Thjodhildur vender tilbage

Qassiarsuk, Grønland Vikingen Erik den Røde var en uforbederlig hedning. Han skulle i hvert fald ikke have nogen kirke i den grønlandske bygd Brattahlid, hvor han havde slået sig ned sammen med andre nordboere. Men hans hustru, Thjodhildur, var blevet kristen og ville have et sted at tilbede sin nye gud. Og hun fik sin vilje og sin kirke ved simpelthen at nægte at dele bord og seng med Erik den Røde, før kirken var bygget. Disse scener fra et ægteskab udspillede sig for 1000 år siden, efter at Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, var vendt tilbage til bygden med det kristne budskab om bord i båden. 1000-året for, at Leif den Lykkelige fandt Amerika og bragte kristendommen med sig hjem derfra, fejres i de kommende dage under fællestitlen »Leif 2000«, og blandt højdepunkterne er åbningen i morgen af en rekonstruktion af Thjodhildurs Kirke. Som en smuk hilsen fra en fjern fortid ligger rekonstruktionen i dag idyllisk ud til Eriksfjord med isskosser og dybblå vand, tæt på det sted, hvor den første kirke nogensinde i denne del af verden blev bygget. Kirken er kun syv kvadratmeter, men er alligevel stor nok til at rumme et kapitel af den nordatlantiske kirkehistorie. De grønlandske myndigheder præsenterer den da også med store armbevægelser som »moderkirken for alle senere kristne trossamfund på det nordatlantiske kontinent«. Vikinge-teknik I flere år har håndværkere fra Islands største entreprenørvirksomhed, Istak, arbejdet på at genopføre kirken og ved siden af den en rekonstruktion af Erik den Rødes langgård med plads til både folk og fæ. Det omfattende arbejde med rekonstruktionerne har tilsammen kostet seks millioner kroner, som er betalt af Islands regering, Grønlands Hjemmestyre og Vestnordisk Råd. Kristeligt Dagblad mødte chefen for arbejdet, islændingen Sveinn Fjeldsted, få dage før han kunne lægge sidste hånd på værket. Han er grebet af Grønland og har holdt sine sommerferier her de seneste 23 år. Og byggeriet har også begejstret ham: - Det er jo en kopi af den første kirke i denne del af verden, siger Sveinn Fjeldsted med stor og forståelig stolthed. Han forklarer ihærdigt, hvordan fyrretræet for to år siden blev hentet i den norske by Trondheim. Det var sandsynligvis også her, Erik den Røde hentede træ til de første bygninger i bygden. Trondheim hed dengang Nidaros og rummede et bispesæde, hvis mægtige magt også strakte sig til Grønland. Sveinn Fjeldsted klapper kærligt på plankerne i den lille kirke og fortæller, at al forarbejdning er sket udelukkende med datidens værktøj og samlet efter den metode, som vikingerne benyttede. - Uden på kirken er der en 1,2 meter tyk tørvevæg. Den skal både isolere kirken og give den stabilitet, så der ikke skal bruges så meget af det dyrebare træ, siger byggelederen. Sveinn Fjeldsted går ind i lilleput-kirken, der kun er tre en halv meter lang og to meter bred. På trods af sin beskedne størrelse er kirken delt op i to med en afskærmning på midten, som man lige akkurat kan komme igennem. I første halvdel sad kun Thjodhildur og måske et par andre fra den førende familie. Resten af de omkring 30 beboere i bygden måtte stå som sild i en tønde på de resterende omkring fire kvadratmeter. - Jeg tror faktisk aldrig, Erik den Røde var herinde, siger Sveinn Fjeldsted med et engagement, som viser, at hans interesse i disse rekonstruktioner ikke har begrænset sig til tømmer og tørv. - Selvfølgelig har jeg læst det hele om tiden dengang, og man kan da ikke lade være at gå at spekulere over, hvad det er, vi bygger her. Og jeg er faktisk sikker på, at Thjodhildur har været med mig i alt dette her, siger han. Fin formidling Når dronning Margrethe i morgen går ind i den lille kirke, vil hun på endevæggen se et smukt kors. Det er udført af en af Grønlands vel nok kendteste kunstnere, Aka Høeg, som bor i den nærliggende by Qaqortoq (Julianehåb). Uden for den lille kirke er den danske museumsinspektør Hans Kapel ved at gøre klar til besøg i de mange ruiner i bygden. Fortidsminderne ligger i dusinvis som strøet med let hånd ud over hele bygden, hvor der er anlagt stier, der kan bringe interesserede rundt til forskelligartede ruiner. Der kun fundamenterne tilbage, men de giver et godt indblik i datidens huse og gårde. - Kirkebyggeriet er et spændende projekt, og jeg tror, at mange vil få glæde af den form for formidling, siger Hans Kapel, der har sit daglige arbejde i den udenlandske afdeling på Nationalmuseet i København, men i mange år har arbejdet i perioder for lokale grønlandske museer og for Grønlands Landsmuseum. - Det er jo den måde, man formidler historisk stof på i dag, og så må vi som museumsfolk gå ind og præge det. Vi kan ikke undgå populariseringen. Det kan ikke nytte noget at stille sig udenfor og sige, at det vil vi ikke være med til, og sådan vil vi ikke have det. Og der er da absolut også noget frugtbart at hente ved rekonstruktioner, siger museumsinspektør Hans Kapel.