Kristen børnehave, kristen friskole og kristent gymnasium. Og i 1993 begyndte hun så på teologistudiet med kursen rettet mod en fremtid som præst i den danske folkekirke.
Jo, Lene Andersen var kristen. Også mere end den gennemsnitlige dansker og med en fast tro på, at hun om få år skulle forkynde den kristendom, der havde ligget som en rød tråd gennem hele opvæksten og ungdommen i Taastrup ved København. - Det var ikke et hjem med bordbøn og salmesang, og vi gik ikke i kirke hverken hver eller hver anden søndag, men det var et kristent hjem. Man læste juleevangeliet, og man kom da så ofte i kirken, at jeg havde lært, at de fleste gudstjenester er dødkedelige, og derfor mente, at det kunne jeg da gøre bedre, siger Lene Andersen.Og alt gik da også efter planen. I hvert fald indtil 1997, hvor Lene Andersen i sit studie var kommet til kirkehistorie og kristendommens udvikling i perioden fra år 0 til år 400.
- "Fint nok, det er jo Det Nye Testamente og alt det andet, som jeg kender i forvejen", tænkte jeg. Men efterhånden, som jeg fordybede mig i det, slog det mig, at jeg ikke kunne stå inde for det, jeg læste. Det begyndte allerede med Johannes og Paulus, men blev helt slemt med kirkemødet i Nikæa og endnu værre med Augustin, som jeg finder decideret modbydelig. Hele forestillingen om arvesynden går mig så meget imod, siger Lene Andersen.
Der stod hun så, næsten færdig med teologistudiet og med hovedet fuldt af spørgsmål, som udfordrede hendes egen selvopfattelse. For man kunne vel ikke være præst, når man ikke var enig i kristendommens fundament? Og hvis hun ikke var kristen, hvad var hun så?
- Det slog mig, at det, der var tilbage, og som jeg kunne se mig selv i, svarede til jødedommen. Men som så mange andre havde jeg den opfattelse, at jødedommen var gammeldags, at kristendommen var en mere moderne religion. Samtidig vidste jeg godt, at det naturligvis var mere nuanceret, at en religion ikke overlever i mere end 2000 år uden at følge med tiden. Så jeg kontaktede overrabbiner Bent Lexner og sagde det, som det var: at jeg var en teologistuderende, der havde det svært med Det Nye Testamente og derfor havde nogle spørgsmål, som han forhåbentlig kunne hjælpe mig med. Det ville han gerne, så jeg besøgte ham, siger 41-årige Lene Andersen.
Den første samtale tog en times tid. Lene Andersen fortalte om sin tvivl og spurgte til begreber som Messias og "Guds udvalgte folk", som i hendes ører lød en anelse højtravende og selvoptaget.
- Lexner forklarede, at forestillingen om Messias blev tolket forskelligt, alt efter om det jødiske folk var i krise eller ej. I krisetider blev Messias set som frelser, mens han i gode tider mere blev betragtet som en tidsånd. Og hvad angik jøderne som det udvalgte folk, fortalte overrabbineren, hvordan det ikke betød, at jøderne er bedre end alle andre, men at Gud har særlige forventninger og krav til det jødiske folk, siger Lene Andersen.
Nu kunne man tro, at den danske overrabbiner ville se Lene Andersens tvivl som en oplagt mulighed for at få hende inkluderet i den jødiske menighed.
Men Lene Andersen oplevede det stik modsatte.
- Som alle rabbinere sagde Bent Lexner, at jeg ikke skulle konvertere, at det var en meget stor beslutning, og at jeg skulle blive i min egen tro. Og så gav han mig telefonnummeret på en præst, som han syntes, at jeg skulle tale med, siger Lene Andersen.
Stadig fuld af tvivl kontaktede Lene Andersen sognepræsten og fortalte om sine forbehold over for helt centrale dele af det kristne budskab og om sine moralske overvejelser i forhold til, hvor stor en del af det kristne budskab man skulle være enig i for stadig at kunne se sig selv som kristen.
- Jeg havde håbet og troet, at hun ville have forståelse for min situation. Men hun sagde bare, at "ja, det har vi alle sammen været igennem, det må du bare se at komme over". Jeg blev så irriteret, at jeg nærmest besluttede mig for, at så kunne det da også være lige meget, og "nu bliver jeg da bare ateist", forklarer Lene Andersen.
Nu er det jo noget af et spring at gå fra et helt liv som troende til en identitet som ateist. Og der gik da heller ikke lang tid, før Lene Andersen droppede livet som ikke-troende.
