Prøv avisen

Teologien skal genfinde erfaringen af at være del af noget større

"Må vi ikke dvæle, kan vi heller ikke undre os, og så mister vi også sansen for sådan noget som skabthed og skænkethed," siger professor i filosofi Dorthe Jørgensen. Foto: Bo Amstrup.

Udfordring til filosofiprofessor Dorthe Jørgensen: Hvordan gør man den kristne tænkning relevant i en tid præget af en nyttetænkning og materialisme?

Den kristne tænkning forstået som den kanon af store skrifter, vi har fået overleveret fra Bibelen og gennem store kristne tænkere, er særdeles relevant for os i dag, mener professor i filosofi og idéhistorie Dorthe Jørgensen, Aarhus Universitet. Udfordringen er imidlertid at få øje på, hvordan den kristne tænkning kan gøres vedkommende for os; med den tilgang tager hun fat på den sidste udfordring i Kristeligt Dagblads serie om folkekirkens fremtid.

Lad mig starte med et spørgsmål: Skal vi aktualisere kristendommen på vor nytteorienterede og materialistiske tids præmisser? Det vil kræve, at man behandler kristendommens betydning som noget, der kan måles og vejes. Og det kan man sikkert også godt, men det er for tamt. Det honorerer ikke de kvaliteter, som den kristne tænkning rummer. Så jeg vil hellere aktualisere på både vor tids og på kristendommens præmisser og for eksempel spørge, om ikke den kristne tænkning har noget at bidrage med i sig selv. Måske noget, vi er nødt til at stryge samtiden mod hårene for at se, siger hun.

LÆS OGSÅ: Afkristning skyldes ikke individualisering

Den kristne tænkning kan gøres relevant med en teologi, der bevidst knytter an til den menneskelige erfaring, mener Dorthe Jørgensen. Men det kræver, at begrebet erfaring først bliver sat på plads:

Erfaringsbegrebet skrumpede med opkomsten af de moderne naturvidenskaber og med filosoffer som Immanuel Kant, der skar deres erfaringsbegreber til efter disse videnskaber. I dag er erfaring ikke andet end empirisk erfaring og eventuelt også livserfaring, men erfaringsbegrebet kunne omfatte meget mere, og det gør det da også i den filosofiske æstetik og den hermeneutiske fænomenologi, siger Dorthe Jørgensen.

Vi har brug for et mere differentieret erfaringsbegreb. Erfaring er ikke bare fysisk sansning og heller ikke kun tilvejebringelse af viden, men først og fremmest noget følelses-, fornemmelses- og anelsesmæssigt.

At genforbinde teologien med erfaringen er ifølge Dorthe Jørgensen nødvendigt, når den forstandsstyrede måde at tænke på hersker. Det gjorde den allerede i den filosofiske rationalisme, der dominerede, da den filosofiske æstetik blev grundlagt i midten af 1700-tallet som en reaktion på forstandens dominans.

Jo mere forstandsorienteret man tænker, des mere vil man afvise alt det, som forstanden ikke kan håndtere alt det, der ikke kan måles og vejes. Afvisningen kan ikke bare bestå i, at man lukker øjnene for det uhåndgribelige, for eksempel det religiøse. Man kan også parkere det i en særlig kasse for alt det, som forstanden ikke tager alvorligt, og som man derfor ikke betragter som rigtig sandt. Men som man så i stedet dyrker privat som noget rent subjektivt, og hvormed religion bliver til spiritualisme. Det er slet ikke umuligt at være forstandsmenneske og spiritualist på én gang. Det er faktisk ganske udbredt, og det var det også allerede i 1700-tallet, siger hun.

Som eksempel på en erfaring af den fornemmende slags nævner hun en tur i naturen, hvor man for et øjeblik føler, at skellet mellem én selv og omgivelserne går i opløsning, og at man selv er en del af noget større. Øjeblikket kan også indfinde sig i mødet med et kunstværk eller i selskab med andre mennesker, når samværet er helt unikt, og der for alvor er tale om samvær.

Den filosofiske æstetik blev udviklet for at begribe denne slags erfaringer, men det er også meget relevant at tolke dem teologisk. Tager vi for eksempel naturerfaringen og fortolker den med afsæt i det kristne tankegods, bliver resultatet den tanke, at man under sin mindeværdige tur, eksempelvis en særlig dag langs Vesterhavet, ikke bare oplevede naturen, men erfarede dens skabthed og var tættere på det, man som kristen opfatter som altings ophav, nemlig Gud, siger hun.

Men skal teologien genforbindes med de erfaringer, vi allerede nu gør, af, at vi beror på andet og mere end os selv, kræver det altså et bredere begreb om erfaring og en større forståelse for værdien af denne slags erfaring.

I dag er det alene forstandstænkningen, der nyder fremme; der er ikke meget plads til den mere dvælende måde at tænke på, som vi kender fra børns naturlige undren, og som vi genfinder i teknisk forfinet form i de bedste dele af filosofien. Vil vi give plads til fordybelse, eller skal vi hele tiden bare videre? Det er spørgsmålet, og det har afgørende teologisk betydning. For må vi ikke dvæle, kan vi heller ikke undre os, og så mister vi også sansen for sådan noget som skabthed og skænkethed. I den fornemmende form for erfaring erfarer vi verden i dens flertydighed: at der er noget transcendent i det immanente, at fænomenerne ligesom overskrider sig selv indefra. Men erfare fornemmende gør vi kun, hvis vi overhovedet er åbne for denne slags erfaring, og det vil også sige åbne for det, der kan tale til os i erfaringen. Man må være lydhør for at høre kaldet i det skabtes skønhed, siger hun.

Dorthe Jørgensen er fortaler for en teologi, som tager afsæt i den menneskelige erfaring.

Jeg er ret sikker på, at alle mennesker kan pege på øjeblikke i deres livshistorie, der var kendetegnet ved erfaring, som afviger fra den måde, de ellers oplever verden på. Teologien kan med fordel tage afsæt der i de erfaringer, vi allerede gør, af både flertydighed og sammenhæng for så at mobilisere det kristne tankegods i sin udlægning af dem. Bibelen blev selv til som fortolkning af datidens erfaringer, og på et vist niveau er vore erfaringer slet ikke så forskellige fra dem, der overgik mennesker på Bibelens tid, siger hun.