Prøv avisen

To teologer toppes om Bibelen

Generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen er en del af den kirkelige højrefløj, mens Benedicte Hammer Præstholm, der er præst i Mellerup Valgmenighed ved Randers, hører til på den grundtvigske fløj. Der er 22 års forskel i alder mellem de to, men afstanden mellem de fleste af deres teologiske argumenter er endnu større. – Foto: Claus Fisker.

Den luthersk-missionske Jens Ole Christensen og den grundtvigske Benedikte Hammer Præstholm har været teologiske pennevenner i over et år, men enige bliver de aldrig om Bibelen og fortolkningen af de teologiske tekster

Vi læser for få af de andres teologiske bøger. Vi taler om hinanden, ikke med hinanden, og det er en skam, konstaterer generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, som er en del af den kirkelige højrefløj.

Men her lige før jul taler i hvert fald den 56-årige Jens Ole Christensen med en af de andre: den grundtvigske, kvindelige præst i Mellerup Valgmenighed ved Randers, Benedicte Hammer Præstholm. De er bragt sammen i bogen To om tro, som udkom i november på Det Danske Bibelselskabs forlag. En samtalebog om en række teologiske temaer, som de både har brevvekslet og mødtes om.

LÆS OGSÅ: Teologien forandrer ikke længere verden

Benedikte Hammer Præstholm ville ikke bruge tid på at samarbejde med hvem som helst fra den kirkelige højrefløj, men så kom hun i tanke om generalsekretæren, hun sad ved siden af i et kirkeministerielt udvalg.

Ja, og Jens Ole har ret i, at vi ikke læser hinandens bøger. Men To om tro skulle væk fra det skråsikre for at vise, at det er muligt at føre en samtale på tværs af vores meget forskellige teologi, siger Benedicte Hammer Præstholm.

Bogen er skrevet, så alle med et minimum af interesse for kirke og teologi skal kunne læse den.

Og det har ikke været let, at to teologer skulle udveksle teologi, men at skrive det, så en 45-årig sygeplejerske fra Odense skal kunne læse det, siger Jens Ole Christensen, det var svært, for de fleste teologer skal jo herfra og til Wittenberg (Luthers hjemby, red.) flere gange for at konkludere.

Der er 22 års forskel i alder mellem de to, men afstanden mellem de fleste af deres teologiske argumenter er endnu større.

Nu har Kristeligt Dagblad også bragt dem sammen i Indre Missions hus i Fredericia, hvor der går mindre end to minutter, før der igen er gang i diskussionerne om ægteskab, tilgivelse, dommedag, næstekærlighed, tvivl og en række andre teologiske temaer.

Jens Ole Christensen mener ikke, at alt i Bibelen skal have gyldighed til evig tid. Men det er vigtigt for ham, at det er Bibelen selv, der afgør, hvad der er tidsbestemt, og hvad der er gyldigt i nutiden. Ikke vores 2012-bevidsthed. Når det handler om meget konkrete beskrivelser i Bibelen, hvor der både beskrives tid, sted og personer, så vil han forstå det konkret og ikke billedligt. Og tilføjer, at han ikke har allergi mod fortolkning ind i 2012, men at det ikke må ende i omtolkning.

Og de er enige om at være uenige om, hvor stort rummet for fortolkning er, påpeger Benedikte Hammer Præstholm.

Hun søger mod essensen af budskabet i Bibelen og mener, at det er kirkens opgave at gøre det budskab gældende i enhver tid og sammenhæng.

Jeg tror på kristendommen som historisk religion, der slutter med Jesu genkomst i fysisk form. Og når for eksempel biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad siger, at det skal forstås billedligt, så har han lov til det, men det er ikke den samme religion, vi så taler om, siger Jens Ole Christensen.

Benedikte Hammer Præstholm tror også, at der skal ske noget.

Men hos dig er det snævert bundet til Bibelens sprogbrug om genkomsten, som du forstår meget konkret. Og så skal man være enig med dig for at være kristen. Du snævrer kristendommen betragteligt ind, og det er selvfølgelig noget vrøvl at sige, at Kjeld Holm ikke er kristen.

Nu gør du mig mere firkantet, end jeg er, siger Jens Ole Christensen.

