Prøv avisen

Teologien fortæller os, at der er ting i livet, vi ikke har styr på. Og det er stærkt befriende

”Der er meget ondt, der ikke er vores ansvar. Jeg møder mennesker, som siger ’må man have lov til at anklage Gud? Ja, det må man da i den grad, hvis det er den følelse, man har i sig. Psykologer fortæller jo også, hvor sundt det er, at vreden rettes mod den rette person,” siger Jakob Wolf. – Foto: .

Ateisme. Ondskab. Klimaforandringer. Løse tagsten. Teologien har noget at sige om det hele. Sådan ser dr.theol., lektor og forfatter Jakob Wolf på det. I morgen fylder han 60 år

Når man taler om teologi med Jakob Wolf, kommer samtalen hurtigt til at handle om alt muligt andet.

Påpeger man det over for den teologiske trendsætter, der fylder 60 år på søndag, protesterer han. På sin egen drenget smilende og stilfærdige facon. For teologien har noget at skulle have sagt. Om stort set alt i tilværelsen. I al fald hvis man spørger manden, der med sine både kontroversielle og anmelderroste bøger og bidrag om intelligent design, klimaforandringer og ondskab har trukket teologien ud af elfenbenstårnet og derned, hvor almindelige mennesker kan tale med.

Kristeligt Dagblad møder ham på 3. sal i Det Teologiske Fakultet ved Strøget i indre København, hvor sitrende eksaminander med kulstøv under øjnene afventer censorernes dom. Det må forblive uvist, om Jakob Wolfs teologiske tanker om stress og jag kunne komme de nervøse studerende til gode. Han er universitetsteolog, ikke sjælesørger. Ikke desto mindre handler teologi også om at slippe ansvaret og give Gud skylden, mener han. Det vender vi tilbage til.

Teologi handler ikke om særlige opfattelser hos særlige mennesker, som tror på Gud og kalder sig kristne, siger Jakob Wolf.

Teologi er noget alment. Vi er kastet ind i en tilværelse, som vi ikke selv har indrettet. Ingen har spurgt os først. Det er ikke sendt ud i høring. Vi kan ikke tvinge mennesker til at elske os. Vi er udleveret til hinandens nåde. Gudsspørgsmålet handler om, hvordan vi forholder os til det; hvordan vi forholder os til de grundlæggende problemer, vi møder i tilværelsen. Det er det, der er min lidenskab som teolog.

Jakob Wolf har aldrig vidst, at han ville være teolog. Heller ikke selvom han er ud af en præsteslægt, som går tilbage til Reformationen. Egentlig ville han have læst idéhistorie, men der var lidt for meget rod og lidt for meget universitetsmarxisme i det i 1970erne nye universitetsfag. Så i stedet valgte han teologien.

Jakob Wolf blev siden kendt for at ramme plet i den teologiske tidsånd. Først gjorde han debatten om intelligent design at verden er skabt af en udefrakommende, intelligent designer til det varmeste af det varme, og for nogle år siden vendte han den teologiske lup mod klimaforandringer, da emnet var på alles læber. Han satte Gud på anklagebænken i bogen Jobs tårer og tøver ikke med at kalde darwinismen for en religion, fordi den vil give en totalforklaring på tilværelsen. Jakob Wolfs teologi kan tale med om det meste.

Selv ateismen er en form for teologi, vil jeg sige. For teologi handler om vores fælles vilkår som mennesker og om at forsøge at give almene svar på grundlæggende problemer. Det er ateismen også udtryk for den giver også sit bud på, hvordan tilværelsen skal forstås, siger han.

Et fælles vilkår er, at vi ikke er herrer over alt i livet. Men det vilkår har vi glemt i vores iver efter at ville kontrollere tilværelsen på kryds og tværs, mener Jakob Wolf. Og glemslen skal have en god del af skylden for folkesygdomme som stress og depression. Vi har meget at lære af gammeltestamentlige hovedpersoner som Job og David, der lod ondskab være ondskab og slap deres vrede løs mod Gud, mener han.

Teologien fortæller os, at der er ting i livet, vi ikke har styr på. Og det er stærkt befriende. Stærkt befriende, siger Jakob Wolf.

Begrebet om Gud kan gøre os bevidste om vores afmagt ved at pege på grænsen for vores magt. Hvis ikke vi kender den grænse og ikke har styr på, hvad vi har magt over, og hvad vi ikke har magt over, bliver vi plaget af psykiske og fysiske ubalancer. Vi kender ikke grænsen for, hvad der er vores ansvar, og hvad der ikke er vores ansvar. Og så tror vi, at vi kan magte mere, end rimeligt er. Så bliver alting vores egen skyld; at mennesker dør, at der er sygdom i verden, siger han.

Og sidder lidt i tavshed, mens øjnene vandrer på den blege himmel udenfor. Journalisten har han vist glemt. Så vender blikket og tankerne tilbage:

Men Gud er den, vi ikke har magt over. Og hvis ansvar er det, når der sker noget, vi ikke har magt over? Sygdom, naturkatastrofer, ulykker, tilfældigheder. Man får en tagsten i hovedet. Ansvaret er Guds. Derfor er det vigtigt, at der er en vrede og en anklage mod Gud, som kommer til udtryk. Der har religionen været lidt for tilbøjelig til at sige, at forholdet til Gud er taknemlighedens og lovprisningens. For der er sandelig også en anden side af det, nemlig vredens og anklagens forhold. Forbandelsen!, råber han med snerrende skærebrænderstemme. Og slynger en kno mod loftet. Uden helt at slippe det drengede smil.

Du taler om det befriende ved at kunne rette vreden mod Gud. Men hvad nu, hvis man ikke kan det der med at tro?

Jakob Wolf sidder igen lidt i tavshed.

Sygehuspræsten Preben Koch, som har skrevet bogen Skæld ud på Gud, nævner sådan en situation. Og han siger til vedkommende: Hvad nu hvis jeg skælder min Gud ud på dine vegne, giver det så mening for dig?. Så siger vedkommende: Jaaa...ja, det hjælper lidt, siger Jakob Wolf.

Selvom man ikke tror på Gud, kan man låne tro af dem, der gør, siger teologen, der selv har været sognepræst i 12 år, inden han blev ansat på Københavns Universitet.

Og sådan tror jeg også, at mange menneskers forhold til kirken er. Jeg gider ikke rigtigt at komme der, men det ville da være ærgerligt, hvis man nedlagde den. Jeg tror, at mange gerne vil have, at nogen tror på deres vegne, siger han, inden vi afslutter interviewet.

Ude på gangen står eksaminander og venter på deres karakterer. De ligner nogen, der godt kunne trænge til at låne lidt tro. Journalisten er ikke frimodig nok til at spørge Jakob Wolf, om han ikke kunne låne dem lidt. Så de må klare sig selv. Eller skyde skylden på Gud. Hvis de kan det der med at tro.