I torsdags blev den nye biskop i Aarhus fundet. Henrik Wigh-Poulsen blev valgt med et klart flertal blandt de stemmeberettigede i stiftet, og det vil sige både præster, provster og menighedsrådsmedlemmer. Det er den samme gruppe, der også har mandat til at finde de kandidater, der kan stemmes på til et bispevalg. Men er metoden med stemmesedler og indstilling af kandidater den rigtige metode, når det handler om at finde landets biskopper, som er indehavere af det øverste kirkelige embede i landets stifter?
Nej, mener professor i teologi ved Aarhus Universitet Svend Andersen. Ikke fordi han er utilfreds med de biskopper, vi har. Men fordi han mener, at embedet er alt for vigtigt til at lade det være mere eller mindre tilfældigt, hvad der bliver lagt vægt på i valget af biskoppen.
”Jo mere en bispevalgkamp kommer til at ligne den politiske valgkamp, jo mere kommer valget til at handle om alt muligt andet end det teologiske,” siger Svend Andersen.
Han er derfor enig med teologiprofessor Theodor Jørgensen, der allerede efter bispevalget i Roskilde i 2008 skrev i en kronik her i avisen: ”I alle andre sammenhænge ansøger man om en sådan stilling med oplysning om sine kvalifikationer og om de visioner og intentioner, man knytter til denne stilling, som begrundelse for, at man søger den, hvorefter et ansættelsesudvalg af sagkyndige kvalitetsbedømmer én.”
Theodor Jørgensen undrer sig i dag over, at han ikke fik nogen reaktioner på sit forslag dengang. Han mener fortsat, at vi ville få et bredere felt af kandidater til bispeembedet, hvis man skulle søge om jobbet først. Og det ville gavne folkekirken, mener han.
”I dag mødes alle kandidater efterhånden omkring en grundtvigsk inspireret midterbane. Det hænger sammen med, at du i dag kender dine modkandidater, og så begynder du at tænke strategisk og tilrette dit kirkesyn ud fra taktiske overvejelser. Hvis der derimod kræves en ansøgning først, så er feltet jo ukendt, og ansøgningen vil derfor give et mere præcist og ærligt syn på, hvad kandidaten vil - og står for teologisk. Det tror jeg ville sikre et mere teologisk differentieret ansøgerfelt.”
Både Theodor Jørgensen og Svend Andersen mener, at en ny ansættelsesprocedure for biskopper bliver stadig mere påkrævet, fordi biskopperne i deres øjne kommer til at spille en større og større rolle i det kirkelige.
”Jeg ville gerne have haft et kirkeråd, men det fik vi ikke. Og det betyder, at biskopperne får stor magt og reelt bliver dem, der kommer til at tegne folkekirken herhjemme, også over for politikerne. Derfor er det helt afgørende, at de er ansat ud fra reelle kvalifikationer inden for teologi, kirke og administration,” siger Svend Andersen.
Men ved at pege på en ansættelsesform med stillingsopslag, ansøgninger og bedømmelsesudvalg fjerner Svend Andersen sig fra den demokratiske proces, der indtil nu har kendetegnet bispevalgene.
”Det med det folkekirkelige demokrati giver jeg ikke ret meget for. Det er et dogme. Vi skaber et billede af folkekirken, som er helt urealistisk. På sogneplan kniber det jo med at finde kandidater til menighedsrådene, og ved valgene er der meget få, der stemmer. Noget helt andet er, at demokratiet vel ikke er det bedste i alle sammenhænge. På universitetet er det for eksempel ikke en demokratisk proces at ansætte en professor. Det må da handle om at finde de bedst egnede.”
Professor emeritus Theodor Jørgensen foreslår en fremtidig model, hvor ansøgningerne behandles af et udvalg bestående af dels teologiske sagkyndige, repræsentanter fra bispekollegiet, Præsteforeningen, Menighedsrådsforeningen og fra det pågældende stiftsråd.
”Når de så har gennemgået ansøgningerne og udvalgt de to-tre bedste, så er det de kandidater, der skal stemmes om i stiftet. På den måde bevarer vi det demokratiske element, der også sikrer stiftets opbakning til den nye biskop - men vi sikrer samtidig, at valget står mellem de bedst kvalificerede.
Og netop demokratiet er helt afgørende, hvis man spørger blandt menighedsrådene. Men her er der også røster fremme om, at bispevalgloven burde laves om. Ikke i form af at gå væk fra processen med indstillinger og stemmesedler, men for at sikre, at de enkelte stemmer er vægtet ud fra, hvor mange folkekirkemedlemmer, de repræsenterer.
”Jeg mener ikke, det er rimeligt, at et sogn med for eksempel 1000 folkekirkemedlemmer har forholdsvist flere stemmer end et sogn med cirka 10.000 folkekirkemedlemmer. Folk i byerne, eller de store sogne, får på den måde meget lidt indflydelse på, hvad der foregår, mens de små landsogne bestemmer for meget i forhold til, hvor mange folkekirkemedlemmer der er i sognet,” lyder kritikken fra Tom Ebbe Jakobsen, der er formand for Balle Menighedsråd i Silkeborg og medlem af stiftsrådet i Århus Stift.
Han foreslår derfor, at der ved næste bispevalg indføres elektronisk afstemning, hvor der er indbygget en særlig fordelingsnøgle alt efter, hvem der afgiver stemmen, og hvilket sogn man repræsenterer.