Plottet begynder med skabelse, syndefald, forsoning, sejr over døden og en begivenhed til sidst, som jeg ikke kender i detaljer, siger han og tilføjer, at han nok en gang imellem er kommet til at tale om fortabelsen med en lethed, som om det var en superligakamp i fodbold.

Og det beklager jeg.

Men genkomsten er livets største risiko og verdens største befrielse. Gud vil, at Helvede skal være tomt, men det bliver det ikke, for Jesus taler selv om to udgange: frelse og fortabelse, siger han.

Og så spørger han medskribenten om, hvordan hun ville have det, hvis arkæologer fandt Jesu knogler i Jerusalem, hvilket ville betyde, at Jesus ikke opstod fra de døde.

Det ville da ryste mig, svarer hun og fortsætter:

Jeg tror, at lige præcis når det kommer til opstandelsen, må vi holde fast i, at det var Guds begivenhed i verden. Men om Jesus for eksempel kom ind i verdenshistorien ved en jomfrufødsel eller en almindelig fødsel, er jeg ikke specielt optaget af. Man kan godt være kristen uden at forstå alting så konkret historisk som du.

Det er jeg nærmest lettet over at høre, så er du da ikke helt løsrevet fra historien, replicerer han.

Basalt er de helt grundlæggende uenige om forståelsen af Bibelens myndighed. Jens Ole Christensen mener, at Bibelen har for lidt myndighed i kirken i dag, mens Benedicte Hammer Præstholm kalder medskribenten for biblicist, fordi han ikke vil anerkende, at han ligesom alle andre vælger til og fra i de bibelske tekster.

Der er også teologiske temaer, de er enige om. Tilgivelse, for eksempel.

Vi havde en diskussion om Guds vrede, siger Jens Ole Christensen.

Da kom vi rundt om noget helt alment menneskeligt inden for samme område, og så blev diskussionen noget helt andet.

Ja, og det var der, du tillod mig at vende tilbage, fordi jeg pludseligt forstod, hvad du mente med det, du skrev, siger Benedicte Hammer Præstholm.

De har heller ikke været oppe at toppes om næstekærlighed.

Men Jens Ole, du er mere systematisk ekseget (bibelfortolker, red.), mens jeg er mere systematisk teolog, siger Benedicte Hammer Præstholm.

Ja, jeg er rigtig optaget af en bibelteksts særlige tonefald, og hvordan det falder ind i nutiden. Og jeg har et ideal om at skrive prædikener, som ikke kan bruges i nogen som helst anden sammenhæng, siger han.

Benedikte Hammer Præstholm tilføjer:

Du citerer Bibelen meget korrekt. Og jeg genfortæller ofte. Det er et lille tegn på, at vi står i hver sin tradition.

Jens Ole Christensen er desværre nødt til at sige, at de forskellige grupperinger i folkekirken skal leve i forskellige rum.

Det er for ham konsekvensen af blandt andet liberalteologisk tankegods og loven om vielse af homoseksuelle.

Mange af de menigheder, der kalder sig favnende, er i vores optik profilerede, blandt andet fordi præsterne dér vil vie homoseksuelle. Og forskellene er ikke blevet mindre med denne bog, siger han, og understreger, at det har været en meget positiv oplevelse at være med til at skrive den.

Men det er jo grundtvigianerne, der har lært os om de forskellige rum, siger Jens Ole Christensen.

Jeg tror, det er nødvendigt nu, og jeg kunne ønske en farlig drøftelse med hinanden om, hvad der er bekendelsesskrifternes grænse. Vi har en skismatisk (kirkesplittende, red.) situation i dag, siger han.

Til det siger Benedicte Hammer Præstholm, at det sagde præsterne også i 1948, da de første kvindelige præster blev ordineret, hvor en tredjedel af præsterne forud havde truet med at sige deres stillinger op. Det skete ikke.

Selv højrefløjen har rykket sig i forhold til kvindelige præster. Så jeg synes, du lægger en lidt uklædelig skråsikkerhed for dagen, tilføjer hun.

Og interviewet slutter med enighed om, at de to godt kan være i den samme kirke, men at tilhøre samme menighed ville ikke komme på tale.

Og Benedicte tilbyder Jens Ole et lift til Hedensted i Østjylland, hvor han skal til møde.