Teologisk opgør har ulmet siden korsfæstelsen

Når danske kirkefolk udfordrer kirkens læresætninger, er det ikke kun udtryk for moderne skepsis. Det mener religionssociolog, som påpeger, at urkirken baksede med de samme spørgsmål

Forfatteren Sven Hazel har skrevet 14 romaner, der er solgt i mere end 50 millioner eksemplarer. Her ses han på et udateret arkivfoto.
Forfatteren Sven Hazel har skrevet 14 romaner, der er solgt i mere end 50 millioner eksemplarer. Her ses han på et udateret arkivfoto. . Foto: Christian Lindgren/ Denmark.

Salmedigter Iben Krogsdal bliver lidt ærgerlig, når hun bladrer i salmebogen under påskesalmerne.

Hovedbudskabet er teologisk, at mennesket skal forsones med Gud, siger hun:

Det er for mig at se en både fattig og problematisk måde at tolke korsfæstelsen på.

Ligesom andre salmedigtere i dag prøver hun at skrive påskesalmer, hvor Gud ikke beskrives som den vrede far, der må lade sin søn slå ihjel for at blive formildet.

Jeg håber, at Jesus dør for vores skyld, og ikke for vores synders skyld, siger Iben Krogsdal, som også er tidligere religionsforsker.

Jeg tror, Gud ofrer sig selv for at vise, at kærlighed kræver ofre, og at vi skal ofre os for hinanden i stedet for at ofre hinanden. Det er en kærlighedsgerning, en smuk vej, en idealisme, som godt kunne få mere vægt i kirken i dag. Mange af påskesalmerne om soning mellem Gud og menneske i salmebogen er smukke, men deres teologi er en anden tids og på mange måder forældet.

LÆS OGSÅ: Præster uenige om kristendommens kerne

Salmedigteren er ikke alene om sit opgør med den traditionelle tolkning af den kristne påskefortælling. Som Kristeligt Dagblad skriver i dag, anfægter flere teologer den forståelse, som har spillet en central rolle i kristendommen siden urkirken.

Den klassiske tolkning er, at Jesus soner vore synder, så vi kan forsones med Gud, fortæller teolog og redaktør for Præsteforeningens Blad Jakob Brønnum:

En anden tolkning er, at Gud bliver menneske i Kristus for at dele vores eksistensvilkår, hvor det yderste vilkår er døden. Og eftersom Gud er større end døden, rummer det en endeløs trøst for mennesket, siger han.

For mig giver den klassiske tolkning ikke megen mening i dag. Den er et levn fra et gammeltestamentligt gudsbillede. Den jødiske nation lavede handelspolitik med Gud. Religionen handlede om betingelser og regler. Den anden tolkning er båret af en levende kærlighed, som vi finder den i gudsbilledet i Det Nye Testamente. Kærlighed stiller ikke betingelser. Jeg frakender selvfølgelig ikke den klassiske tolkning legitimitet dér, hvor den har det, siger Jakob Brønnum.

Ifølge ham svarer de to tolkninger på forskellige eksistentielle spørgsmål. Den første svarer på, om man bliver frelst eller går fortabt.

Det er man optaget af i senantikken, og kirken har af mange gode grunde fortsat stillet det spørgsmål op gennem middelalderen. Men i en tid båret af et naturvidenskabeligt verdensbillede er det ikke længere det spørgsmål, folk stiller. Folk spørger i stedet: Er der noget bagefter? Det kan fortællingen svare på når Gud i opstandelsen viser, at livet er stærkere end døden.

Det er langtfra første gang, at kirkefolk skyder med skarpt på centrale dele af kristendommen. I 2010 mistede Jesus for eksempel sit monopol på at vise vej til Gud, da præster sagde, at andre religioner også kan føre til Gud.

Der er ikke kun tale om en moderne skepsis, men om fortolkninger af påsken og af Jesu guddommelighed, som blev diskuteret allerede i den første kirke. Det påpeger Ole Riis, professor i religionssociologi ved Universitetet i Agder, Norge. Før kirken blev en institution i senantikken, var der et væld af fortolkninger, men kirken gjorde dem til indiskutable læresætninger.

På den måde frasorterede man en række fortolkninger, som har deres oprindelse i nogle af de tidligste menigheder. Så når en moderne dansk præst kommer med synspunktet, at Jesus ikke er den eneste vej til Gud, eller at korsfæstelsen ikke handlede om Guds soning af menneskers synd, så har de spørgsmål ligget der hele tiden. Det er kun et spørgsmål om tid, før de dukker op igen.

I Danmark har opfattelsen af påskefortællingen været præget af pietismen, og det har udelukket mange spørgsmål. Men den tradition er under opblødning, og moderne teologer er ikke bange for at sætte de gamle dogmer til debat, mener Ole Riis. Samme bevægelse gør sig gældende i den svenske og norske kirke.

Det er rigtigt, at andre lutherske kirker i verden kan være vældigt konservative, for eksempel i USA. Men folkekirken er nok mere åben end de fleste andre protestantiske kirker, fordi den ikke har en fastlåst dogmatik, og fordi ingen kan udtale sig med autoritet på kirkens vegne. Det næste store spørgsmål er, hvordan vi opfatter den tomme grav. Der er åbnet for mange tolkninger.

Opgøret med påskefortællingens traditionelle betydning vidner om historieløs kristendom, mener sognepræst i Løsning og Korning Sogne Henrik Højlund:

Det har ikke rødder i kristendommens baggrund, nemlig det jødiske offerritual, som man skal forstå, hvis man vil forstå, hvad Kristus gør for os. Hvis han bare døde som et forbillede for os, er der kun en gerningstung kristendom, hvor alt handler om, at vi skal ofre os for hinanden. Men han dør stedfortrædende for vores synder, fordi vi ikke magter at vise den kærlighed, vi skulle.