Prøv avisen

Thranholm i Vatikanet: Vi er midt i en kærlighedshistorie

Iben Thranholm er journalist, katolik og debattør. Hun bor i Rom, og skriver løbende indlæg til Kristeligt Dagblads netavis om paven og Vatikanet Foto: Privatfoto, Iben Thranholm

Med pave Frans som katolsk overhoved er antallet af mennesker, der kommer til audiens i Vatikanet, vokset massivt. Det er især hans enkle budskaber om Guds kærlighed, som skaber forandringer, skriver journalist, debattør og katolik Iben Thranholm fra Rom

Iben Thranholm journalist, debattør og katolik. Hun befinder sig for tiden i Rom, hvorfra hun løbende vil skrive indlæg om den katolske kirke, paven og Vatikanet til Kristeligt Dagblads netavis.

Åh, vi skulle have valgt anden dag end onsdag at mødes for at spise frokost, udbryder min palæstinensiske veninde, Amal som det første, da vi mødes ved Porta StAnna, som er hovedindgangen til Vatikanet.

Det lykkes mig kun at spotte hende på den anden side af fortovet, fordi hun rækker hånden op og vinker til mig. Mellem hende og mig er der et mylder af mennesker, og ved fodgængerfeltet hersker total anarki. Rødt lys er ikke nogen hindring for den enorme strøm af mennesker, og de romerske bilister, der ellers er meget kvikke på speederen, må i dag holde stille og acceptere, at det er fodfolket, der hersker.

LÆS OGSÅ: Thranholm i Vatikanet: Frans er en gave fra Gud

Der er simpelthen for mange mennesker, der skal over gaden, så alt i er undtagelsestilstand. Menneskemasser kommer fra Peterspladsen, hvor de har været til onsdagsaudiens hos pave Frans. Efter Frans er blevet pave, er antallet af mennesker, der kommer til audienserne hver onsdag, vokset eksplosivt. Det samme gentager sig om søndagen, når paven kommer frem i vinduet på det apostolske palads kl. 12 for at sige Angelus bønnen. På en helt almindelig søndag kan mængden på pladsen let tælle langt over 100.000 mennesker.

Amal underviser i interreligiøse studier på Det pavelige universitet Urbaniana og bor bag ved Vatikanet. Vi lærte hinanden at kende under konklavet.

Mens vi forsøger at kæmpe os igennem mylderet for finde et bord udenfor i solen på Borgo Pio, klager hun over, at hverdagen ikke længere er den samme for dem, som bor i området, efter Frans er blevet pave. De må tage forholdsregler og planlægge nøje, hvordan de kommer ud og hjem onsdag og søndag. Bilen må de lade stå og tage metro. Man skal ikke tage romernes vrede over trafikken så tungt, for i byen siger man, at det er et godt tegn.

Til trods for det trafikale kaos elsker Amal nemlig ligesom alle de andre hundredetusinder af mennesker, der vrimler rundt mellem os, også pave Frans. Hun fortæller, at han allerede er så populær og elsket, at hendes venner er begyndt at frygte for, at han skal dø alt for hurtigt ligesom Johannes Paul I, som kun nåede at være pave i 33 dage.

Amal og hendes venner er ikke de eneste, der frygter for pavens liv. Chefeksorcisten i Rom, Gabriel Amorth, advarede for kort tid siden i den italienske avis Il Giornale pave Frans om en alt for tidlig død.

Ligesom Johannes Paul I ønsker også Frans en fattig kirke. Derfor bør han ifølge Amorth være på vagt overfor de gejstlige i Vatikanet, der tilhører frimurerordenen. De er infiltreret alle vegne, især i det politiske system, og går efter penge og karriere, udtaler den 88-årige Amorth, der har udført ikke mindre end 70.000 eksorcismer i den tid, han har været præst.

Om det var dem, der tog livet af Johannes Paul I, har ikke kunnet bevises, men der hersker stadigt mystik omkring hans ultrakorte pontifikat.

LÆS OGSÅ: Thranholm i Vatikanet: Pressen møder Helligånden

Alligevel er der mere grund til glæde end frygt. Amal fortæller også, at hun kender mange, der ikke har sat deres ben i kirken i årevis, som nu strømmer tilbage, fordi de har fået vakt deres slumrende eller måske snarere eksisterende tro til live igen på grund af Frans. Der sker i øvrigt ikke bare i Italien, men i flere lande verden over.

