Tidehverv er kommet tættere på de missionske

Det var utænkeligt ved Tidehvervs begyndelse, at en missionsk præst kunne tale ved retningens sommermøde og skrive i dets blad. Men det er netop, hvad der er sket det seneste år som et resultat af et stadigt tættere bånd mellem den kirkelige retning Tidehverv og Indre Mission

Sidste år var en missionsk præst taler på Tidehvervs sommermøde. Præsten, Henrik Højlund fra Kingo-Samuel Sogn i København, har nu sit foredrag fra i sommer i den seneste udgave af Tidehvervs blad. Her ses han sammen med tidehvervske Claus Thomas Nielsens.
Sidste år var en missionsk præst taler på Tidehvervs sommermøde. Præsten, Henrik Højlund fra Kingo-Samuel Sogn i København, har nu sit foredrag fra i sommer i den seneste udgave af Tidehvervs blad. Her ses han sammen med tidehvervske Claus Thomas Nielsens. Foto: Kresten Drejergaard.

Det overraskede ingen, at adskillige stemmer fra den tidehvervske fløj i folkekirken kom med opbakning til den missionske præst Mads Jakob Jakobsen, da han i efteråret var i strid med sin biskop om et kritisk indlæg om evolu- tionsteorien.

Gennem de seneste 15 år er der nemlig opstået et uvant kirkeligt venskab mellem den kirkelige retning Tidehverv og den missionske. Førstnævnte er ellers født som et opgør mod sidstnævnte, men det tidligere fjendskab har været særdeles svært at spore på det seneste, hvor der har været adskillige eksempler på, at de to grupper har stået sammen i den offentlige kirkedebat.

De stod sammen i sagen om sognepræsten Thorkild Grosbøll, der sagde, at han ikke troede på en skabende Gud, og i sagen om præsten Per Ramsdal, der ikke troede på opstandelsen. På samme måde har de delt synspunkter i spørgsmålet om for eksempel ægteskab og mission ad flere omgange, og sidste år var en missionsk præst taler på Tidehvervs sommermøde. Præsten, Henrik Højlund fra Kingo-Samuel Sogn i København, har nu sit foredrag fra i sommer i den seneste udgave af Tidehvervs blad.

Dette nye venskab er mest af alt et udtryk for, at fokus i de kirkelige debatter ligger et andet sted end tidligere. Det mener professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen, som ser sagen om den ikke-troende præst Thorkild Grosbøll fra 2003 som skelsættende i den forbindelse.

”Hvor de kirkelige debatter før i tiden handlede om noget internt som helliggørelse eller trosliv, har debatterne de seneste 10-15 år især handlet om, hvordan kristentroen fastholdes i en tid med reli-giøs pluralisme som aldrig før. Det skyldes ikke mindst islam, men også en sag som den med Thorkild Grosbøll, der formentlig fik mange tidehvervsfolk til at se det som nødvendigt at holde fast ved noget grundkristeligt. Og når fokus ligger på det grundlæggende i kristentroen, vil det være naturligt at finde sammen med Indre Mission, der altid har været på linje med Tidehverv på det område,” siger han.

Det er med andre ord Tidehvervs nye fjender i form af islam og en moderne udflydende teologi og folkekirke, der har ført dem sammen med Indre Mission igen, til-føjer Kurt E. Larsen, som også ser større fokus på etik hos Tidehverv som en årsag.

”Oprindeligt tog Tidehverv afstand fra Indre Mission og det, de opfattede som en meget moralistisk kristendom. Men med tiden er de begyndt at opfatte det som problematisk, at dansk teologi mangler forkyndelse af loven. Det sagde Søren Krarup allerede i 1970’erne og 1980’erne, og i dag er det meget udbredt for tidehvervspræster at sige, at tro og etik hører sammen,” siger han.

Samme tendens bemærker teologiprofessor Peter Lodberg fra Aarhus Universitet. Men for at forstå, hvordan de gamle fjender nu kan være venner, skal man længere tilbage, mener han. Helt tilbage til Tidehvervs begyndelse.

