Prøv avisen

Taxaselskab afviser bibelreklamer

"MoBibelen", Bibelselskabets Bibel til mobiltelefoner, må der ikke reklameres for på taxaer i Odense. Foto: bibelselskabet.dk

I Odense vil en reklame for Bibelen til mobiltelefoner de næste to uger præge byens busser. Men oprindeligt skulle reklamerne have været malet på byens taxaer. Den aftale gik i vasken i sidste øjeblik, fordi taxaselskabet ikke kører med religiøse budskaber

Det seneste årti har debatten om religion i det offentlige rum fyldt på både Christiansborg og i avisspalterne. Nu føjer endnu et eksempel sig til debatten.

Bibelselskabet havde i samarbejde med reklamefirmaet autodeko udarbejdet en reklamekampagne for Bibelselskabets elektroniske bibel til mobiltelefoner – MoBibelen – som skulle køres ud til fynboerne på Taxa Fyns vogne. Tegninger og pris var på plads, men efter en samtale mellem autodeko og Taxa Fyn viste det sig, at taxaselskabet ikke ønskede at reklamere for Bibelen. Det undrer Bibelselskabets generalsekretær, Morten Thomsen Højsgaard.

"Man kan jo kun gisne om, hvad der ligger bag. Vi ønskede med taxaerne at placere Bibelen i det offentlige rum, fordi vi mener, at verdens mest udbredte bog er værd at læse i, og fordi Bibelen kan berige folks personlige liv. Det er et værk, man bør kende, og med MoBibelen forsøger vi at udbrede kendskabet på en ung og kæk facon."

Men Taxa Fyn har gennem mange år haft helt klare retningslinjer for, hvilke reklamer selskabet vil køre med. Religiøse, politiske, alkoholiske og pornografiske reklamer er bandlyst, forklarer direktør Peter Kjærgaard.

"Vi er et serviceerhverv, og det skal være sådan, at alle vores kunder kan acceptere den bil, de sætter sig ind i, uden at blive stødt over en reklame. Der er stor forskel på, hvad der støder folk, og hvis en politiker op til valget vil have sin reklame på vores taxaer, siger vi også nej."

Lignende retningslinjer er nu på vej hos Midtjyllands store trafikselskab, Midttrafik. Sidste år kørte Midttrafiks busser i Aarhus med reklamer for valgmenigheden Citykirken, men tilsvarende reklamer vil i løbet af en årrække være væk. Midttrafik har netop udarbejdet nye retningslinjer for reklamer på busserne, og heri står blandt andet, at "der hverken direkte eller indirekte må reklameres for religiøse anskuelser eller bevægelser eller for produkter udbudt af sådanne."

Fra Midttrafik lyder det, at reklamers udtryk bliver mere og mere absurde, og derfor har firmaet valgt at tegne helt klare retningslinjer.

"Vi har ikke selv haft problemer med reklamer, men enkelte af vores nabotrafikselskaber har. Hos os vil vi gerne undgå at støde vores kunder," siger Rikke Minds Østergaard, gruppeleder i markedsføringsafdelingen hos Midttrafik.

At taxa- og busselskaberne afviser religiøse reklamer, overrasker ikke Cecilie Rubow, lektor i antropologi, som i flere år har arbejdet med religion i det offentlige rum. Hun er nærmere overrasket over, at nogen finder det nødvendigt at reklamere for religion.

"For mig at se er det nyt, at man vil bruge offentlig transport til at gøre et religiøst budskab gældende. Tidligere var der en forestilling om, at vi levede i et homogent samfund, hvor kristne ritualer var noget, man skulle tilegne sig på egen hånd. For 20 år siden kunne man ikke reducere religion til en reklame, så det må være, fordi kristendommen er presset," siger Cecilie Rubow og uddyber:

"Vi må nuancere billedet af, hvad det offentlige rum er. Ingen vil jo have noget imod, at Bibelselskabet optræder i det offentlige rum – bare ikke i et hvilket som helst offentligt rum. Præcis ligesom at moskéer heller ikke kan være i et hvilket som helst offentligt rum. Og lige præcis kollektiv trafik skal jo være et sted, hvor alle kan være."

gehlert@k.dk