Lørdag 14. august klokken 11.20 blev Hanne og Karsten gift på rådhuset i Århus i overværelse af den nærmeste familie og enkelte venner. Den borgerlige vielse er en hurtig affære. Det tager cirka fem minutter, så er de to teologistuderende - og dermed kommende præstepar - juridisk bundet sammen i et ægteskab.
Godt tre timer senere, kl. 14.30, samles de med 66 bryllupsgæster til gudstjeneste i Gellerup Kirke, efter at have været hjemme og klæde om til bryllupstøj. I kirken beder Karstens far - provst Vagn Ove Høgild - om Guds velsignelse over ægteskabet. Det sker efter folkekirkens autoriserede ritual om »kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab«.
For den 57-årige provst sker det med blandede følelser, for på den ene side kan Vagn Ove Høgild godt forstå de unges argumenter for at gøre det på denne måde. På den anden side mener han, at folkekirken bør fastholde sin hævdvundne juridiske myndighed til at foretage vielser.
Hanne og Karsten, derimod, ser den nuværende kirkelige vielse som en rodet og ulogisk sammenblanding af særdeles borgerlige og verdslige interesser med Gud og ånd. De foretrækker rene linier, en klar adskillelse af det borgerlige og kirkelige. Derfor først rådhuset, så kirken.
De nygifte, der mødte hinanden i en kaffepause på teologisk fakultet for to år siden, understreger, at de helt fra starten af deres forhold har talt om, at det var den rigtige måde at gøre det på. Nu viser det sig - som påvist af en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad i sidste uge - at et flertal af danske folkekirkepræster er enige med dem. 53 procent af de spurgte præster er tilhængere af at flytte vielserne ud af kirken og ind på rådhuset.
$SUBT_ON$Mudret
- For os hænger det grundlæggende sammen med vores syn på forholdet mellem stat og kirke, forklarer Hanne. Jeg synes, det bliver noget mudder, når man i kirken foretager en vielse, der både er en juridisk handling og en kirkelig velsignelses-handling. I den luthersk-evangeliske kirke er ægteskabet jo ikke et sakramente, og indgåelsen af et juridisk bindende ægteskab har dermed i princippet ikke noget med Gud at gøre. Det giver for mig ikke mening, at kirken på den måde forvalter et rent juridisk-borgerligt anliggende. Det, den skal forvalte, er jo det åndelige.
Karsten kalder den kirkelige vielse for en »underlig sammenblanding«:
- Man blander to vidt forskellige ting sammen: En handling, der har civilretslig betydning i det offentlige rum, og en handling som har betydning for mit private gudsforhold. Derved forflygtiges fokus. Hvis man i stedet, som vi har gjort det, deler det op, så den juridiske handling, som samfundet har interesse i, ligger på rådhuset, så kan man bagefter i kirken koncentrere sig om at modtage Guds velsignelse. Sådan gør man det allerede i Tyskland, Frankrig, USA og store dele af resten af verden, så der er på den måde ikke tale om at ville lave en dansk særordning, tværtimod.
Ved en generel flytning af vielserne til rådhuset vil man også opnå en ensartethed overfor samtlige trossamfund, understreger Karsten:
- Det skal selvfølgelig gælde hele vejen rundt. Bagefter kan man så, hvis man vil, gå hen i sin kirke eller moske og bede om Guds eller Allahs velsignelse af ægteskabet. Det betyder også, at vi så er helt ude over den underlige ordning, som vi har i dag, hvorefter Kirkeministeriet skal tage stilling til, hvilke trossamfund der skal have vielsesmyndighed.
$SUBT_ON$Til døden skiller
Hanne og Karsten er ved at nærme sig afslutningen på studierne. Som præster i folkekirken vil en af deres opgaver blive vielser.
- Og det vil vi naturligvis gøre som en del af præstegerningen, understreger parret. Vi synes blot, at en opdeling er en bedre løsning.
Generelt mener de, at båndene mellem stat og folkekirke bør løsnes. Folkekirken må selvstændiggøres i forhold til staten.
- Kirken vil gøre sig selv en tjeneste ved at begynde at gøre sig klart, hvordan en større adskillelse kan gennemføres, mener Hanne. Jeg er ikke i tvivl om at den kommer, og folkekirken vil blive dårligere stillet, hvis det udelukkende bliver staten, der tager initiativet.
En udflytning af vielserne fra folkekirken vil fratage politikerne deres argument for at blande sig, som man har gjort det på det seneste i diskussionen om kirkelig vielse af homoseksuelle, anfører Karsten.
- Det har man jo netop gjort med henvisning til, at ægteskabet også er en borgerlig indretning, og set ud fra det synspunkt kan jeg egentlig godt forstå, at politikerne mener, de har ret til indflydelse, men med den nuværende sammenblanding af tingene vil det så samtidig medføre en utidig indblanding i kirkens indre anliggende - det åndelige område, forkyndelsen og ritualerne. Og det skal politikerne ikke blande sig i.
Vagn Ove Høgild kan godt følge logikken i sønnens og svigerdatterens argumentation for en ren borgerlig vielse.
- I grundprincippet er jeg enig med dem. På den anden side betyder vielserne, at vi i folkekirken kommer i kontakt med mange, og vi ved ikke, hvordan det vil gå, hvis den borgerlige myndighed overtager vielserne.
Hanne fremhæver som noget positivt, at en opdeling vil betyde, at de der bagefter vælger kirkens velsignelse, foretager et mere aktivt tilvalg af kirken, fremfor nu. For hende og Karsten var den kirkelige velsignelse det væsentligste, og sådan tror hun andre også vil have det, hvis der sker en ændring.
- Ritualet for kirkelig velsignelse af borgerligt ægteskab ligner ægteskabsritualet, bortset fra at der ikke er nogen tilspørgsel, men som i den kirkelige vielse giver man også her løfte om at elske og ære hinanden til døden skiller os ad. Det er et løfte, der er alt for stort at bære alene; derfor er det dejligt at komme i kirken og få at vide vide, at Gud bærer med. Det tror jeg også mange andre har brug for, og derfor fortsat vil vælge kirken til.
