De tøver alle tre lidt. Så indleder Henrik Laursen, bibliotekar på Det Teologiske Fakultet i København.
”Jeg kan meget godt lide biblioteksafdelingen på anden sal – der hvor der er læsepladser, og man må sidde og snakke. Der er liv og glade dage,” siger han som svar på, hvad der er hans yndlingssted på fakultetetet.
De andre nikker og giver ham ret. Det sted emmer af arbejdsglæde.
Niels Kastfelt tager over. Han er lektor ved institut for kirkehistorie og center for afrikastudier ved Københavns Universitet.
”Jeg kan godt lide udsigten fra mit kontor. Jeg kigger direkte ind på Gyldendals redaktionslokale, hvor nye, spændende bøger bliver til. Den udsigt vil jeg savne.”
Og så er det kun Kirsten Busch Nielsen, dekan for Det Teologiske Fakultet i København, der mangler at nævne sit yndlingssted på fakultetet.
”Jeg tror, det er morgenudsigten fra Auditorium 11, hvor man kan se over mod domkirken. Den udsigt har jeg nydt, når jeg har undervist i dogmatik om morgenen.”
De tre kolleger er samlet på Kirsten Busch Nielsens kontor. Det er det eneste kontor på fakultetet i det indre København, som denne januardag fortsat ligner sig selv. Resten er allerede pakket ned i papkasser og gjort klar til flytningen, der begynder den næste morgen.
For snart er det slut med udsigten til domkirken og Gyldendal og med den gode arbejdsstemning på anden sal. De næste to uger flytter fakultetet alle sine ting fra den gamle bygning i centrale Købmagergade til de nye lokaler på Søndre Campus på Amager. Her får fakultetet i stedet udsigt til bygninger, hvor ansatte og studerende fra universitetets juridiske og humanistiske fakulteter holder til. Dette sker som led i en stor flytteplan, som rykker Københavns Universitet væk fra dets historiske adresser i hjertet af byen og sammen i tre store campusser. Planen blev vedtaget for 10 år siden, og nu er det kun det juridiske og det teologiske fakultet, der mangler at rykke sig.
Også sådan en flytning tager tid. Lektor Niels Kastfelt brugte eksempelvis tre-fire dage i efteråret på at rydde op i sine bøger og papirer, og nu står der kun omkring 30 flyttekasser, en computer, en bordlampe og nogle plastikposer tilbage på kontoret. Lidt ”memory lane” var der da over det, siger han.
”Man opdager jo ting, man lavede for 25 år siden, ting, man har undervist i, og gamle opgaver fra studerende. Det er hyggeligt, men man bliver hurtigt hærdet. Efter nogle timer siger man bare ’ud med det’,” forklarer han og griner.
At dekankontoret står endnu, skyldes nogle planlagte møder. Men da køkkenet er pakket ned, må kaffen drikkes af plastikkrus, beklager Kirsten Busch Nielsen. Hun har det fint med at skulle flytte. For det betyder bedre faciliteter og et tættere sammenhold med de andre fakulteter. Niels Kastfelt er enig.
”På den måde vender vi jo tilbage til dengang, hvor Det Teologiske Fakultet lå sammen med det humanistiske og juridiske i indre København. Det er sådan set en genetablering af en faglig enhed, som har været tabt.”
Men placeringen vil nu blive savnet, siger de alle tre. Det samme gælder Livgarden, som ofte går parade op og ned ad Købmagergade.
”Vi vil gerne sende en hilsen til Livgarden. Den kommer vi til at savne. Den har været et opmuntrende indslag,” siger Niels Kastfelt.
Men placeringen har alligevel ikke den charme, den havde engang. Dengang hele universitetet lå inden for voldene, i den gamle middelalderbys latinerkvarter. Bykernen har ændret karakter de seneste år, siger Kirsten Busch Nielsen.
”Teologi har kun været på Købmagergade i 45 år, men fakultetet har altid ligget i latinerkvarteret sammen med resten af universitetet. Den tradition slutter nu, og det er da et stykke historie, at indre by tømmes for studerende, og at latinerkvarteret sådan set nedlægges. Så er der kun administrationen ved Vor Frue Plads tilbage. Men i takt med, at flere studerende er forsvundet, så bliver indre by mindre attraktiv for os. I dag er her primært butikker og caféer, som hurtigt skiftes ud,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tror, det havde været godt for København og dens kultur at beholde de studerende inde i bykernen. Men nu må vi prøve at være til stede i byen på andre måder.”
Desuden har huset i Købmagergade aldrig været den optimale bygning for en uddannelse. Før universitetet overtog bygningen i 1972, var det et stormagasin, som både Henrik Laursen og Niels Kastfelt mindes at være kommet i med deres mødre. Og selvom der er gjort meget for at få bygningen til at følge med tiden, har den ifølge Kirsten Busch Nielsen aldrig været optimal for fakultetet.
Men udsigten fra den fjerde og øverste etage kan man ikke sætte en finger på. Det må avisens udsendte erkende, da Henrik Laursen senere viser rundt i bygningen. Turen går forbi gangearealer, hvor der står flyttekasser og tomme opslagstavler, forbi rummet med de fire brandskabe, som tidligere opbevarede gamle manuskripter fra Søren Kierkegaard, og forbi et rum, hvor gulvet er blevet afmærket med tape, og der står et bord, en stol og to tomme reoler. Det er lavet, så de ansatte kan forestille sig, hvor meget plads de får på Amager.
Biblioteket, som strækker sig over tre etager, har fået lov til at blive stående til det sidste, da der er eksamener. 2,3 kilometer teologiske bøger er der, siger Henrik Laursen og skyder på, at det svarer til cirka 70.000 bind. Da fakultetet først fandt ud af, at de skulle flytte, troede de ikke, at alt kunne komme med, så de begyndte at rydde ud i samlingen. Men nu er der sikret plads til det hele.
Fakultetets undervisere har dog været i gang med at smide bøger og teologiske tidsskrifter ud. På borde og i vindueskarme står der stakkevis af bøger, som de studerende kan tage, hvis det har lyst.
”Det er godt, vi flytter. Ellers får underviserne aldrig ryddet op. Men når de ikke kan få sig selv til at smide ud, lægger de bøgerne i gangen og håber, nogen vil tage dem. Meget ender med at blive smidt ud, men de studerende har også taget meget. Bøgerne, der ligger tilbage til sidst, er dem med de krøllede bogstaver,” siger Henrik Laursen, som tilføjer, at de studerende nok er dem, der er mest kede af flytningen.
”Men sådan var det også, da teologi i min studietid rykkede fra Nørregade til Købmagergade for at få mere plads. Og Nørregade bestod måske af tre lokaler og var dunkelt og dystert. Men i bund og grund handler de gode minder ikke om bygningen og lokalerne, men om studiekammeraterne. Det er mennesker, der skaber stedet,” siger han.
Det samme mener Kirsten Busch Nielsen.
”Der er ingen tvivl om, at stedet har betydet meget for dem, som har fulgt den teologiske udvikling her. Men den udvikling kan og vil i fremtiden foregå i en anden ramme. Vi skal bare give det tid.”