Teolog: Gudstjenesten skal måles på, om den er god kunst

Folkekirken skal ikke holde gudstjeneste for at underholde folk, forklare dem, hvad kristendommen går ud på, eller belære dem politisk. Gudstjenesten er først og fremmest et kunstværk, som giver mulighed for at erfare det helliges nærvær. Det mener teolog og forfatter Jakob Wolf, der er aktuel med ny bog om gudstjenesten

Jakob Wolf ses her ved Soderup Kirke på Sjælland, hvor han kommer hver søndag, for her får han ”ganske gratis adgang til kunst på højt niveau” gennem den danske salmeskat, kirkearkitekturen og musikken.
Jakob Wolf ses her ved Soderup Kirke på Sjælland, hvor han kommer hver søndag, for her får han ”ganske gratis adgang til kunst på højt niveau” gennem den danske salmeskat, kirkearkitekturen og musikken. . Foto: Iben Gad.

Når sognepræster og andet personale landet over forbereder sig til søndagens højmesse, spekulerer nogle af dem sikkert over, hvordan de kan gøre gudstjenesten så appellerende som muligt. Hvordan kan de med deres prædiken give kirkegængerne noget med hjem, som de kan tænke over og sætte i sammenhæng med deres hverdag? Og hvordan kan salmerne være med til at forklare Bibelens tekster? Andre er måske optaget af, om teleslyngen virker, og om der er småkager nok til den efterfølgende kirkekaffe. Det kan alt sammen være relevante overvejelser. Men det er langtfra centralt. For gudstjenestens formål er ikke at udlægge kristendommens dogmatik på den mest pædagogiske måde eller give folk en oplevelse af til fulde at forstå, hvad evangelisk-luthersk kristendom går ud på. Det mener Jakob Wolf, lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og aktuel med en ny bog om gudstjenesten, i hvert fald ikke.

”Gudstjenesten er et kunstværk i sin egen ret og art, der udtrykker indtrykket af det guddommelige. Formålet med gudstjenesten er at gøre det guddommelige nærværende for os og forene os med det, og det kan den, når den lykkes som kunst. Så føler vi det guddommeliges nærvær og føler os forenet med det. Derfor skal gudstjenesten ikke vurderes på, om præsten prædiker klart og forståeligt, eller om kirkekoret synger særligt smukt, men på dens effekt på deltagerne. Den skal vurderes som kunst,” siger Jakob Wolf.

Hans baggrund for at udtale sig om gudstjenesten er hans forskning, hans baggrund som teolog og tidligere sognepræst og hans mangeårige erfaring som kirkegænger. Han går stort set hver søndag til højmesse i Soderup Kirke på Sjælland, og det gør han, fordi han her ”ganske gratis får adgang til kunst på højt niveau – den danske salmeskat, kirkearkitekturen, musikken – og har muligheden for, at det guddommelige bliver nærværende for mig i form af en kontakt med de grundlæggende følelser af glæde, sorg, afmagt, lidelse”.

”Det sker ikke hver søndag, og det er aldrig til at vide, hvornår det sker. Det er som med teater eller en koncert, hvor man aldrig ved, hvornår det absolutte nærvær indfinder sig. Det handler ikke om, at hvis alt er lagt helt rigtigt til rette og meget dygtigt udført, så sker det. Men man kan – som præst og kirkeligt ansat i øvrigt – gøre sit bedste for at stille rammerne til rådighed. Som når man inviterer til en fest og hænger kulørte lamper op i håb om at skabe en feststemning,” siger Jakob Wolf.

I sin bog ”Gudstjenesten – Fænomenologisk set”, der udkommer i dag, argumenterer han for, at gudstjenesten i den form, vi kender den i dag, er et slidstærkt, dybt forfinet og kultiveret samlet kunstnerisk udtryk, som gennem århundreder har bevist sit værd netop som kunst – og som formidler af guddommeligt nærvær.

”Jeg er ikke imod, at man eksperimenterer med gudstjenesten, for højmessens form er ikke noget, der er faldet ned fra himlen og ikke kan og må ændres. Jeg tror blot, at vi snarere ved at eksperimentere med alternative gudstjenesteformer vil opdage, hvor god kunst vi allerede har i højmessens nuværende form. Det kan også være givtigt at læse et dårligt digt for at genopdage, hvor god poesi der faktisk findes,” siger Jakob Wolf.

”Opfatter man gudstjenesten som et kunstværk, bliver det også klart, at præstens rolle ikke er at forklare alting, for god kunst er karakteriseret ved, at der er noget ubegribeligt tilbage. Noget, der netop ikke kan forklares med ord eller begreber, og derfor må have kunstens form,” siger han.

Han forudser, at opfattelsen af gudstjenesten som kunst ikke vil vinde gehør hos alle teologer og folkekirkepræster. For der ligger i den evangelisk-lutherske selvopfattelse en tradition for at lægge vægt på en forståelse af gudstjenesten, som klart lægger afstand til katolicismens.

”Mange opfatter prædikenen og ikke nadveren som det centrale element i højmessen og afviser en forståelse af gudstjenesten som kult. Men for mig at se er nadveren også i folkekirkens højmesse det absolutte højdepunkt, og gudstjenesten er også kult, blot ikke i den katolske forstand hvor man mener at kunne fremtvinge det guddommelige nærvær ved en form for magi,” siger Jakob Wolf og tilføjer, at den udbredte forståelse af gudstjenesten som en institution til belæring og indføring i kristendom læner sig op ad den reformerte tradition, der har en udpræget intellektuel tilgang til det at holde gudstjeneste.

”Jeg tror, at mange kirkegængere faktisk intuitivt vil genkende beskrivelsen af gudstjenesten som et kunstværk og dens mål som det at gøre det guddommelige nærværende for os. Men blandt teologer og præster vil det nok være en mere fremmed tankegang,” siger han.

Han mener imidlertid, at gudstjenestens og folkekirkens store værdi netop ligger deri, at den skaber forudsætninger for, at vi som mennesker kan erkende og opleve nærværet af det guddommelige – og dermed også det, der forbinder os som mennesker.

”Når folkekirken er så vigtig og fantastisk en institution, og når gudstjenesten er så stor en skat, som jeg faktisk synes, at den er, så skyldes det netop, at den samler os som mennesker. Den er forudsætningen for vores demokrati og politiske debat, fordi den understreger en bevidsthed om, at vi alle er lige over for det guddommelige. Alene derfor vil det være et kæmpe tab, hvis vi smider højmessen på lossepladsen i vores iver efter at popularisere og forny gudstjenesten. Det vil svare til at smide en Rembrandt i containeren til fordel for en masse middelmådig kunst,” siger Jakob Wolf.

Han håber derfor, at den debat om gudstjenesten, der tager afsæt i de biskoppelige liturgiudvalgs arbejde, kommer til at handle om andet og mere end, hvilke små justeringer der kan tillades i højmessen, dåb og nadver.

”Det grundlæggende spørgsmål må være, hvad gudstjenestens formål er. Før det står klart, giver resten af debatten ikke meget mening!”.