Efter mere end 150 år er det på tide at ændre det præsteløfte, som alle præster i folkekirken skal fremsige, når de ordineres. Det skrev sognepræst i Langenæskirken i Aarhus Louise Højlund i sidste uge på mediet kirke.dk.
I indlægget pointerer hun blandt andet, at det nuværende løfte er blevet til på baggrund af et arbejde foretaget af 29 mænd og ingen kvinder, og at det har ”regnskabsdagen for øje”. Med andre ord er præsteløftet utidssvarende med et gammeldags fokus på dom. Det er ”trusselsteologi”, mener Louise Højlund, som i indlægget præsenterede sit eget bud på et nyt løfte.
Det en kærkommen idé, mener Hans Raun Iversen, lektor emeritus i praktisk teologi på Københavns Universitet. Han har selv undret sig over, hvorfor ingen har sat et arbejde i gang for at ændre præsteløftet, der blev til i 1870.
”Folkekirken står med nogle kolossale udfordringer med kirkegang efter corona og præstemangel. Så nytter det ikke, at man opfatter sig selv som et historisk teater og holder fast i et uddateret kirkepolitisk kompromis fra 1870,” siger han.
Hans Raun Iversen har læst Louise Højlunds forslag til et nyt præsteløfte og forestiller sig, at det formentlig ikke ville få opbakning alle steder i folkekirken. Men ifølge ham burde biskopperne sætte et arbejde i gang med at indgå et kompromis om et nyt præsteløfte, som alle i folkekirken ville kunne leve med.
”Det nuværende præsteløfte er jo ikke dumpet ned fra himlen i 1870. Der er flere problemer med det. Nogle af formuleringerne er direkte kætterier, som når der for eksempel står, at Guds ord ikke alene skal findes i Bibelen, men også i bekendelsesskrifterne. Det er det rene vrøvl og udtryk for, at nogle Grundtvig-fundamentalister dengang mente, at trosbekendelsen var vigtigere end Bibelen,” siger han.
Men det passer ikke, at der er kætterier i præsteløftet, mener Torben Bramming, sognepræst i Ribe Domkirke. Han opfatter ikke præsteløftet som helligt, men har ikke hørt ét godt argument for at ændre det.
”Hvis der er noget, der er kættersk, så er det den holdning, man finder hos Hans Raun Iversen og andre teologer, som tror, de er meget bedre til at læse Bibelen end dem, der har skrevet bekendelsesskrifterne. Det er udtryk for en overvurdering af egen visdom og indsigt båret af tidsånden, som man også ser i debatten om at gøre op med læren om arvesynden,” siger han.
Præsteløftet er ikke dumpet ned fra himlen, men er skrevet af mennesker for 150 år siden. Hvorfor skal lige netop dette stå i tid og evighed?
”Det skal det heller ikke, men hvis man vil flytte et hegn, skal man vide, hvorfor det blev sat op i første omgang. Præsteløftet er som et hegn, der blev sat op for at modstå netop de argumenter for at fjerne det, man ser i dag, hvor man gør sig selv til den højeste autoritet i spørgsmålet om, hvad Bibelen siger om det ene og det andet. Hvis de får deres vilje, vil præsteløftet blive lavet om, så kristendommen pludselig er i tråd med tidsånden, men ikke Bibelen.”
Hvis der engang skal komme et nyt præsteløfte, bliver det ikke på initiativ fra Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift. For selvom han godt kan se, at det på flere områder er støvet og bedaget – for eksempel når man indledningsvist skal love, at man ikke har bestukket sig til embedet – er det meget mere rummeligt, end et nyt formentlig ville være.
”Det har en rummelighed over sig, netop fordi det – måske på grund af dets høje alder – fastholder det store perspektiv og hæver sig over det, der optager os her og nu. Når jeg har nye præster til bispeeksamen, bruger jeg altid præsteløftet som en anledning til en fælles overvejelse over, hvad man som præst er kaldet til, og hvordan man forstår sin opgave. På den måde har det en åbenhed for fortolkning, som et nyt præsteløfte præget af, hvad der lige optager os her og nu, ville have svært ved at hamle op med,” siger han.