Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeanalyse

Bør kirken ændre sit sprog?

Foto: Paw Gissel

På grund af det altid iagttagelige traditionstab er kirkens sprog og begreber en slags moderne latin midt i det folkelige danske

Der er ikke ret mange, der længere forstår kunstsprog som esperanto og volapyk. På dansk er sidstnævnte endog synonym for uforståelig snak. Den igangværende debat om forståeligheden af folkekirkens gudstjeneste og ritualer har måske i uindviede øren karakter af teologisk volapyk.

Vi ved alle, at et franskbrød ikke er et brød fra Frankrig, men et bestemt slags hvidt hvedebrød hos bageren. Det hører med til at kunne gå til bageren, at vi forstår den uskrevne regel – på samme måde har kirken et særegent sprog.

Til gudstjeneste i folkekirken hører vi mærkelige ord: Kollekt (ordret: indsamling) betyder i begyndelsen af gudstjenesten samlende bøn, ved udgangen at spytte penge i kirkebøssen. Lektie betyder ikke en skoleopgave, men er en læsning fra for eksempel Det Gamle Testamente. Epistel betyder en læsning fra et af Det Nye Testamentes breve.

En prædiken ved alle hvad er, selvom det er et fremmedord fra latin, som betyder udsigelse. Men af hvad? Jo, her forklares læsningerne fra Bibelen, ikke mindst evangeliet. For præsten er det altid en balancegang mellem at bedømme de store ord velkendte og forståelige og tage hensyn til de uregelmæssige kirkegængeres skortende sprogfærdigheder udi kristendommen.

Præsten taler dog ikke latin, flere af kristendommens begreber er gamle danske ord tilbage fra vikingetiden: Frelse, det er budskabet om frisættelse fra synd og død, betyder at få en fri hals, og ikke længere at være slave, men et frit og ligeværdigt menneske. Synd betyder noget med adskillelse, og rigtigt er det, at vi vender os væk fra Gud og hen imod os selv. Sådan kræver det en vis form for sproglig adræthed at gå i kirke. Vi kan således sige, at gudstjenesten med sine to sakramenter, dåb (ordret: neddypning) og nadver (aftensmåltid), er et værre kaudervælsk: en blanding af græske, latinske, tyske og gammeldanske ord, som tilsammen udgør det særlige kristne sprog, vi herhjemme ”taler” med Gud i. Det er faren for, at dette himmelåbnende i vores sprog skal gå tabt, som får konservative præster til at advare gudstjeneste- og ritualreformister om, at de forfladiger sproget og dermed også reducerer betydningen af ritualernes indhold.

Uforvarende har jeg ovenfor selv brugt et latinsk begreb, nemlig sakramente, uden at forklare det. Det betyder på kirkesprog en hellig handling, og i en luthersk kirke som folkekirken betegner det specifikt de handlinger, som Jesus har befalet. Ordet sakramente er den latinske oversættelse af det græske mysterion. Det lyder mystisk, og det betyder faktisk hemmelighed. Gudstjenesten har siden oldkirkens dage været forbundet med noget hemmelighedsfuldt, men sproget er i princippet ikke mere hemmeligt end bagerjomfruens tale om wienerstænger og spandauere. Igennem brug har vi lært betydningen af disse mærkværdige og slet ikke selvindlysende ord.

Hvad med Reformationen – betød det ikke, at gudstjenesten skulle være folkelig og forståelig? Jo, dog var Luther en konservativ reformator og meget bevidst om, at teologien har sit eget sprog. Det er korrekt, at Reformationen betød ændringer til fordel for folkesprogene, imidlertid var Luther slet ikke imod latin i gudstjenesten, og hans første gudstjenestereform var faktisk på latin. I 1526 skrev han en tysk gudstjeneste, der endnu er rygraden i folkekirkens højmesse. Luther slog fast, at han stadig skattede latin højt, for ikke at forglemme hebraisk og græsk; skade blot, at folk forstod disse sprog dårligt. For ungdommens og folkets skyld indrømmede han, at der alligevel kunne holdes gudstjeneste på modersmål.

På grund af det altid iagttagelige traditionstab er kirkens sprog og begreber en slags moderne latin midt i det folkelige danske, der i dag dominerer. Spørgsmålet, der deler vandene i folkekirken, er på den ene side, om kirken for forståelighedens skyld skal ændre sit sprog med den indbyggede fare for derved at ændre betydningen, billedverdenen og sprogspillene, som vi begriber kristendommen igennem på dansk. Eller på den anden side, om kirken af samme årsag skal holde fast i, at dansk har flere sproglige rum: et hos bageren og et andet i kirken.

Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. og adjunkt i kristendom, kultur og kommunikation på Diakonisse-stiftelsen i København.