Prøv avisen

Tempelbjergets forbandelse

Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget i sidste uge har givet anledning til voldsomme palæstinensiske demonstrationer og til de blodige sammenstød

skriver fra Jerusalem De voldsomme sammenstød, der startede på Tempelbjerget i Jerusalem sidste torsdag, har nu, fem dage senere, udviklet sig til intifada-lignende tilstande overalt på Vestbredden og i Gaza. I nogle tilfælde også i arabiske landsbyer i Galilæa-området og i Yafo ved Tel Aviv. Hvis nogen har glemt, hvorfor israelere og palæstinenserne pludselig skyder vildt på hinanden, sårer og dræber, findes forklaringen først og fremmest i den israelske oppositionsleder Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget sidste onsdag. Som man siger på både hebraisk og arabisk, var Sharons besøg det strå, der brækkede kamelens ryg - eller på dansk, den dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Palæstinenserne opfatter Sharons besøg på Haram al-Sharif, som Tempelbjerget kaldes på arabisk, som en krænkelse mod islam og en unødvendig politisk provokation i en tid, hvor alle ved, at Tempelbjerget i Jerusalem er et af de eneste punkter, hvis ikke det eneste, Israel og palæstinenserne stadig ikke kan finde en løsning på. Blandt de israelere, der støtter fredsprocessen, og som mener, at Israel bør opgive sit herredømme over Tempelbjerget, opfattes Ariel Sharons besøg som et bevidst forsøg på at skabe så meget politisk uro, at fredsprocessen ikke kan fortsætte. Ariel Sharon er en af de mest forhadte israelske skikkelser blandt arabere i hele verden og i særdeleshed blandt palæstinenserne. Sharon stod bag Israels invasion af Libanon i 1982, og i 1983 holdt en israelsk undersøgelseskomite ham indirekte ansvarlig for massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Jødernes bjerg Tempelbjerget i Jerusalems gamle bydel er hellig for både jødedom og islam og derfor også et meget følsomt punkt i den politiske debat. Det ligger i den gamle bydels sydøstlige hjørne og har været underlagt israelsk herre-dømme siden seksdageskrigen i 1967. I dag er det dog en islamisk administrationsenhed, wakf, der tager sig af den daglige administration af stedet. Jøderne kalder stedet for Tempelbjerget, fordi det jødiske tempel, der blev ødelagt af romerne i år 73 e.Kr., lå her. Grædemuren, der i dag er resterne af Tempelbjergets vestlige mur og er jødernes helligste sted, har fået sin status, fordi det er her, jøderne sørger over templets ødelæggelse og beder om dets gendannelse. Ifølge jødisk tradition lå jødernes første tempel også her. Det eksisterer der dog ingen arkæologiske beviser for i dag. I forlængelse af Grædemuren, parallelt med Tempelbjerget og den gamle bys muslimske kvarter, løber den ca. 500 meter lange omstridte tunnel, som tidligere premierminister Benjamin Netanyahu åbnede i september 1996. Åbningen af tunnellen gav anledning til voldsomme sammenstød mellem israelere og palæstinensere i 1996, da palæstinenserne spredte rygter om, at de israelske myndigheder var i færd med at grave under de to muslimske helligdomme på Tempelbjerget, Al Aqsa-moskeen og Klippe-moskeen. I virkeligheden er tunnellen en arkæologisk udgravning af det vandreservoir, som de jødiske makkabæere benyttede sig af gennem historien. Tunnellen bevæger sig på intet tidspunkt ind under Tempelbjerget, men løber hele tiden parallelt med den vestlige mur, dog en del lavere. Under udgravningerne mente arkæologerne at finde de jordlag, som det første jødiske tempel blev bygget på. Og en af de mere iøjnefaldende oplevelser ved et besøg i tunnellen er den meget præcise miniaturemodel af det jødiske tempel, som det så ud for 2000 år siden. Muslimernes bjerg Som i så mange andre tilfælde i Israel er det ikke kun jøderne, der kræver herredømmet over Tempelbjerget. For muslimer er Haram al-Sharif det tredjehelligste sted i verden, kun overgået af Mekka og Medina i Saudi-Arabien. Al Aqsa-moskeen med den grå kuppel ligger på den sydlige del af bjerget i Jerusalem og er i virkeligheden meget mindre prangende end Klippemoskeens guldbelagte kuppel og blå mosaik. Al Aqsa betyder »den allerfjerneste« på arabisk og symboliserer muslimernes første bederetning, der hverken var mod Mekka eller Medina, men derimod Jerusalem. Dette er den ene årsag til Jerusalems hellige status i islam. Den anden er, at profeten Muhammed ifølge traditionen steg til himmels fra en klippe midt på bjerget. Omkring denne klippe byggede Abd al-Malik og sønnen, Walid, Klippemoskeen, som er et af islams største vartegn i slutningen af det 7. århundrede. Til hverdag bruges den åbne plads mellem Al Aqsa og Klippemoskeen til udflugtsmål for turister, muslimske skoleklasser og som hvilested for byens unge og gamle. Om fredagen omdannes pladsen mellem moskeerne til et bedende menneskehav. Offentlig bøn er påkrævet om fredagen, og derfor strømmer muslimer til de to store moskeer på Tempelbjerget på denne dag. Kvinderne i Klippemoskeen og mændene udenfor på pladsen mellem de to moskeer og inde i Al Aqsa-moskeen. Fredagsbønnen på Tempelbjerget betragtes sædvanligvis som en sikkerhedsrisiko af det israelske politi, da op mod 200.000 muslimer samles til bøn. Og på grund af at de bedende jøder samtidig samles ved Grædemuren cirka 50 meter fra Al Aqsa-moskeen, er chancerne for sammenstød meget store. For det meste forløber fredagsbønnen uden de store problemer, men Sharons besøg bragte palæstinenserne i kog efter bønnen sidste fredag. Herefter satte det israelske politi ind for at standse de demonstrerende mængder, og på kort tid eksploderede en række andre voldelige demonstrationer overalt på Vestbredden og i Gaza. Siden søndag har Tempelbjerget været lukket for besøgende turister. Udbredt pessimisme Den gamle bydel i Jerusalem er underlagt arabisk generalstrejke, og den del af kagen, det ikke lykkedes Clinton, Arafat og Barak at dele i Camp David for tre måneder siden, volder nu så store problemer, at selv den fredsvenlige israelske venstrefløj er begyndt at forholde sig skeptisk over for mulighederne for at nå en fredsaftale med palæstinenserne. Størstedelen af de israelske politikere holder Arafat ansvarlig for de seneste voldelige sammenstød. De mener, at Arafat lader voldsbølgen fortsætte i forsøg på at presse israelerne til at opgive herredømmet over Tempelbjerget i Jerusalem. Teorien er, at Arafat tror, den israelske regering vil være mere forhandlingsvenlig efter en kort intifada. Silvan Shalom fra Likud-partiet beskylder Arafat for at spille hasard med sin egen befolknings blod. De palæstinensiske politikere er derimod overbeviste om, at Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget var aftalt på forhånd med Ehud Barak, således at sidstnævnte kan beskylde palæstinenserne for at bremse fredsprocessen. Den overvejende optimisme, der herskede efter Camp David i juli, fordi både palæstinensere og israelere gav offentligheden det indtryk, at Tempelbjerget i Jerusalem var den eneste forhindring for en fredsaftale, eksisterer ikke længere efter sidste uges voldsomme sammenstød. Dengang som i dag: Tempelbjerget i Jerusalem er nøglen til problemet.