Prøv avisen

Teologer: Folkekirken har ikke brug for blasfemiparagraf

Blasfemidebatten har også spredt sig til folkekirken. Foto: Michael Bothager

Det er ikke afgørende for kirken, at blasfemiparagraffen bevares, lyder det fra flere kirkelige fløje. Men regeringens beslutning om at beholde paragraffen handler dog mest om at tækkes islamismen, kritiserer tidehversk teolog

Debatten om blasfemiparagraffen har været helt ude af trit med, hvor stor betydning paragraffen har. Det siger flere folkekirkelige stemmer, efter at regeringen i sidste uge fredede blasfemiparagraffen på baggrund af en længe ventet rapport fra Straffelovrådet. Forbuddet mod blasfemi forhindrer ikke kritik af religioner, men uden paragraffen vil der kunne forekomme offentlige afbrændinger af hellige bøger som Bibelen eller Koranen, hvilket myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for, lød rådets konklusion.

Ifølge generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen har debatten været meget skinger og handlet mere om symbolpolitiske udmeldinger end om substans.

”Vi skal ikke have paragraffen for Guds eller for kirkens skyld. Den skal nok klare sig. Det, der kan tale imod paragraffen er, hvis den kan opfattes som en positiv særbehandling af religioner, men det er heller ikke på nogen måde mit indtryk, at den gør det. Paragraffen må heller ikke stå i vejen for religionskritik, men det gør den ikke. Grundlæggende er det ikke afgørende for kirkens rolle, om vi har denne paragraf eller ej,” siger han.

En lignende melding kommer fra sognepræst i Staby Niels Henrik Arendt, der også er tidligere biskop i Haderslev Stift og formand for Grundtvigsk Forum. Han nærer ikke nogen ”særligt stærke følelser” for paragraffen og mener også, at den offentlige diskussion om blasfemiparagraffen har båret præg af stærke poliske udmeldinger, der langtfra har flugtet med, hvor vigtig paragraffen i bund og grund er.

”Først og fremmest har den ingen praktisk betydning. Man kan argumentere for og imod, men for kirken er den ikke særlig vigtig. For vi kan ikke spotte Gud, og tanken om at ”spotte Guds ære” findes ikke i kristendommen. Derfor er det heller ikke vigtigt, om man har den. Man kan måske godt tale om, at der i det, at man har sådan en paragraf, ligger en anerkendelse af, at frihed uden rammer og ansvar er tøjleløshed, men det handler mere om et overordnet princip end om paragraffen i sig selv,” siger han.

Sognepræst Jens Kvist i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa, mener ikke, at der findes et reelt teologisk argument for at bevare paragraffen, og heller ikke når det handler om den juridiske side af sagen, ser han nogen problemer i den.

”At man bevarer paragraffen, kan ikke hidse mig op, for den er temmelig ligegyldig. Der er så godt som aldrig blevet fældet domme ud fra den, og det kommer næppe til at ske foreløbig. Den har højst en slags symbolsk værdi ved, at den sender et signal om, at man ikke skal sige hvad som helst. Hvis man skulle afgøre noget juridisk i den retning, kunne det snarere være spændende at se på, hvad forskellen er på at håne og på at sige sin mening om religion,” siger han.

Mindre tilfreds med regeringens beslutning om at frede blasfemiparagraffen er derimod teolog og medudgiver af tidsskriftet Tidehverv Katrine Winkel Holm. Hun har i mange år været erklæret modstander af paragraffen. Heller ikke Straffelovrådets vurdering, der ligger til grund for regeringens beslutning, har hun meget tilovers for.

”Det er forfærdeligt at se, at Straffelovrådet på denne måde laver et knæfald for en islamistisk tankegang. For mig at se er den her afgørelse truffet ud fra et hensyn til den islamistiske tankegang, for det er islamisterne, der har noget imod, at man brænder bøger af. Det forhold til bogafbrændinger har man på ingen måde i kristendommen. Den afgørelse forudsætter jo, at der er nogen, der har et problem med bogafbrændinger. Det problem er der inden for islam, ikke inden for andre religioner, og det tydeliggør bare, at den beslutning primært handler om et hensyn til islam,” siger Katrine Winkel Holm.