Prøv avisen

Takt og tone til debat i Kirkernes Verdensråd

Mange kirker finder sig selv i et dilemma de skal på den ene side opfylde kravet om mission, men på den anden side undgå at træde andre kristne trossamfund over tæerne ved at tiltrække netop deres medlemmer

Kirkernes Verdensråd mødes i disse dage for at aftale et sæt økumeniske spilleregler. Det sker for at dæmme op for frustration og utilfredshed kirkerne imellem, når det drejer sig om at hverve medlemmer fra hinanden.

I Østeuropa og Rusland gik især den katolske kirke og pinsebevægelsen aktivt til værks umiddelbart efter Murens fald. De mange år bag Berlin-Muren havde efterladt kirkerne i Øst svage og i samfundets periferi. Kun i Polen stod den katolske kirke stærkt som følge af kirkens meget aktive kamp mod kommunismen.

Kirkerne i Øst følte sig efter Murens fald pressede af andre kristne trossamfund, der kom til området for at missionere. Den russisk-ortodokse kirke anså sig selv som Ruslands retmæssige kirke og ønskede derfor ikke de andre kirkers tilstedeværelse, siger domprovst i Vor Frue Sogn i København, Anders Gadeaard, som er medlem af Verdensrådets Centralkomite.

I Rusland var opfattelsen i den ortodokse kirke, at der skete en invasion, dels fra den karismatiske kirke og dels fra den katolske kirke. Russerne fik en fornemmelse af, at der foregik en form for mission. Og det blev oplevet som urimeligt overfor dem og deres kirkelige territorium.

Problemet kirkesamfundene imellem er ikke kun koncentreret til Østeuropa. Også i Latin Amerika er der spændinger mellem den katolske kirke og pinsebevægelsen.

Som følge af uenighederne i Øst har Kirkernes Verdensråd (WCC) nedsat en arbejdsgruppe, der i disse dage skal fremlægge et forslag til, hvordan kirkerne kan respektere hinanden, samtidig med at de udfører missionsarbejde. I dagene mellem den 8.-12. august skal deltagere fra pinsebevægelsen og de katolske, ortodokse, og protestantiske kirker diskutere, hvordan man bedst finder en løsning på kirkernes missionsdilemma.

I Danmark holdt man allerede i 1994 et lignende møde mellem de mange danske kirkesamfund. Mødet udmøntede sig i dokumentet, Takt & tone mellem kirker. Præst ved baptistkirken i Lyngby, Holger Lam, var med til at skrive dokumentet:

I Danmark har vi kirkerne imellem aftalt, at formålet med mission ikke må være at svække eller bryde bånd til en anden persons kirke. Desuden har vi fået en rigtig god dialog mellem kirkerne herhjemme, så misforståelser kan undgås, siger han.

Holger Lam påpeger, at det var vigtigt for kirkerne at lære hinandens måder at arbejde på. Ligeledes var der stor forskel på, hvordan kirken opfattede sit tilhørsforhold til menighederne:

Folkekirken taler om sogne og sognebørn, altså territorier, hvorimod frikirkerne ikke har sogne, men individer. Der er derfor stor forskel på, hvordan kirkerne definerer og ser sig selv.

I Danmark har der mellem kirkerne ikke været problemer siden dokumentets vedtagelse. Der er stadig mindre grupper, der står udenfor det økumeniske samarbejde, men for de kirker, der er med, har den konstante dialog og det tætte samarbejde været det vigtigste og den bedste måde at undgå problemer på.

Resultatet af Kirkernes Verdensråds økumeniske møde ventes at blive offentliggjort i september.

klitgaard@kristeligt-dagblad.dk