”Det ufærdige menneske og Gud”. Sådan hedder teologen Johannes Værges seneste bog. Allerede titlen viser, hvad han forsøger at sige om forholdet mellem Gud og menneske.
”Det ufærdige menneske er en slags kodeord, der afspejler mit forsøg på at gå en anden sproglig vej for at forstå, hvad der sker, når Jesus træder ind i vores verden. Jeg forsøger at formidle en anden forståelse af menneskets status end den forståelse, der har domineret vestlig kristendom,” siger Johannes Værge, der i sine tidligere bøger især har prøvet at gøre op med den nærmest juridiske forståelse af forholdet mellem Gud og menneske, hvor mennesket først og fremmest opfattes som en synder, der gør sig skyldig over for en gud, som dømmer mennesket strengt for dets fejl.
”Jeg anerkender den virkelighed, man henviser til med betegnelsen af mennesket som synder – der er virkelig store svigt i vores liv med hinanden, og det onde har stor magt. Men tænk på, at Paulus kalder os Guds arvinger, og at vi skal forvandles efter det billede, vi ser i Kristus. Dét er anderledes visionær kristendom end den, der holder os fast som Guds skyldnere. Vi er del af et storslået projekt, på vej mod fuldendelsen.”
Johannes Værge tilføjer, at de første kristne blev omtalt som dem, der hørte til ”vejen”.
”Det svarer til den anvisning, Jesus gav med sit ’Følg mig!’. At møde Jesus førte til opbrud og bevægelse for de første kristne. At være kristen er at deltage i en storslået bevægelse frem mod en bestemmelse, som endnu ikke er fuldt udfoldet,” siger teologen, der er tidligere sognepræst ved Københavns Domkirke.
Nu er han aktuel med en ny bog, hvor han samler en række af de tråde, der er lagt ud i hans tidligere bøger, uddyber motiver og sætter dem i nye sammenhænge for at give en helhedsfremstilling af det, han opfatter som centralt i kristendommen.
”Ligesom i mine tidligere bøger tager jeg afsæt i den tidlige kirke og tænkere som Gregor af Nyssa og Irenæus og naturligvis i Bibelen, især Det Nye Testamente. Jeg forsøger at giver et billede af kristendommen, der har rod i Bibelen og den tidligste oldkirke, i et sprog, der forbinder kristendommen med mennesker erfaringer i dag,” siger han.
Og erfaringen af at være på vej mod fuldendelse som kristen hænger for teologen tæt sammen med Helligåndens virke.
”Guds ånd har virket i verden fra begyndelsen. Det Gamle Testamente taler om Guds ånd som nødvendig livgiver og fornyer af det levende, men med Jesu indtræden i verden manifesterer den sig på en anderledes klar og tydelig måde. Hele Jesu virke er udtryk for, hvad Guds ånd vil. I Johannesevangeliet understreger Jesus i sin afskedstale til disciplene skærtorsdag, at det, han har ført ind i verden, ikke er slut med hans bortgang. Talsmanden skal lære dem endnu større ting. Det perspektiv udfoldes yderligere påskedag, da Jesus indblæser sin ånd i disciplene. Det, Jesus har igangsat, skal gøres færdigt, og ånden er brændstof for den proces og hjælper mennesket frem mod Guds rige, hvor fuldendelsen skal ske,” siger Johannes Værge.
I arbejdet med bogen er hans egen forståelse af kristendommen som en vej vokset og har fået tilført nye perspektiver, blandt andet via beretningen i Johannesevangeliets kapitel 5 om Jesu helbredelse af en lam mand ved Bethesdas dam.
”Jesus bliver bebrejdet, at han har foretaget sådan en handling på en hellig sabbat og svarer, at hans himmelske far ’arbejder stadig’ eller ’arbejder altid’, som oversættelsen i Den Nye Aftale lyder. Det er endnu et billede på, at Guds ånd hele tiden virker i verden, og at både mennesket og verden er ufærdige, på vej,” siger han.
Han understreger, at denne proces ikke skal opfattes som et individuelt projekt, hvor det enkelte menneske i moralsk forstand skal blive bedre og bedre. Det drejer sig snarere om, at mennesket skal være modtagelig for det lys, der stråler ud fra Kristus, og for de erkendelser, man med Helligåndens hjælp kan opnå gennem gudstjeneste, bøn, kendskab til Bibelen – og ved simpelthen at tage ved lære af sine erfaringer.
Desuden, påpeger Johannes Værge, er det vigtigt at fastholde billedet af Jesus som helbreder snarere end dommer.
”I Johannesevangeliet siger Jesus, at han dømmer ingen. Og det fremgår flere steder, at dommen er overladt til Gud. Til gengæld beskriver Jesus sig selv som lægen, der er kommet for at helbrede de syge. Alligevel er billedet af Jesus som læge i vestlig kristendom blevet afmattet i forhold til billedet af ham som forkynder og dommer. Det gør det langt vanskeligere for os at forstå den rolle, Jesus blev tildelt i oldkirken som helbreder og som formidler mellem mennesket og Gud fader,” siger han.
Denne forskydning kan ifølge Johannes Værge føres tilbage til den kristologiske strid i oldkirken, hvor man diskuterede, om Jesus skulle forstås som mere gud end menneske eller omvendt.
”Man nåede frem til, at han var fuldt ud menneskelig og fuldt ud guddommelig. Men langtidsvirkningen blev, at forskellen mellem Jesus og Gud fader blev udvisket, og op gennem middelalderen blev Jesus i stigende grad fremstillet og forstået som en dømmende – og fordømmende – himmelfigur. Selvom man forsøgte at kompensere for det ved at fremstille Kristus som den lidende, hvilket gav identifikationsmulighed for mennesker, lykkedes det ikke at genetablere billedet af Jesus som den nære og omsorgsfulde helbreder, som han i høj grad er, hvis man læser evangelierne fordomsfrit,” uddyber han.
I oldkirken og i den ortodokse tradition er billedet af Jesus som læge langt stærkere, påpeger han.
”Her opfatter man syndernes forladelse som en åndelig helbredelse snarere end som noget, der foregår i en retssal,” siger han og tilføjer, at det græske ord, der oversættes til dom betyder afgørelse og kan forstås i retning af en diagnose, der stilles som forudsætning for helbredelse.
”Den fuldendelse, vi er på vej mod, består i, at vi og vores menneskelige fællesskab bliver helbredt. Tilgivelsen er vores forskud på den arv, der venter, når vi i gudsriget vil opleve et helbredt fællesskab. Og Jesus er en læge, der er med os på vejen, så vi ikke er overladt til os selv med de konflikter, kampe og uklarheder, som vores liv som ufærdige mennesker er præget af,” siger Johannes Værge.