”I mørket er der ingen der skal sidde helt alene.” Sådan hedder duoen Gæsterne’s debutalbum. Albummet er med sangskriver Jonas Breums ord ”et forsøg på at skabe og sprede lys og håb i en kulsort tid”. Albummet har han lavet med Christian Juncker, og de har ramt en tone, der er let og legende. Det er skabt under coronakrisen i et eksperimenterende frirum, hvor de to sangskrivere udfordrede sig selv og hinanden til at skrive glade folk-rock-melodier.
”Vi insisterede på at være kreative, legesyge og frigjorte. Vi syntes, at tiden kaldte på lys musik, der vender sig udad og skaber glæde og håb. Det handler om at skabe balance mellem lyst og mørkt, sådan som Jesus taler om i søndagens tekst,” siger Jonas Breum.
I søndagens tekst beskrives det, at Jesus uddriver en stum dæmon og kommer i diskussion med folkeskarerne om kampen mellem dæmonernes fyrste Beelzebul og Guds rige.
”Det er en syret tekst. Men når man er kommet sig over den umiddelbare surrealisme, får man øje på en fortælling om, hvordan du kun kan uddrive ondt med godt. Hos Jesus handler det ikke om skyld, hævn og straf, men om at skabe balance mellem lys og mørke, godt og ondt,” siger han.
”Meget i menneskers omgang med hinanden handler om det. Vi er en stor familie med fem drenge i forskellige aldre, og jeg ser på daglig basis, hvordan børnene selv søger at skabe balance. En af drengene går måske fornærmet ind på sit værelse og smækker døren efter sig, men vender tilbage efter lidt tid for at glatte ud,” siger han.
”Ønsket om at skabe balance tror jeg findes som noget grundlæggende i alle mennesker. Det er naturligt for os at skabe lys i en mørk tid – ved at lave glad musik, tænde et bål i haven eller komme i kontakt med nogle lyse drømme i os selv.”
Jonas Breum mistede som 13-årig sin mor, og sorgen og tabet har præget hans liv og hans kunst. Han mener, at mørket og det svære har en nødvendig plads i tilværelsen, og forsøger vi at skure vores sind eller vores relationer helt rene, risikerer for alvor, at mørket flytter ind.
”Vil du have et liv med substans, hører begge poler med. Erfaringer af sorg og mørke får os til at mærke glæden dybere, når anemonerne springer ud, eller vi oplever kærligheden,” siger han.
Passagen i søndagens tekst, hvor Jesus taler om en uren ånd, der er drevet ud af et menneske og flakker om for så at vende tilbage til det fejede og prydede hus, peger på det, mener Jonas Breum.
”Bilder vi os ind, at vi kan fjerne mørket og ondskaben, narrer vi os selv. Neurotikeren forestiller sig, at får han børstet støvet væk og får ægtefællen til holde op med at vippe irriterende med foden, bliver alt perfekt, og så bliver der plads til lyset. Det er den sikre måde at skabe helvede på jord. Lader vi os besætte af ideen om at skabe det perfekte liv, inviterer vi Djævelen indenfor. Man må forsone sig med det uperfekte i andre og sig selv og forsøge at møde mørke med lys, ondskab med godhed.”
Det er en livslang øvelse, mener sangskriveren. For ondskaben ligger på lur, ikke mindst når vi forsøger at retfærdiggøre vores eget mørke med de andres ondskab.
”Fredsslutningen efter Første Verdenskrig bar præg af, at man ville hævne sig på tyskerne ved at efterlade dem i bundløs gæld og holde dem som en slags fanger i Europa. Det måtte jo ende med en ny krig, der blev endnu værre end den første.”
Og i det små møder vi den slags udfordringer hver dag, siger han.
”Når jeg bliver fornærmet over ikke at få tak for at hente kaffe til min gravide kone for anden gang, ligger den lillebitte ondskab på lur. Små sko er bare ikke noget, andre går i – det er også mig, skoene klemmer på.”