Bevægelsen blev til i 1926 som et opgør med Indre Mission, der stod stærkt på Det Teologiske Fakultet i København. Man mente, at de missionske stod for en optimisme, der var svær at forene sig med efter Første Verdenskrig. Og derfor blev Tidehverv dannet som en reaktion på Indre Missions tro på, at verden kunne blive et bedre sted gennem kristendommens udbredelse.

”Mange af de tidehvervske kritiserede derfor en enhver form for religiøs fromhed. De så det som udtryk for, at man troede, at man gennem gode gerninger kunne have et særligt gudsforhold og skabe en bedre verden. Samtidig havde mange missionsfolk svært ved at genkende sig selv i den intellektualisme, som Tidehverv repræsenterede,” siger han.

Men så skete der noget omkring folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF i 1972, mener Peter Lodberg. Her ændrede Tidehverv sig fra at være en bevægelse, der definerede sig i modsætning til de fromme missionsfolk, til at være en bevægelse, der også kunne definere positive værdier.

”Man begyndte at se på, hvad evangeliet kunne betyde for, hvordan vi ser verden. Der kom diskussion om EF-medlemskab, muslimsk indvandring og så videre. Det betød, at bevægelsen gik fra at være negativt defineret til positivt. Den stod stadig for en skepsis over for forandringer i kirke og samfund, men det skete på en måde, så den fremstod mere som en konservativ bevægelse, der ville forsvare strukturer og tradi-tioner i kirke og samfund, end den fremstod som en kirkelig retning, der bare definerede sig i modsætning til noget andet.”

Indre Missions kommunikationschef, Asbjørn Asmussen, ser venskabet mellem Tidehverv og Indre Mission som et resultat af den øvrige folkekirkelige udvikling.

På de fleste områder er de to kirkelige retninger nemlig i hans øjne lige så forskellige som altid. Men de ender i dag ofte med at kæmpe på samme side i den offentlige debat, fordi de store kirkelige debatter har handlet om præster, der ikke tror på en skabende Gud, præster, der ikke tror på opstandelse, vielse af homoseksuelle og andre emner, hvor de konservative retninger forenes.

”Vi deler synet på Bibelens rolle og på bekendelsesskrifternes betydning med dele af Tidehverv. Det gjorde det brede folkekirkelandskab også før i tiden, men i dag har flere og flere et andet syn på disse ting. Det kom for eksempel til udtryk i debatten om dåben i sidste måned. Og derfor vil det for mange se ud til, at vi ligner hinanden mere og mere, mens det i virkeligheden er folkekirken, der i dag er et andet sted,” siger han.

Ifølge Asbjørn Asmussen er de største forskelle mellem Tidehverv og Indre Mission den praktiske udfoldelse af troen. Tidehverv er primært en præstebevægelse, der er fælles om et tidsskrift og et sommermøde en gang om året. Indre Mission er i højere grad en folkelig bevægelse med mange frivillige, der arrangerer lokale møder, sommerlejre, bibelcamping, ungdomsmøder, lovsangsmøder og så videre.

”Det vil nok ligge mange tidehvervspræster fjernt at være en del af de aktiviteter uden for kirkerummet og gudstjenesten. På den anden side vil man formentlig heller ikke se mange almindelige missionsfolk deltage i Tidehvervs sommermøde,” siger han.

Det var sognepræst og kirkeordfører for Dansk Folkeparti Christian Langballe, der fik idéen til at invitere den mis-sionske præst Henrik Højlund til Tidehvervs sommermøde i sommer. Han er imidlertid ikke enig i opfattelsen af, at Tidehverv og Indre Mission nærmer sig hinanden.

”Jeg er ikke gift med Indre Mission, men jeg synes, at det er prisværdigt, at de folk har en stærk holdning til luthersk teologi og vil kæmpe for den. Henrik Højlund skulle tale på sommermødet, fordi han har noget på hjerte. Vi har ikke berøringsangst over for folk fra andre traditioner, og jeg vil ikke sige, at nogen pr. definition har uret, bare fordi de kommer fra eksempelvis Indre Mission eller Grundtvigsk Forum,” siger han.