Teologisk fakultets fremtid afgøres i disse dage

Rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård, har bedt parterne i den verserende ledelseskrise på Det teologiske Fakultet om at give deres forklaring på, hvad der har forårsaget den aktuelle krise, og give deres bud på, hvordan fakultetets fremtidige struktur og ledelsesforhold skal se ud. - Jeg har prøvet at definere det, som nogle har kaldt ledelseskrisen, og andre har kaldt en fakultetskrise, og har bedt stridens parter om at give deres bud på, hvor meget der kommer udefra, og hvor meget der kommer indefra, siger Kjeld Møllgård, der har bedt om skriftlige svar inden månedens udgang. Krisen kulminerede i midten af juni måned, da fakultetets øverste styrende organ, Fakultetsrådet, konstaterede, at der fra alle sider var blevet udtrykt mistillid til den siddende dekan, prof. dr.theol. Jens Glebe-Møller. Kritikken går især på dekanens ledelsesstil, der betegnes som egenrådig, magtfuldkommen og illoyal. Fakultetsrådet bad samtidig universitetets rektor om at søge konflikten løst eller udskrive nyvalg til posterne som dekan og prodekan, der udgør fakultetets daglige administrative ledelse. Kjeld Møllgård har bedt ledelsesgruppen, der består af fakultetets institutbestyrere og afdelingsledere, og som har hørt til de skarpe-ste kritikere af dekanen, om at udpege en repræsentant til udredningsarbejdet, og gruppen har peget på dr.theol. John Strange, der tidligere har været fakultetets dekan. Sammen med dr.theol. Lauge Nielsen, der er udpeget af Fakultetsrådet, arbejder han i øjeblikket på kritikernes svar. Også den nuværende ledelse er af universitetets rektor blevet bedt om at fremkomme med sin analyse af krisen. Såvel prodekan som dekan har over for Kristeligt Dagblad peget på, at den nuværende krise kan true Det teologiske Fakultets fremtidige eksistens som selvstændigt fakultet. Med et årligt budget på omkring 19 millioner og omkring 1000 indskrevne studerende er Det teologiske Fakultet Københavns Universitets absolutte benjamin. Og universitetets rektor lægger da heller ikke skjul på, at alle muligheder på forhånd er åbne. - Spørgsmålet om fakultetets fremtidige status som selvstændigt fakultet er et af de spørgsmål, jeg har bedt om svar på, siger Kjeld Møllgård, der har forsynet parterne med tal og prognoser for Det teologiske Fakultets drift. Et af de forhold, der har været kritiseret, har været fakultetets fællesadministration med Det samfundsvidenskabelige Fakultet, som blev bragt til ophør, da krisen kulminerede i juni måned. Heroverfor har dekan Jens Glebe-Møller fastholdt, at Det teologiske Fakultet er for lille en administrativ enhed til at kunne stå på egne ben. De studerendes talsperson, stud.theol. Lill Arendt Hemmingsen, siger, at de studerende stadig mener, at dekanens afgang er en betingelse for en genopretning af samarbejdet på fakultetet. - Vi har hele tiden talt for, at der skulle holdes nyvalg, og er for så vidt utilfredse med den fremgangsmåde, rektor har valgt. Men vi kan jo ikke blive ved med at slå i bordet, siger Lill Arendt Hemmingsen, der tilføjer, at de studentervalgte repræsentanter i de styrende organer har haft lejlighed til at se førsteudkastet til den skrivelse, John Strange og Lauge Nielsen er ved at udarbejde. - De studerende har kunnet bakke op om det, vi hidtil har set, siger Lill Arendt Hemmingsen.