ikke begrænses til moral eller etik. Den er noget langt mere og langt dybere, selvom mange af vores adfærdsnormer er baseret på kristent tankegods.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Hvis jeg var blevet spurgt som 25-årig, havde jeg nok haft et klart bud på en person, men i min alder bliver svaret derimod ingen – eller utallige. For jeg har gennem årerne mødt så mange inspirerende mennesker.
Men når det er sagt, har jeg livet igennem bokset med Grundtvig og hans tanker om folk og kristendom. Hans tanker giver stadig nye erkendelser, og nutidens folkekirke kan bruge dem til at møde vor tids mennesker der, hvor de er. De bevæger sig ofte i en søgende og mere spirituel retning, som folkekirken i mange tilfælde er for træg til at tage ind og bruge i sit virke. Det er ærgerligt. Det skal ikke forstås sådan, at jeg mener, at folkekirken skal gå på kompromis med sit evangelisk-lutherske grundlag. Slet ikke, men folkekirken kunne med fordel erkende, at mennesket i dag er mere individualiseret og har et stort behov for en indfølt tro, hvilket ikke er noget problem. For selvfølgelig er der plads til mere spiritualitet i trosudøvelsen, uden at det ændrer ved det, som folkekirken står for.
I et reformationsår er det også væsentligt at gøre sig klart, at kristendommen i luthersk aftapning ikke faldt ned fra himlen som en fiks og færdig tro. Kristendommen har derimod op gennem århundrederne været under konstant forandring, siden den blev til i et møde mellem den jødiske og den græske kultur.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det ved jeg ærligt talt ikke. Men noget, der altid har stået for mig som noget af det stærkeste, er Grundtvigs ord fra salmen ”Hil dig, frelser og forsoner”, hvor vi i tredje vers synger ”Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden”.
For der er mere til i verden end menneskeværk, og i de linjer vises Guds muligheder, hvor vore er hørt op. De linjer udtrykker derfor også den kristendom, som jeg hverken kan eller vil løsrives fra, fordi den giver mig muligheden for stadig at være elsket – uanset hvor tit og hvor stort jeg synder.