Da den iranske muslim Vahid Mahdavi Mehr flyttede til Tyskland for at skrive en ph.d. i teologi, gav han ikke hånd til kvinder. Sådan var det i hans hjemland, og han opfattede det som et udtryk for respekt for kvinder, at han nægtede at række hånden frem for at hilse. Men det gik hurtigt op for ham, at tyskerne havde et andet syn på den praksis.
”Selvom jeg virkelig prøvede at overbevise dem om, at der kun lå gode hensigter bag mit valg om ikke at give hånd, kunne de simpelthen ikke få sig selv til at se bort fra, hvor respektløst det så ud i deres kultur,” sagde han til et arrangement på Aarhus Universitet i sidste uge, hvor han var inviteret sammen med en teologiprofessor fra det tyske Paderborn-universitet.
De skulle tale om, hvad kristne og muslimer kan lære af hinandens helligskrifter ud fra metoden komparativ – altså sammenlignende – teologi. Og formålet med Vahid Mahdavi Mehrs anekdote var blandt andet at fortælle, at kulturforskelle måske er den eneste grund til, at kristne og muslimer har forskellige bøger.
”Kulturforskellene er så store, at jeg ikke kunne overbevise mine tyske venner om, at det var et tegn på respekt, at jeg ikke ville give hånd. Og det er bare et af mange eksempler på, at persisk, arabisk og europæisk kultur er forskelligartet. Så når nogen spørger, hvorfor Gud skulle sende en ny åbenbaring i form af Koranen i stedet for bare at lade dem læse Bibelen, kan det have at gøre med, at araberne havde brug for noget andet til deres specifikke kultur,” sagde den ph.d.-studerende, der begyndte at give hånd, da han så, at det blev opfattet som respektløst ikke at gøre det.
Forinden havde teologiprofessoren Klaus von Stosch givet eksempler på områder, hvor kristne kunne lade sig inspirere af Koranen.
”Kristne og muslimer har vidt forskellige tilgange til at læse i deres tekster. For muslimer er det at læse i Koranen ikke nødvendigvis et spørgsmål om at opnå viden eller inspiration, men derimod om at være i kontakt med Gud. Muslimer oplever, at Gud taler direkte til dem, når de læser i Koranen. For kristne er det Kristus, der er vigtigst og giver Bibelen legitimitet, mens det omvendt for muslimer forholder sig sådan, at Koranen er det vigtigste og dermed giver profeten Muhammed legitimitet,” sagde han.
Når man indser, at kristne og muslimer har vidt forskellige tilgange til at læse teksterne, kan man begynde at lære af hinandens tilgange, mente professoren. For ham har det personligt været gavnligt at gøre brug af muslimernes tilgang til koranlæsning, hvor de vægter udenadslære højt og har fokus på tekstens æstetiske kvaliteter.
”I islam er renhed og skønhed vigtigt. I kristendom er der mere fokus på ydmyghed og tjenestegerning. Det betyder ikke, at vi kristne ikke har sans for skønhed – tænk bare på komponisten Johann Sebastian Bach, der populært kaldes den femte evangelist. Men kristne er mere varsomme med at betragte skønhed i for eksempel kunst og litteratur som en åbenbaring fra Gud, mens muslimer oplever Guds nærvær gennem Koranens skønhed,” sagde han.
Efter de tos oplæg blev der åbnet for spørgsmål fra forsamlingen. Professor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg spurgte, hvordan de to ville have det med, at der blev læst i Koranen i kirken og i Bibelen i moskéen?
Klaus von Stosch ville ikke bryde sig om det:
”Mange muslimer læser Bibelen som en falsificeret version af Koranen. Den opfattelse blev til cirka 300 år efter Koranen, men er dominerende i dag. Så længe det er en udbredt opfattelse, giver det ikke mening for mig at bringe Koranen ind i en liturgisk sammenhæng,” sagde han og fik opbakning af den muslimske ph.d.-studerende.