Teologistuderende: Folkekirken er usynlig under vores uddannelse

Trods præstemangel er folkekirken fraværende under teologers uddannelse. Sådan lyder det fra studerende, som i går indkaldte deres mulige kommende arbejdsgiver til et møde om problemet

"Mange af mine medstuderende er usikre på, om de overhovedet vil lade sig indskrive på pastoralseminariet, netop fordi de ikke har haft nok berøring med kirken,” siger Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen, der er teologistuderende og formand for Det Teologiske Fagråd ved Københavns Universitet. -Foto: Lene Ebbensgaard.
"Mange af mine medstuderende er usikre på, om de overhovedet vil lade sig indskrive på pastoralseminariet, netop fordi de ikke har haft nok berøring med kirken,” siger Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen, der er teologistuderende og formand for Det Teologiske Fagråd ved Københavns Universitet. -Foto: Lene Ebbensgaard.

Da Anne Sofie Aagaard Jensen for et par år siden blev ansat som sognepræst, følte hun sig hurtigt overrumplet over arbejdets omfang.

Hun havde ellers kastet sig helhjertet ind i teologistudiet på Københavns Universitet og engagerede sig både fagligt, socialt og politisk med studiejob på både Søren Kierkegaards Forskningscenter og i sekretariatet på Det Teologiske Fakultet. Efter studiet indskrev hun sig på Pastoralseminariet, som er folkekirkens præsteuddannelse, og selvom hun ikke havde set meget til folkekirken under studiet, var hun nysgerrig på, hvad arbejdet indebar. Hun fandt det halve år på seminariet intenst og berigende, men da hun endelig stod i præstegerningen, føltes det hele pludseligt anderledes.

”Jeg stod som ung præst foran en etableret menighed og skulle for eksempel vælge salmer, som de kendte langt bedre end jeg. Jeg skulle samtidig oversætte min uddannelse til prædikener og begravelsestaler og blev samtidig kastet ud i sjælesorg og socialt arbejde. Det var tydeligt for mig, at læringskurven var meget stejl, men med den manglende faglige sparring i hverdagen, blev ensomheden for stor,” siger Anne Sofie Aagaard Jensen, som fratrådte embedet som præst efter under et år.

Set i bakspejlet ville Anne Sofie Aagaard Jensen gerne have været bedre forberedt på forventningerne til arbejdet som præst, og hun tror, det havde hjulpet med en bedre kontakt til folkekirken i studietiden. Og det er hun ikke ene om at efterspørge. Det fortæller Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen, der er teologistuderende og formand for Det Teologiske Fagråd ved Københavns Universitet.

”Mange af mine medstuderende er usikre på, om de overhovedet vil lade sig indskrive på Pastoralseminariet, netop fordi de ikke har haft nok berøring med kirken,” siger han og henviser til, at de jurastuderende, som Københavns teologistudie deler bygning med, for eksempel har en tættere kontakt med erhvervslivet, som tilbyder praktikforløb, studiejob og ekskursioner.

”Mange teologistuderende kunne også godt tænke sig at prøve kræfter med deres fremtidige arbejde. Enten med at prædike, undervise minikonfirmander – eller bare at have en samtale med en præst, inden de lader sig indskrive på Pastoralseminariet. Men de ved simpelthen ikke, hvor de skal henvende sig,” siger han.

Frustrationen over folkekirkens manglende involvering har resulteret i, at Det Teologiske Fagråd i går inviterede repræsentanter fra folkekirken til møde med nuværende og tidligere teologistuderende. Målet var at få nogle konkrete løsninger på bordet til, hvordan en bedre kontakt kunne etableres, siger Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen.

”Nu er det os studerende, der tager initiativet. Men det faktum, at stadig færre teologistuderende vælger at blive præster, burde for længst have fået de folkekirkelige aktører til at tage kontakt og give de studerende indblik i deres kommende arbejdsplads.”

Spørger man Henrik Stubkjær, der er biskop over Viborg Stift, er han enig i, at folkekirken har været bagud med kontakten til de teologistuderende, og at det er noget, folkekirken skal gøre noget ved.

”Det har jo været en dansk tradition at have et armslængdeprincip mellem det videnskabelige studie teologi og så arbejdspladsen folkekirken. I Norge og Sverige er der ikke denne afstand, og hver studerende bliver tilknyttet en menighed. Det er der også nogle, der prøver herhjemme, for eksempel i Lolland-Falsters Stift, hvor de tilbyder præste-praktikpladser,” siger Henrik Stubkjær, og tilføjer, at armslængdeprincippet først i nyere tid er blevet et problem.

”Før i tiden havde den studerende allerede stiftet bekendtskab med kirkelivet gennem kristne ungdomsforeninger eller gennem familien. I dag er ungdomsorganisationerne svækket, og vi ser flere studerende, som ikke har en kirkelig baggrund, men har valgt studiet på grund af interesse eller nysgerrighed for teologien. Og så bliver præstegerningen selvfølgelig en større udfordring for dem.”

Nana Hauge, der er præst ved Hårslev-Padesø Pastorat, stiller sig mere uforstående over for de studerendes kritik.

”Jeg kan godt undre mig lidt over den. For hvis man gerne vil lære kirkelivet at kende, så kan man jo gå i kirke om søndagen,” siger hun og tilføjer, at der er tale om en ny generation, der forventer, at tingene kommer lidt let til dem.

”Dengang jeg blev færdig, kæmpede vi om de få præsteembeder, der var. Jeg siger ikke, at det var nemt eller en dans på roser i begyndelsen, men alle stillinger, der er en livsstil – som for eksempel lærer- eller lægeembedet – kan man ikke forberede sig 100 procent på. Det, du altid kan gøre, er at læse Bibelen, bede og gå i kirke,” siger hun.