Prøv avisen

Teologistuderende: Debat om Esben Lunde Larsen er forudindtaget

Fire teologistuderende ved Dansk Bibel-Institut på Islands Brygge i København en tåget fredag: Forrest Signe Thorup, herefter Christian Højgaard Jensen, Filip Bak og Conrad Elmelund. Foto: Leif Tuxen

Fire unge studerende kan ikke se, hvad Esben Lunde Larsens (V) tro og ministerpost har med hinanden at gøre

I Dansk Bibel-Instituts (DBI) lokaler på Islands Brygge i København slapper en håndfuld af de teologistuderende af efter en uges målrettet undervisning. De har valgt at tage deres bachelor i teologi på et studiested, hvor en personlig tro på Gud også er i centrum, ligesom uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) i sin tid valgte at gøre det.

Det har han ikke oplyst om i sit officielle cv som minister, og det har fået internet-mediet Forskerforum og Ekstra Bladet til at kalde adfærden for ”sjusk” med en sprogbrug, som her i avisen har fået kirkefolk til at tale om ”kristendomsforskrækkelse.”

Også ordet ”fundamentalister” er blevet brugt i omtalen af de studerende og underviserne på Esben Lunde Larsens gamle studiested, og det har de unge, som Kristeligt Dagblad har mødt, kun skæve smil og skuldertræk tilovers for. De har en åben, videnskabelig og kritisk tilgang til teologien, siger de.

”Jeg læser teologi, fordi jeg synes, det er spændende at fordybe sig i, og fordi jeg tror på Gud,” siger 22-årige Signe Thorup fra Bording mellem Herning og Silkeborg.

”Jeg synes, det er meget specielt, at der i omtalen af ministeren sættes spørgsmålstegn ved hans saglighed, fordi han i første omgang udtrykker en tro på Gud, og siden fordi han har læst på DBI. Det rokker ikke ved hans kompetence som videnskabsminister. Det er en forudindtaget holdning, som ikke har noget med hans politiske aktivitet at gøre, og det undrer jeg mig over, at man gør,” siger Signe Thorup, som er i gang med en bachelorgrad i teologi på det akkrediterede norske Fjellhaug International University College, som har en dansk afdeling i DBI's lokaler, hvor instituttets danske teologer underviser.

Christian Højgaard Jensen på 27 år fra Herning er i gang med sin kandidat efter at have taget bachelor i teologi gennem DBI.

”Jeg synes, det, der er irriterende ved sagen, er, at den sætter spørgsmålstegn ved min egen faglighed, når man kritiserer en videnskabsminister for at have den samme uddannelsesmæssige baggrund som mig. Jeg synes selv, jeg er en veluddannet teolog, der har gjort sig umage med sit studie,” siger han.

Rektor for DBI og daglig leder af Fjellhaug International University College Danmark Børge Haahr Andersen ser debatten som en anledning til at synliggøre den godkendte teologiske bachelor, som findes i København.

”Det har været fint for os at gøre Danmarks befolkning opmærksom på, at det kan lade sig gøre at få den form for teologisk uddannelse som et alternativ til de statslige teologiske fakulteter, og som lever op til den samme faglighed,” siger Børge Haahr Andersen.

Kristeligt Dagblad skrev tidligere i denne artikel, at internet-mediet Forskerforum, som beskylder uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) for at ”fuske” med sit cv, er Dansk Magisterforenings (DM) hjemmeside. Det er ikke korrekt. Forskerforum er finansieret af DM, Djøf og Pharmadanmark, men er redaktionelt uafhængigt, oplyser DM. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.