Prøv avisen
Tro&tvivl

Teologi og rationel videnskab er helt forskellige ting

Professor Henrik Jeldtoft Jensen er naturvidenskabelig forsker, men er samtidig fascineret den ortodokse tro, som netop skelner mellem teologi og rationel videnskab. Det kommer også til udtryk i form af ikonen, der hænger på hans kontor. Foto: Bjarne Nørum

Professor Henrik Jeldtoft Jensen er matematiker med interesse for teologi og har netop holdt gæsteprædiken i den danske kirke i London. Han var engang kommunist, men siger i dag, at han tror på Johannesevangeliets åbning

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg synes, at der på dansk er et specielt problem med udtrykket ”at tro”. Det bruges først og fremmest i betydningen ”tror du på julemanden?”. Så jeg tror ikke på noget i den forstand, at nogle bestemte ting er sket, som det er beskrevet i Bibelen. Jeg har den livsopfattelse og det verdensbillede, at kærligheden fungerer som en transcendental kraft, og i den forstand er jeg kristen.

Det, jeg tror på, er Johannesevangeliets åbningsafsnit om, at Ordet og Gud og Jesus var der fra begyndelsen.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det er svært præcist at forklare. Det var neutralt i den forstand, at der ikke var stærke anti- eller sympatier. Indtil en vis alder bad vi også Fadervor. Vi kom i kirken til dåb, bryllup og begravelse, men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde gik til en almindelig højmesse på en søndag.

Og vi kom ikke i kirken, fordi vi havde for travlt. Men mor insisterede på, at vinduet var åbent juleaftensdag, så hun kunne høre kirken. Men hun gik ikke derhen, fordi hun havde travlt med at forberede julemiddagen.

Jeg blev ikke selv konfirmeret, men mine tre søskende blev det. De blev det dog mest af vane. Jeg var i en vis forstand den, der var mest troende. Men jeg kunne ikke tro på det bogstaveligt, at Jesus sad ved sin fars side, og så var det ikke ærligt at blive konfirmeret.

Men min søster og svigerfar er præster, og min ældste datter læser teologi, så på en eller anden måde er der en forbindelse til kirken. Hvad der også prægede os rigtigt meget, var, at far havde været modstandsmand. Vi hørte ikke så meget om det, men det skinnede igennem, og vi blev opdraget til ansvarlighed for vore handlinger og medmennesker.

Hvad har udfordret din tro?

At det onde eksisterer. Og det er en ubegribelighed, hvis kærligheden er drivkraften i verden. Så hvorfor eksisterer ondskaben? Men det er et tema i både jødedom og kristendom. Jobs Bog handler blandt andet om Guds uransagelighed. Så det er en udfordring for mig, om kærligheden nu også altid vinder til sidst.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det er en lang rejse. Som teenager var jeg stærkt overbevist om det evident oplagte i det materialistiske verdensbillede. Og jeg var aktiv kommunist i mange år.

Men jeg vil pege på den tyske teolog Paul Tillich og hans definition på tro som en ultimativ bekymring for verden. Det passer også godt med tanken om kommunisme - og jeg mener ikke stalinisme - som en religion på græsrodsplan.

Endvidere er jeg videnskabsmand og har altid været nysgerrig. Hvad er det hele for noget, og hvorfor er vi her? En overgang fandt jeg, at det var en lettelse at stifte bekendtskab med buddhismen, en religion uden hokuspokus, som ikke tror på mærkelige ting. Men den er ikke en del af vores kultur og vil altid være fremmedartet.

Jeg har også søgt mod den ortodokse kirke. Det vigtigste i den sammenhæng er den kontemplative tradition med tro gennem bøn, hjertebøn og hjerteteologi.

Den ortodokse kirke er tydeligt bevidst om, at teologi og rationel videnskab er forskellige ting. Og hvis man vil acceptere det, undgår man mange af de ejendommelige diskussioner, der opstår, hvis man tager det hele alt for konkret. På den vis er diskussionen om darwinisme og kreationisme en diskussion, som er skudt forbi. Det svarer til at diskutere flyveteknik for at forstå H.C. Andersen og den flyvende kuffert.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Den hjælper med at prioritere, hvilken rækkefølge tingene skal gøres i, hvad jeg gør, mener og bruger min tid på. Min religiøse overbevisning er med til at danne opfattelsen af, hvad et menneske er. En af de ting, der var tydelige i Danmark, er, at vi har Grundtvig, og at hvert eneste menneske vokser og har en værdi. Den enkelte er skabt i Guds billede.

Og det er også smukt i den ortodokse tradition, at det handler om at nærme sig Gud. Der ligger ikke andet i det, end at ens handlinger har konsekvenser for en selv, og man har tilbuddet om, at man kan blive det, man har potentialet til - som et af Guds børn.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er svært. Jeg har ikke noget bevidst. Men lad mig nævne den græsk-ortodokse amerikanske teolog David Bentley Hart. Han er så artikuleret, og jeg mener, han er en af de mest relevante skribenter for tiden.

I virkeligheden og i dagligdagen er det mine svigerforældre og min hustru. Min svigerfar er pensioneret præst. Men da jeg mødte min hustru, Vibeke, var jeg kommunist og piberyger og blev modtaget vel i et kristent ikkeryger-hjem. Og jeg var ikke medlem af folkekirken, da vi blev gift. Jeg meldte mig ud, da en kirke ikke ville huse flygtninge. Så svigerfar var rystet, men viede os storsindet. Forbilledet ligger ikke så meget i, hvad de siger, men mere i deres åbenhed og livsholdning.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

I folkeskolen havde vi besøg af en præst, som sagde noget, jeg stadig husker: Når man møder et fremmed menneske, så møder man det altid med imødekommenhed og åbenhed. I mit hjem havde vi som jyder mere en tendens til at møde folk med forbeholdenhed og mistænksomhed. Så han gjorde mig bevidst om, at der var noget, jeg burde lave om. Hvis vi møder hinanden med mistænksomhed, bliver det sværere. Med imødekommenhed og åbenhed bliver verden stor, og man kan hele tiden lære.