Tre videokameraer bliver tændt, og de omkring 20 fremmødte klapper begejstret, mens Thorkild Grosbøll træder op på scenen. Han er blevet inviteret til ”Gudløs Torsdag” af Ateistisk Selskab på Bartof Café på Frederiksberg i København. I 2003 blev den nu pensionerede sognepræst fra Taarbæk nord for København i både ind- og udland kendt som præsten, der ikke tror på Gud. Netop det er han mødt op for at tale om med formanden for Ateistisk Selskab, Simon Nielsen Ørregaard, og Grosbøll indleder med at forklare ærindet bag sit budskab dengang for 15 år.
”Det var nødvendigt at gøre opmærksom på, at jeg ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, på opstandelsen og det evige liv. For så kunne vi forhåbentlig have en samtale om, hvad kristendommen er ud over det,” fortæller Thorkild Grosbøll, der bliver spurgt, om han blev overrasket over den debat, hans udtalelser og hans bog ”En sten i skoen” skabte, da den udkom i 2003.
”Altså, min forlægger sagde til mig, at jeg med bogen kunne risikere en læresag. ’Det skal de da være velkomne til’, svarede jeg. Det overraskede mig dog, at også de mere besindige teologer tabte kontenancen (kontrollen over egne følelser, red.), og at de var dybt forargede over, at man kunne være præst uden at tro på Gud,” siger Grosbøll og tilføjer:
”Jeg havde forventet, at vi kunne diskutere Gud uden absolut at skulle købe et gammelt, uddateret verdensbillede. Det kunne man altså ikke.”
Under aftenens samtale står det klart, at Thorkild Grosbøll ikke oplever, at der er plads til fornyelse inden for folkekirken. Blandt andet, da han beskriver gudstjenesten, hvor han blev ordineret:
”Det var den sorteste dag i mit liv. Det var så rædselsfuldt med de sorte fugle af kolleger, der dansede rundt. Det var en tåbe, der holdt en prædiken så rædselsfuld, at jeg var lige ved at rejse mig og gå. Min tidligere professor sad ved min side. Han var faldet i søvn og snorkede så ganske vidunderligt højt, og jeg tænkte, at jeg heldigvis ikke var den eneste, der ikke kunne tage alt det her alvorligt. Da det var overstået, gik han og jeg så på druk,” siger Thorkild Grosbøll til stor fornøjelse for publikum.
Et år efter sine udtalelser fra 2003 fik Grosbøll valget mellem at gå eller blive smidt ud, og han blev fritaget for tjeneste. Men Kirkeministeriet valgte i stedet at sætte Grosbøll under tilsyn af en anden biskop, som fik ham til at underskrive sit præsteløfte igen og fremsige trosbekendelsen, hvis første led netop handler om den skabende og opretholdende Gud.
Det blev han her til aften bedt om at forholde sig til.
”Nogle var meget interesserede i, at jeg ikke rokkede ved kirkeskibet, hvorfor jeg skulle genunderskrive præsteløftet. I sig selv var det fuldkommen latterligt. Problemet i det 19. århundrede for statskirken og den katolske kirke var, at folk var begyndt at blive for moderne i hovedet. Man var bange for alt moderne, og derfor laver man så dét der pølsehorn af et præsteløfte, som er ganske aldeles ulækkert,” fortæller Thorkild Grosbøll og møder anerkendende nik fra publikum.
”Men hvad pokker, tænkte jeg, det er så den formulering, man skal skrive under på, hvis man vil arbejde inden for kirkens hus.”
”Lidt ligesom at skulle finde sig i at tage et skørt kostume på?” spørger Simon Nielsen Ørregaard.
”Ja, noget i den stil,” svarer Grosbøll.
Det var den sorteste dag i Grosbølls liv, da han blev ordineret. Men hvorfor uddannede han sig så til præst?
”Du kunne vel have arbejdet med andet,” konstaterer en kvinde i publikum.
”Jeg havde skrevet speciale om Grundtvig. Jeg sad der med hans tekster foran mig, og jeg ønskede ikke at være andet end præst. Derudover havde jeg i min barndom et nært forhold til kirken. Jeg vidste udmærket godt, at der var tosser inden for folkekirken, men det frie sprog var alligevel til stede. I mig havde jeg en ungdommelig trang til at fatte, hvad kristendommen og kirken var for noget – og så ellers smide det væk, der ikke var noget værd,” forklarer Grosbøll.
Simon Nielsen Ørregaard spørger også, om Grosbøll er ateist.
”Det kan jeg uden videre svare ja til. Herregud. Der er ikke længere nogen realitet bag glosen ’gud’. Det giver kun mening at bruge ordet enten som en litterær figur eller som symbol, så derfor kan man sammenligne det at have set Gud med at sige, at man har set julemanden,” siger Grosbøll, der senere i samtalen dog slår fast, at han er ”kristen ateist”, hvilket igen får publikum til at grine.
Grosbøll er dog sikker på, at mange inden for det kirkelige samfund deler hans synspunkter om Gud og kirken. Det kom til udtryk, da han blev stillet følgende spørgsmål af en mand blandt publikum:
”Hvor mange præster og teologer er i din klub? Ikke nødvendigvis at de er ateistiske kristne, men hvor mange har samme afstandtagen til de centrale dogmer inden for kristendommen?”
”Desværre må jeg sige, at jeg er den frækkeste af dem alle sammen,” svarer Grosbøll og fortsætter:
”Men jeg vil skyde på, at en fjerdedel faktisk er bevidste om, at de har et problem her. En fjerdedel er ligeglade med, at de har et problem. De ævler bare løs alligevel, for herregud, ingen tror på det alligevel. Så er der en fjerdedel, der går rundt og kan huske så meget teologi, at de lever i en gammel verdensforestilling. De kan så mødes til konventer hver tredje måned og diskutere de samme ting, som deres oldeforældre gjorde. Og så er der den sidste fjerdedel, som er totalt kulsorte i bærret, og som tager det hele for pålydende. De har gjort skriften til en uomgængelig ting.”
Efter arrangementet kan man godt stå tilbage med det indtryk, at Grosbøll ikke kun er sur på kirken, men også på kristendommen. Det er dog ikke helt rigtigt, forklarer han, mens han bapper på sin pibe uden for den københavnske cafe.
”Jeg er sur på kirken, ikke på kristendommen. Det slår mig mere og mere, at man dyrker institutionen, der driver afgudsdyrkelse med trosbekendelsen. Det er fuldstændig meningsløst. Hvorfor i himlens navn slipper man ikke kirken fri og finder det sprog og livsmod, som er kristendommens gave til os alle?” siger Thorkild Grosbøll.
Du siger, at du er en kristen ateist. Hvorfor lægger du fortsat vægt på, at du er kristen?
”Fordi kristendommen er den bedste historie, vi har. Det kristne er vigtigt for mig, men omvendt mener jeg, at det er kontraproduktivt at tale om en Gud. Gud er ikke grundvilkåret for menneskets eksistens. Det tror du da heller ikke på?”.
”Vores forestillinger om menneskets adel og værdighed har vi fra vores kulturtradition – fra Jesu forkyndelse. Men hvor har du guden henne?” afslutter Thorkild Grosbøll, der slukker sin pibe og putter den i lommen.