Hvis man besøger tempelpladsen i Jerusalem i dag, er der ikke mange spor at øjne af den skjulte verden af hulrum, der befinder sig under de blanke overfladesten. Alle indgange og nedgange holdes lukkede af pladsens muslimske myndighed. Når det er tilfældet, har vi jo kun fantasien tilbage. Den sætter som bekendt ingen grænser. Kan det tænkes, at der er skjulte skatte at finde i det dybe mørke? Og er pagtens ark forseglet under dækslet til ”sjælenes brønd”, som det fremgår af Indiana Jones-filmen ”Jagten på den forsvundne skat”?
Denne fascination er omdrejningspunktet i en ny bog af den israelske journalist Arnon Segal, hvori han afsøger den viden, vi trods alt har om tempelpladsens undergrund. Til tider er det nemlig lykkedes opdagelsesrejsende og arkæologer at få adgang til denne verden. Selvom der ikke er noget, der tyder på, at den gemmer på gyldne skatte, har de labyrintagtige tunneler og hulrum under tempelpladsen optaget forfattere siden det første århundrede, og endnu i moderne tid er de årsag til blodige sammenstød mellem palæstinensere og israelere.
Når det overhovedet er sådan, at der under den blanke overflade befinder sig en verden af hulrum, skyldes det flere forhold. Den vigtigste af dem hedder Herodes den Store. I et ønske om at vinde det jødiske folks gunst kastede han sig ud i en forskønnelse af templet.
Første fase bestod i en renovering af selve tempelbygningen. Ifølge den jødiske historieskriver Josefus måtte han omskole 1000 præster til håndværkere for at få den opgave i mål, da kun præster måtte befinde sig i selve tempelbygningen.
Selvom det kan siges at være en beundringsværdig bedrift i sig selv, var det intet i sammenligning med den næste fase, der bestod i udvidelsen af tempelpladsområdet til dets nuværende cirka 300 gange 500 meter. Den fase blev modsat den første ikke færdig i Herodes’ levetid. Man skal forestille sig, at selve tempelbjerget kun er en smal bjergkam, der slet ikke var bred eller lang nok til Herodes’ forsøg på at give Jerusalems tempel den største tempelgård, noget antikt tempel havde. Derfor måtte der etableres enorme støttemure og buegange i mange meters højde. Resultatet blev, at store dele af særligt den sydlige del af tempelpladsen står på buegange med mange og store hulrum til følge.
Men allerede inden Herodes’ dage havde bygmestre gjort indhug i tempelbjerget for at slå to fluer med ét smæk: Der skulle skaffes byggesten til tempelbygningen og plads til opbevaring af vand. Tempelbjerget har ikke nogen naturlig vandkilde til at kunne give vand til præsternes slagtearbejde med offerdyrene.
Vi har altid kendt til disse hulrum. Josefus fortæller hjertegribende om, hvordan desperate familier forsøgte at skjule sig i tunneler og hulrum for grådige oprørsledere under den jødiske opstand mod Rom i de desperate måneder før templets fald i år 70. I nyere tid har det kun været muligt ved enkelte lejligheder at gøre optegnelser over undergrunden. Arkæologerne har måttet nøjes med at undersøge undergrunden i områder lige uden for tempelpladsen.
For her går grænsen.
Hele tempelpladsområdet er en kilde til stærke politiske spændinger, og i 1996 kom det til en kortvarig, men blodig opstand, da palæstinenserne mente, at israelske arkæologer var ved at grave sig ind under tempelpladsen. Det var de nu ikke. De gravede en tunnel langs pladsens ydre vestmur. Men det blotte rygte var nok til at antænde et bål, der efterlod over 100 døde.
Igen i 2017 var der blodig uro omkring tempelpladsen. Det førte til, at israelsk militær stormede tempelpladsen og først forlod den igen efter grundig søgen efter våben i tempelpladsens undergrund. Der blev ved den lejlighed taget fotos, der efterfølgende blev delt med de israelske antikvitetsmyndigheder.
De mange spændinger betyder desværre, at det i dag ikke længere er muligt at få adgang til klippemoskéen som turist.
Dermed er vi stadig henvist til fantasien, når det gælder det mest sagnomspundne hulrum af dem alle: ”sjælenes brønd”. I den klippe, som moskéen er bygget over, og hvor vi med rimelig sikkerhed kan antage, at tempelbygningen stod, er der et hulrum, der af korsfarerne blev navngivet ”det allerhelligste”. Ifølge muslimsk tradition skulle der herunder være endnu et hulrum, forseglet med en marmorplade og navngivet ”sjælenes brønd.” Her skulle indgangen til selve dødsriget befinde sig. Men hvem ved?
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.