Teaterinstruktøren, der altid leder efter billedet af Gud

Bodil Alling laver poetisk teater og vil aldrig efterlade publikum uden håb. For håbet er vi forpligtet til at holde levende hos hinanden – og det er netop det, Jesus gør i søndagens tekst

Bodil Alling lærte af sin barndoms skolelærer, at man bør tage imod det som en mulighed, når man får anledning til at skamme sig. –
Bodil Alling lærte af sin barndoms skolelærer, at man bør tage imod det som en mulighed, når man får anledning til at skamme sig. – . Foto: Lars Aarøe/Fokus.

Når Bodil Alling går i gang med en ny forestilling, stiller hun altid sig selv samme spørgsmål: Hvor er billedet på Gud? For Gud kan vise sig på mangfoldige måder i menneskers liv med hinanden og i det poetiske rum, som teateret kan være. Det ved 60-årige Bodil Alling af erfaring.

”Jeg kan ikke lave en fast skabelon for, hvordan man skaber den kontakt og det møde, hvor publikum og skuespillere bliver fælles om fortællingen, og hvor fornemmelsen af Gud bliver nærværende. Men jeg kan mærke, når det ikke er der – og når det er der. Når det er der, er det, som om jeg vandrer gennem historien sammen med publikum; vi bliver fælles om historien,” siger den prisbelønnede skuespiller og teaterleder, der allerede som 24-årig blev ansat på det lille egnsteater Gruppe 38 i Aarhus.

Nu, over 36 år senere, har teateret udviklet sig til et internationalt berømmet teater, og et af de emner, hun fokuserer på i sit arbejde, er, hvordan kærligheden ser på andre. Det ses i Bodil Allings dramatisering af Selma Lagerlöfs eventyr ”Legenden om juleroserne”, hvor en munk møder en gammel røvermutter med tillid i stedet for mistro – og det kalder en særlig skønhed frem i hende.

”Den største skønhed findes ikke altid der, hvor vi forventer at møde den. Her viser den sig i en rappedulle af en røverkælling. Det er der håb i – og et stærkt Gudsbillede.”

Munkens blik, som er åbent for den skønhed, der findes bag det grimme og skræmmende ydre, er næstekærlighedens blik, mener Bodil Alling.

”Bliver vi ikke set, eksisterer vi ikke. Men ser vi den anden og vandrer med ham eller hende, kan vi kalde den anden tilbage til sig selv. Det er det, der sker, i søndagens tekst. Den stumme mand har mistet livsmodet. Han har ikke længere håb og forventninger til livet og har derfor ingen ord at sige. Da Jesus ser det, der ligger bag stumheden, giver han manden mulighed for at finde sin identitet på ny. Det er et hverdagsmirakel, vi alle kan skabe ved at se dem, der er omkring os,” siger hun.

Bodil Allings mål med teaterforestillingerne er netop at få publikum til at føle sig set.

”Det er noget, vi alle kan gøre, ikke kun i teaterets rum, men i livet i det hele taget. Men vi kan også let forfalde til det modsatte: at fordømme og kaste mudder og klynge den op på korset, som gør det, vi selv burde. Når nogle af tilskuerne i søndagens tekst møder Jesus med fordømmelse, er det, tror jeg, af angst for konfrontationen med deres eget svigt. Vi kender alle til, at vi fordømmer det, der viser os vores egen fejlbarlighed. I stedet burde vi tage imod det, når vi får en anledning til at skamme os,” siger Bodil Alling.

Skam behøver nemlig ikke at være dårligt. Det lærte Bodil Alling som barn af en ganske særlig kvinde, som stadig er hendes store forbillede.

”Fru Sørensen, som underviste min skoleklasse i kristendomskundskab, var fuldstændig fantastisk. Hun elskede Gud, og hun elskede os børn. Hun så os,” husker Bodil Alling med et varmt smil.

”Hun fortalte os bibelhistorier på en måde, så vi så vores egne gerninger med et nyt blik. Det er vigtigt at pointere, at hun aldrig skammede os ud, men hun fik os med de kærligste og dejligste historier til at se, hvordan vi burde handle – og behandle hinanden. Jeg husker ikke, at der nogensinde var nogen, der blev mobbet i den klasse,” siger hun.

Bodil Alling boede en god del af sin barndom i Himmerland, hvor troen var ”stille, venlig og indlysende”, og den tro har hun stadig.

”Jeg forstår ikke, hvad det vil sige at være ikke-troende. For hvad er det modsatte af tro? For mig er beretningerne om Jesus en adgang til håb og tillid,” siger hun og vender tilbage til søndagens tekst.

”Når Jesus giver den stumme mand talens brug tilbage, er det et billede på, hvordan han med kærlighedens blik kan kalde en mand tilbage til sig selv. Det samme kan vi gøre, når vi ser hinandens hjælpeløshed og kvide og ikke ser væk, men rækker ud efter den anden.”

Hvordan en udstrakt hånd og et kærligt blik kan udrette mirakler oplevede Bodil Alling, da hun for nogle år siden blev ramt af en stressudløst depression.

”Jeg var udmattet og orkede ikke at give noget. Det var meget svært for mig, for det stemte dårligt med min idé om, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. Men først da jeg overgav mig til de andre og accepterede, at jeg i en periode måtte være den, der tog imod, fik jeg det bedre,” siger hun.

Hendes erfaring med depressionen er ikke så langt fra den stumme dæmonbesatte mand i søndagens tekst, mener hun.

”I en periode var jeg ude af stand til at udtrykke mig og handle, som jeg plejede. Men den kærlighed, jeg var omgivet af fra venner og kolleger, hjalp mig tilbage til mig selv,” siger hun og tilføjer, at hun selv midt i depressionen ikke mistede håbet.

”Jeg mistede ikke troen på, at livet og lyset altid vinder. For mig er det essensen af tro. Det er den livsgnist, vi skal holde i live ved virkelig at se hinanden.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville fokusere på den stumme mand. På næstekærligheden og det mirakuløse i, at vi kan hjælpe hinanden med at finde os selv igen. Jesus ser det, der ligger gemt bag mandens stumhed, og giver ham hans identitet tilbage, så han finder hjem til sig selv.

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?

’Du må ikke slå ihjel’. Det rækker meget længere end, at vi ikke må slå ihjel i fysisk forstand. Det handler om, at vi skal styrke livsmodet hos hinanden. Når vi elsker andre, bliver vi meget udsatte, og vi kan slå tillid og håb ihjel i andre, hvis vi ikke møder dem med nænsomhed.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

En gudstjeneste, hvor præsten ser dem, der er til stede, og vandrer med dem. Det oplevede jeg allerfinest, da min far blev begravet. En kær veninde af mig, som er præst i Kalundborg, stod for begravelsen. Med sine ord formidlede hun præcist, hvad vi havde haft, hvad vi havde mistet, og hvad vi stadig havde tilbage.

Hvordan er dit gudsbillede?

For mig er Gud det, der gør, at livet og lyset altid vinder. Som barn havde jeg et billede af en hvidhåret, vis mand, men det forsvandt med alderen. Nu har jeg ikke behov for at definere det nærmere.

Denne forkortede version af søndagens prædikentekst står i Lukasevangeliet, 11,14-28.