Prøv avisen

Thranholm i Vatikanet: Frans er en gave fra Gud

"Endelig åbnede døren sig igen, og ud kom den nye pave, som så på os og sagde som det første: "Buonasera", som på italiensk betyder godaften. Da han sagde det, var jeg solgt," skriver Iben Thranholm om sin oplevelse af pavevalget Foto: Privatfoto, Iben Thranholm

Et pavevalg kan sammenlignes en fødsel: Ventetiden og veerne er lange og smertefulde, og man ved ikke hvad, der kommer ud. Men resultatet var enestående, skriver journalist, debattør og katolik Iben Thranholm

Iben Thranholm er debattør, journalist, katolik og tidligere informationschef for den katolske kirke i Danmark. Under pavevalget skriver hun om sine tanker og oplevelser på Kristeligt Dagblads netavis

Det skete lige så uventet og pludseligt som pave Benedikts abdikation. Ingen forventede at denne regnfulde, råkolde onsdag skulle blive den dag vi skulle høre ordene: Habemus papam!

Om formiddagen var jeg på Peterspladsen ved frokosttid efter konklavets første stemmerunde. Da jeg igen så den sorte røg pulse op som aftenen før, følte jeg mig overbevist om, at konklavet ville trække i langdrag.

FAKTA:Værd at vide om den nye pave

Jeg snakkede med flere forskellige journalistkollegaer, og alle var enige om, at vi nok ikke ville se hvid røg før torsdag og måske endda først fredag. Da regnen som sagt silede ned, var lysten til at gå til Peterspladsen ved konklavets anden stemmerunde sidst på dagen derfor ikke særlig stor.

Jeg var træt og tænkte, at jeg skulle tage tidligt hjem og i seng for at være klar til de næste par intense dage. Alligevel besluttede jeg mig at forlade pressecentrets lune, summende stemning og gå ud på Peterspladsen ved 18-tiden.

Det var en ren rutinesag. Her mødte jeg en australsk tv-reporter, som jeg hyggesnakkede med om kronprinsesse Mary og den enlige hvide fugl, som hele eftermiddagen havde holdt til oven på skorstenen på Det Sixtinske Kapel. Den australske reporter mente, at vi burde give den et navn, siden den havde besluttet sig for, at konklave-skorstenen var dens nye stadeplads. Det fik vi meget sjov ud af.

REAKTIONER: Sådan byder udlandet paven velkommen

Da klokken nærmede sig syv, og der stadigt ikke var nogen røg i syne, var jeg lige ved at gå tilbage til det lune pressecenter, da jeg var gennemkold. Men så var det, at det skete.

En tyk hvid røg steg op fra den spinkle skorsten. Der lød på én gang et gisp og et brøl fra den store menneskemængde på Peterspladsen, som havde trodset de uvenlige vejrguder og ventet i timevis. Min australske ven sprang ind foran sin kameramand og begyndte at rapportere live, og jeg løb ind på pladsen med dunkende hjerte.

I samme øjeblik kiggede jeg op på himlen over Det Sixtinske Kapel og blev slået af forundring: Den enlige fugl på skorstenen havde på få sekunder fået selskab af en kæmpe flok artsfæller. Et hav af hvide fugle kredsede i elegante og graciøse buer oven over Det Sixtinske Kapel. Det var et guddommeligt smukt syn og for den troende et tegn på Helligåndens nærvær. Og fuglen på skorsten har allerede fået sin egen Twitterkonto. @SaintSeagull.

TALEN: Det sagde den nye pave

Jeg fik kæmpet mig vej op på Peterspladsens øverste del og fandt en plads i flokken med frit udsyn til balkonen og mærkede sommerfugle i maven. Et pavevalg kan på en måde sammenlignes en fødsel: Ventetiden og veerne er lange og smertefulde og man ved ikke hvad, der kommer ud. Dette var også en lang fødsel.

Den nye pave lod vente på sig. Det tog over en time, før der endelig blev tændt lys i de store sale bag balkonen, og igen lød der et gisp fra menneskemængden. Døren gik op og ordene Habemus papam gik som et sus ned gennem pladsen af våde, frysende og forventningsfulde katolikker og andet godtfolk.

Da navnet på den nye pave blev råbt ud på pladsen, fik jeg ikke fat i det. Jeg opsnappede kun, at han ville kalde sig Fransceso. Jeg var ikke den eneste. En anden journalist kom hen til mig med kataloget over papabile kardinaler og pegede på Bergoglio. Er det ham?, spurgte hun. Nej, svarede jeg, det tror jeg ikke, ham er der ingen, der kender.

EKSPERTER: En ydmyg, enkel og simpel pave

Døren til balkonen blev lukket igen, og spændingen på pladsen steg om muligt endnu mere. Endelig åbnede døren sig igen, og ud kom den nye pave, som så på os og sagde som det første: Buonasera, som på italiensk betyder godaften. Da han sagde det, var jeg solgt. Mit hjerte smeltede, og der strømmede en varme igennem mig trods dens kolde og klamme luft på pladsen. Det var som en kærlig far, der kommer hjem til sine børn. Der var en varme, en glød, en menneskelighed i hans stemme og udstråling, som betog hele pladsen.

Glem alt om kommunikationsstrategier og retoriske greb. Det var en kærlighedens stemme, som ingen kommunikationsekspert formår at fremtvinge, hvis ikke den kommer direkte fra et menneskehjerte. Det gjorde den her, og det gik rent ind.

LEDER: Et lovende valg af ny pave

Det næste Frans d.1 ønskede om var, at alle på pladsen bad Fadervor og et Hil dig, Maria sammen med ham og derpå et øjeblik stilhed til personlig bøn.

Jeg kiggede ud over menneskehavet og mærkede en meget stærk fællesskabsfølelse mellem de mange folkeslag, og hvordan den nye pave fra første færd evnede at samle folk gennem bøn og lave en direkte forbindelse til Gud.

Det var her, at jeg blev euforisk. Det var næsten for godt til at være sandt. Frans af Assisi, som Frans I har taget navn efter, begyndte sit virke i en tid, hvor kirken også var i stor krise. Kristus på korset talte til Frans af Assisi i en faldefærdig kirke og sagde: Genopbyg min kirke. Det gjorde Frans gennem bøn og ydmyghed og skabte en stor fornyelse i kirken.

Det var den samme ånd, som Frans I udstrålede på sin første fremtræden som pave. Helligånden har valgt rigtigt i Det Sixtinske Kapel og helt anderledes end mediernes mange kloge hoveder. Jorge Maria Bergoglio var overhovedet ikke på deres læber, men er nu Kristi stedfortræder. Hvis kirken skal ud af sin krise, bliver det gennem bøn og ydmyghed og ikke politiske dagsordener og moderne managementkultur. Frans I er en gave fra Gud.