Prøv avisen

Teologistudiet: Imamuddannelse er en rigtig god idé

Hundredvis af muslimer lyttede i går til en aktuel prædiken af imam Abu Laban i Det Islamiske Trossamfunds moske i København, som her er fotograferet ved en tidligere lejlighed. -- Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen

MED AFSTEMNING En uddannelse for kommende imamer kunne godt ligge på teologiuddannelsen, mener prodekan og institutleder ved Danmarks to teologiuddannelser. Oplagt, lyder det fra muslimer (OPDATERET 16/10)

ARTIKLEN ER BLEVET OPDATERET DEN 16/10 MED REAKTIONER FRA MUSLIMSKE FORENINGS- OG TROSSAMFUND

Det er i princippet ikke umuligt, at der kan oprettes en uddannelse henvendt til muslimer, som for eksempel svarer til den teologiske uddannelse. Det fortæller både prodekan og studieleder ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Jesper Tang Nielsen, og Bjarke Paarup, leder ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, som teologi hører ind under.

Som Kristeligt Dagblad skrev tirsdag, mener domprovst og formand for Danske Kirkers Råd Anders Gadegaard, at Danmark skal have en statsfinansieret uddannelse for imamer. Uddannelsen kunne helt oplagt ligge under teologifaget på universiteterne, mener Anders Gadegaard.

LÆS OGSÅ: Domprovst taler for imam-uddannelse på teologisk fakultet

Og det er en rigtig god idé, mener prodekan og studieleder Jesper Tang Nielsen fra Københavns Universitet.

Det Teologiske Fakultet uddanner dog teologer, ikke præster, påpeger han.

På samme måde kan vi ikke uddanne imamer. Men vi kunne godt uddanne inden for islamisk teologi. Hvis rammerne var i orden, og det var en anerkendt uddannelse, som var SU-berettiget, så kunne den uddannelse oplagt ligge hos os, siger han og fortsætter:

Vi vil meget gerne være med til at arbejde for at en sådan uddannelse kunne oprettes. Det ville være det rigtige for de muslimske samfund i Danmark, at deres religiøse ledere blev uddannet på et normalt universitet, ligesom teologer gør. Det har styrket den danske folkekirke, at præster har så solid en uddannelse. Noget lignende kunne blive tilfældet for de muslimske samfund, og det tror jeg ville være en fordel for alle.

Islamisk teologi er område, universitetet allerede er ved at opdyrke. For nylig har fakultetet ansat en professor i koranstudier og har en adjungeret islam-professor tilknyttet. Desuden samarbejder man med andre nordiske universiteter om videreuddannelse af teologer inden for islam.

Men er det realistisk, at Danmark får en islam-teologisk uddannelse under det Teologiske Fakultet i København? Prodekanen har sine tvivl.

Det vil kræve, at man stiller krav til imamers uddannelse, som man gør til danske præster. Det vil kræve, at vi kunne få en uddannelse godkendt, samt at der er en fornuftig økonomi i det. Og sådan som akkrediteringssituationen er i øjeblikket, tror jeg, at det vil blive vanskeligt, siger Jesper Tang Nielsen.

Han har blandt andet in mente, at fakultetet for omkring fem år siden ikke fik imødekommet en anmodning om at oprette en kandidatuddannelse i kristendom, jødedom og islam.

På Aarhus Universitet står døren også på klem for en imamuddannelse. Bjarke Paarup, institutleder ved Institut for Kultur og Samfund, som teologi hører ind under, siger:

Man kan sagtens mene, at det burde være den teologiske uddannelses opgave. Man kunne også hævde, at arabisk- og islamstudier ville være stedet for den slags."

Under alle omstændigheder vil det tage lang tid. Oprettelsen af en sådan uddannelse ville ske ved, at universitetet ansøger Uddannelsesministeriet herom, fortæller Bjarke Paarup.

Men det kræver en helt anderledes grundig udredning, inden vi overhovedet kan gå ind i en diskussion om, hvorvidt det er noget, man kan påtage sig. Vi er slet ikke på nogen måde der, hvor vi kan forholde os til den diskussion. Vi skal afklare, om det er noget, vi vil. Vi skal kende interessenterne på det her felt, og det skal kunne synliggøres, at der er et arbejdsmarked for sådan en uddannelse. Det er en lang proces, understreger han.

Først og fremmest kræver en imamuddannelse, at muslimske samfund henvender sig med ønsket, siger prodekan Jesper Tang Nielsen fra Københavns Universitet.

Og det vil sandsynligvis ske inden for ganske kort tid. Det fortæller Mohamed Al Maimouni, formand for medieudvalget i Dansk Islamisk Råd, som ifølge egne oplysninger tæller cirka 25.000 muslimer.

Dansk Islamisk Råd sender nu unge muslimer til et universitet i Frankrig, hvor de gennemgår en imamuddannelse, som sikrer en moderat fortolkning af islam, fortæller Mohamed Al Maimouni.

Det ville være den optimale situation, hvis en tilsvarende uddannelse blev etableret i Danmark.

Vi glæder os meget og tager imod forslaget med åbne arme. Det ville være spændende, hvis det blev en del af teologi i København. Jeg vil gerne foreslå, at vi afholder et seminar med Københavns Universitet, hvor vi blandt andet kan invitere forskere fra Frankrig til at drøfte ideen, siger Mohamed Al Maimouni.

Samme interesse lyder fra imam Naveed Baig, der til daglig er tilknyttet flere hospitaler i København og er næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter:

Umiddelbart er det teologiske fakultet det mest passende sted. Islamisk videnskab og teologi kan godt undervises akademisk og så suppleres med en slags seminarium, hvor der undervises i det konfessionelle, ligesom det sker, når man vil være præst."

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah glæder sig også over forslaget, men er usikker på, om der overhovedet er behov for en dansk imamuddannelse. Han kalder det for en misforståelse, at imamer ikke ved nok om danske forhold, et synspunkt, som blev fremsat af fortalere for en imamuddannelse i Kristeligt Dagblad i går.

Det er meget prisværdigt, at man er nået til den her anerkendelse af muslimske minoriteter, siger Imran Shah.

Men vi mener ikke, at herboende imamer er uvidende om danske samfundsforhold. Undersøgte man sagen grundigere, ville man finde ud af, at en tredje generation af muslimer er på vej frem, de taler dansk og er veluddannede. Jeg vil ikke kalde sådan en uddannelse for overflødig, men man skal gøre sig klart, hvad den skal indeholde. Det kan jeg ikke i detaljer sige, siger han.