Engang var det nærmest utænkeligt, at religionsforskere kunne have et tæt samarbejde med teologer eller kirkelige organisationer. For forskningens kerneopgave var at analysere religioner uafhængigt og uden en bestemt dagsorden, og det gjorde universitetsteologer eksempelvis ikke, lød det fra flere religionsforskere. De var derimod styret af et ønske om at fremme kristne værdier i samfundet.
Men den tid lader til at være forbi. For nok skal religionsforskningen stadig være kritisk, humanistisk og videnskabelig, men i dag er den negative tilgang til blandt andet folkekirken og teologers arbejde ikke længere dominerende, lyder det fra flere forskere.
Heriblandt religionssociolog Astrid Krabbe Trolle, som skriver ph.d. på Københavns Universitet om kristne filippinske migranter i katolske og pinsekirkelige netværk i Danmark. Hun er hverken for eller imod religion og mener heller ikke, at det kræver en bestemt tilgang til religion at forske i den.
”Jeg mærker ikke, at forskere har en usund skepsis over for de religioner, de arbejder med, og jeg har ikke mødt nogen, der forsker i en religion, de ikke kan lide eller ønsker skal forsvinde. Jeg møder derimod forskere, der er drevet af en fascination af religioner,” siger hun.
I dag ser man samtidig et godt samarbejde mellem religionsforskere og teologer. Religionssociologer er blandt andet tilknyttet projekter fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og i det store internationale forskningsprojekt ”What Money Can’t Buy” undersøger teologer og forskere i religion sammen den danske folkekirkes udvikling.
Dette projekt deltager ph.d.-studerende ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet Jes Heise Rasmussen blandt andet i med en afdækning af, hvordan markedskræfter påvirker folkekirken. Han oplever heller ikke en negativ tilgang til religioner og teologer i sit fag.
”Da jeg selv var studerende, blev det ofte diskuteret, om man skulle have en særlig tilgang til religion for at kunne forske i den, og om der var noget fordækt ved at arbejde med forskningsprojekter sammen med teologer. Men det er ikke en diskussion, jeg støder på i dag, heller ikke blandt de studerende, jeg selv har undervist. Blandt de yngre kolleger, jeg kender, der forsker i religion, er der heller ikke en uvilje mod religionerne eller samarbejdet med andre fagligheder. For hvis ikke vores forskning kan bredes ud, hvorfor så lave den?”
Lektor og leder af afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet samt formand for Dansk Selskab for Religionsvidenskab Jørn Borup mener, at vi de seneste år har set en opblødning hos religionsforskere over for blandt andet teologer, og det kan skyldes, at religionsvidenskabens opgør med teologien ikke er så væsentlig mere.
”Tidligere har man måttet gøre noget ud af at vise, at teologer og religionsforskere ikke var de samme. I dag er det en del af religionsforskernes og de studerendes selvforståelse, at de ikke er teologer, og det har vi ikke længere behov for at overbevise nogen om ved at råbe højt ad hinanden,” siger han og tilføjer, at han også oplever, at flere forskere i dag arbejder på tværs af de gamle skel, og at flere teologer og religionsvidenskabsfolk samarbejder om fælles projekter.
Religionshistoriker ved Syddansk Universitet Tim Jensen peger på, at samarbejdet mellem religionsforskere og teologer skyldes en stigende interesse for at undersøge religionsudøvelse i samfundet idag, som for eksempel nyreligiøse bevægelser og gudstjenestedeltagelse. Men nogle religionsforskere er dog stadig skeptiske over for samarbejdet, hvis de finder tegn på, at der er religiøse- kirkelige interesser involveret.
”Naturligvis er der fortsat eksempler på teologer, der i visse dele af deres arbejde lader det skinne igennem, at de studerer denne religion, fordi de mener, den er den bedste og sande, og fordi de med deres arbejde ønsker at bidrage til, at andre også ser denne religions relevans for deres liv. I sådanne tilfælde har religionsforskere ofte ment, at det var nødvendigt at påpege forskelle mellem den slags teologi og religionsvidenskab.”
Man kan dog ikke tale om idylliske tilstande i dag, siger tidligere kristendomshistoriker ved Københavns Universitet Carsten Breengaard, som var meget involveret i stridighederne mellem religionshistorikere og teologer for 10-20 år siden.
”Der er færre, der fører fanen så højt som for 10 år siden, men vi ser stadig religionsforskere, der ikke bryder sig om samarbejdet mellem religionssociologer og teologer, og som anser penge fra et teologisk fakultet for at være urene. Jeg mener, at religionshistorie har overtaget meget af forskningen i den kristne kultur, og de har gjort den overfladisk.”
Religionshistoriker på Syddansk Universitet Mikael Rothstein, har været kendt som en af de større kritikere af blandt andet folkekirken. Han ønsker ikke at kommentere på udviklingen.
”Mit synspunkt er velkendt. Jeg har givet udtryk for det i årtier.”