Det er især hans enkle budskaber om Guds kærlighed til mennesker og menneskers kærlighed til hinanden, som i øjeblikket er i gang med at skabe store forandringer, og som giver folk håbet tilbage om, at kirken har noget væsentligt og værdifuldt at sige dem.

Men det er ikke alene det smukke budskab og ordene, der gør indtryk, men især den kærlighed, som Frans udtrykker personligt overfor alle mennesker og uden at sætte sig selv i centrum. Folk elsker ikke Frans, fordi han er pave, men fordi de føler sig elsket. For selvom Frans taler til hundredetusinder på en gang, føler alle, at han taler personligt lige præcist til dem. Det er kærlighedens sprog, og det kan alle forstå, også dem der ikke taler italiensk. Frans kommunikerer på hjerteplan, og den form for kommunikation går rent ind.

Det er noget, de snakker med om i Det Pavelige Råd for Social Kommunikation, hvor man arbejder på at sprede pavens budskaber på så mange sociale platforme som muligt. Når de poster et indlæg om pave Frans med personligt indhold på Facebook, stiger trafikken ligesom i gaderne omkring Peterspladsen også enormt her.

Man har også for længst indset, at man ikke behøver at bruge kræfter og penge på at ansatte medierådgivere til paven. Det nye, positive ansigt, som Frans på blot få uger har givet kirken alene fordi han taler med kærlighed, havde selv ikke verdens dygtigste kommunikationsrådgiver kunne planlægge sig til. Og da slet ikke på så kort tid.

LÆS OGSÅ: Thranholm i Vatikanet: Første møde med paven i kød og blod

Medarbejderne i Vatikanets kommunikationsafdeling fortæller også, at mange forretningsgange er blevet så meget lettere med pave Frans, fordi han i stedet for langsommelige brevkorrespondancer, blot griber røret og ringer til dem, han vil tale med.

Forleden var jeg på besøg i Franciskanernes hovedkvarter i Rom. Her fortalte stedets portner, som er fra Elfenbenskysten, mig storsmilende, at paven en dag netop havde ringet, fordi han ville tale med en af stedets overordnede. Men så faldt pave Frans imidlertid i snak med portneren, og samtalen havde varet næsten et kvarter. Portneren var naturligvis pavestolt.

Blot et af mange eksempler på, at paven ikke dømmer mennesker ud fra deres status, og at det er den personlige forbindelse, det menneskelige ansigt, som er i fokus for ham.

Det forlyder også, at katolske præster er begyndt at rette ryggen og genvinde selvtilliden, efter Frans har taget over. De mange negative historier om pædofiliskandaler, som har været forsidestof de seneste år, har også uskyldige præster måtte betale prisen for.

Ofte har de følt, at de måtte krybe langs panelerne, og at de blev set på som potentielle seksuelle forbrydere, når de gik tur i byen med den hvide præsteflip.

Men lyder det hele ikke lidt for rosenrødt, og er det ikke bare nyhedens interesse og en slags et honeymoon-syndrom, den katolske kirke oplever i øjeblikket?

Selvom det hele rigtigt nok lyder næsten alt for godt til at være sandt, tror jeg det faktisk ikke. Hvad jeg derimod tror, er, at kirken er ved at komme tilbage sin sande identitet, som er at være verdens største kærlighedspulsåre, der sender liv og kraft ud til alle andre lemmer i den organisme, som hele skabelsen udgør.

Fordi at Frans forudsætter, at alle mennesker er værd at elske og viser dem ubetinget kærlighed, begynder noget at forandre sig i menneskers indre, og de begynder selv at elske. Det er det, som sker i øjeblikket, og det vil sprede sig som ringe i vandet og forandre verden.

Pave Frans sagde for nylig i en prædiken, at kirken er intet andet end en kærlighedshistorie:

Det er ikke disciplene, som laver kirken. De er budbringere, som er sendt af Jesus. Og Kristus var sendt af Faderen. Det er der, kirken begynder, i Faderens hjerte, som fik denne ide, at han ville vise os kærlighed. Det var sådan, kærlighedshistorien begyndte. Den har varet meget længe, og den er ikke slut endnu. Os, kirkens kvinder og mænd, vi er midt i en kærlighedshistorie. Hver en af os er et led i denne kæde af kærlighed. Har vi ikke indset det, har vi ikke forstået, hvad kirken er.