"Konservative foreslår tvungen kristendom."
Det er en overskrift, der nok kan få en og anden op af stolen. Er vi på vej tilbage til statskirkelig tvangsdåb og kirketugt? Overskriften var at finde i Politiken i sommer, og bag den journalistiske stramning gemte sig historien om, at De Konservative vil have gjort kristendomskundskab i folkeskolen til et obligatorisk fag. Det er der flere, der vil i disse år.
Kristeligt Dagblad skrev i sidste uge (den 28. oktober), at undervisningsminister Bertel Haarder (V) er "under politisk pres" for at afskaffe fritagelsesparagraffen. Det er tilsyneladende kun den siddende undervisningsminister, der vil slå et slag for den paragraf, der giver forældre mulighed for at få deres børn fritaget for undervisning i kristendomskundskab.
Betyder det så, at paragraffen står for fald nu? At vi kan se frem til det, Politiken kalder "tvungen kristendom"? Næppe. Undervisningsministeren har tidligere givet klart udtryk for, at paragraffen ikke bliver afskaffet "i hans tid".
Haarder tilhører den del af Venstre, der er forankret i en grundtvigsk frihedstradition, og for ham ville det være at krydse et rubicon at ophæve fritagelsesparagraffen til fordel for noget, der kunne opfattes som tvang i religiøse spørgsmål.
Og det kommer efter alt at dømme heller ikke til at ske nu.
Undervisningsministeren kan således tage det politiske pres ret roligt. For nok mener alle andre partier end Venstre, at paragraffen skal afskaffes – men disse partier er langt fra enige om alternativet.
Højre flanke (K og DF) vil sætte trumf på kristendommen som kulturbærer, mens venstre flanke (Socialdemokraterne, R, SF og Enhedslisten) vil have faget omdøbt til religion, før fritagelsesparagraffen droppes. Selvom i hvert fald nogle af disse venstrepartier vil holde fast ved kristendommen som det centrale kundskabsområde i et religionsfag, så vil navneændringen have så stor symbolsk betydning, at det næppe vil være spiseligt for K og DF. Faget har ganske vist tidligere heddet religion, men det var dengang, religion i Danmark stort set var identisk med kristendom. Dengang religion – i stort og småt – endnu ikke var et højspændt politikområde.
Alt dette taget i betragtning, så betyder det realistisk set, at status quo opretholdes – også på trods af den umiddelbare selvmodsigelse, der ligger i, at elever kan få fritagelse i et kundskabsfag.
Religionslærerforeningerne for både folkeskole og seminarier har i årevis ærgret sig over muligheden, som de ikke finder faglige grunde til at opretholde.
De faglige foreninger vil af gode grunde gerne af med den mistanke om forkyndelse, der øjensynlig stadig klæber til faget – blandt andet med muligheden for fritagelse. Men faglighed og politik er to ting. Og set ud fra en pragmatisk betragtning er det sikkert også af andre grunde godt for faget, at fritagelsesmuligheden findes. I hvert fald tvinger man ikke faget ud i en klinisk religionsvidenskabelig identitet, som kunne få nærtagende ateister til at anfægte, at man i skoletiden kunne synge "Hil dig, frelser og forsoner" – for er det ikke den rene og skære indøvelse i kristendommen?
Ret beset er fritagelsesparagraffen også det mindste problem for faget kristendomskundskab; det er blot 1,6 procent af eleverne, der benytter sig af den.
Langt alvorligere er det, at faget har ringe vilkår på seminariet, hvor det er blevet klemt af en seminariereform i lighed med andre små fag. Og ringe vilkår i folkeskolen, hvor timetallet er lavt og blot 22 procent af de lærere, der underviser i faget, har linjefagsniveau.
Hvis politikerne virkelig mente det alvorligt, når de taler om vigtigheden af en solid basisviden om kristendom og religion i den moderne verden – så var det her, de gjorde en indsats. Hellere banke faget op end at banke det ind i hovedet på eleverne med tvang.
Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.