- Der gik et par måneder, hvor jeg kunne mærke, at mit liv skulle handle om andet og mere end alt det, der kan forklares rationelt. Samtidig havde min samtale med Bent Lexner ligget og ulmet i underbevidstheden, så en dag besluttede jeg mig for at tage til gudstjeneste i synagogen. Og det gjorde udslaget. Jeg forstod intet, for det hele foregik på hebræisk, men jeg kan kun sige, at jeg følte mig hjemme. Her hørte jeg til. Jeg blev fyldt af en ro, jeg ikke havde oplevet på samme måde før, siger Lene Andersen.
I 1999 tog Lene Andersen så hul på den konversionsproces, der netop for jødedommen er både lang, omstændelig og på mange måder en stor omvæltning i forhold til det liv, man tidligere har levet.
Centralt i konversionen er samtalerne med rabbineren, som for Lene Andersens vedkommende foregik skiftevis hos Bent Lexner og hos en rabbiner i Los Angeles i USA, hvor hun på det tidspunkt var i gang med en uddannelse som tekstforfatter til tv og film. Her lærte hun om den jødiske teologi, om jødisk kultur og om de mange regler og ritualer, der griber helt ind i hverdagen, hvad enten det gælder kravet om at spise kosher eller at holde lørdagen fri.
- Koshermaden var ikke den store forandring, da jeg i forvejen var vegetar. Men sabbatten havde jeg det utroligt svært med i begyndelsen. Jeg var vant til at bruge lørdagen på shopping, caféture og så lige at tjekke mailen og arbejde lidt. Nu måtte jeg intet. Det kriblede i mig efter lige at tænde for computeren, lige ordne dit og dat. Så jeg tog det i to etaper. Først besluttede jeg mig for, at jeg ikke måtte arbejde, men at jeg godt kunne lave hyggeting, såsom at gå på café. Et par måneder senere tog jeg så skridtet fuldt ud, siger Lene Andersen, som i dag har svært ved at undvære sabbatten.
- Det er en utrolig befrielse, at jeg én dag om ugen ikke behøver at tage stilling til noget som helst, ikke skal have en mening om alt muligt. Det sker stadig, at jeg nogle lørdage bliver nødt til at lave noget, eksempelvis hvis der er en begravelse i familien, men så kan jeg faktisk også mærke det flere dage efter, ved at jeg er helt bombet og uoplagt, siger Lene Andersen og forklarer, at sabbatten også har skabt en større reflektion over, hvordan hun i det hele taget bruger sin tid.
- Når man først lærer ikke at bruge penge om lørdagen, er det også lettere ikke at bruge penge mandag eller tirsdag. Man bliver bedre til at ignorere forbrugerræset, til at finde en ro i, at der ikke skal ske noget, siger Lene Andersen.
Nu er der så gået fem år, siden Lene Andersen trådte ned i det bad, der symboliserer den endegyldige overgang til jødedommen.
Følelsen af at være "kommet hjem" er stadig den samme, hun er aktiv i det jødiske miljø og oplever i det hele taget, at konversionen har været en både åndelig og social gevinst.
- I begyndelsen oplevede jeg det som en anelse svært at komme ind i Det Mosaiske Troessamfund, men det skyldes nu nok mest den typiske danske reserverethed, for i synagogen i Los Angeles var stemningen meget mere åben, hvilket så er typisk amerikansk. Men når man først kommer ind og engagerer sig, er det som at flytte til en lille landsby på godt og ondt. Alle kender hinanden, man ser børnene vokse op og følger i det hele taget hinanden meget tæt, siger Lene Andersen, som i dag holder foredrag om jødedom og blandt andet besvarer spørgsmål på Kristeligt Dagblads religionsdebat.
Med sin konversion foretog Lene Andersen samtidig et skifte fra at være en del af majoriteten til at tilhøre et mindretal. Og netop det har været en øjenåbner, også i hendes forståelse af andre religiøse grupper i Danmark.
- Som folkekirkekristen tænker man aldrig over, at tingene kan være anderledes, men det kan jeg love dig, at man gør, når man tilhører en minoritet. Pludselig slår det en, hvor selvoptaget og selvfed folkekirken kan virke på andre religiøse grupperinger, fordi den på så mange måder dikterer den religiøse dagsorden i Danmark. Som medlem af en majoritetsreligion er der ofte en tendens til at se ens egen praksis som den rigtige og eneste måde at gøre tingene på, men som medlem af en minoritet oplever man jo, at der er mange indgange til at være troende. Det er som at flytte til et andet land og opdage, at der fungerer det hele jo også, til tider endda bedre, selvom det gøres på en anden måde, siger Lene Andersen.