Tidlige arabiske kristne og muslimer førte også dialog

Relationer mellem kristne og muslimer i middelalderens Mellemøsten optager Søren Sindberg Jensen, der som en af de første herhjemme har forsket i tidlig arabisk kristendom

Den kristne videnskabsmand Ibn Bakhtishu er i gang med at forklare sig til den muslimske emir Saladin.
Den kristne videnskabsmand Ibn Bakhtishu er i gang med at forklare sig til den muslimske emir Saladin. Foto: The British Library Board.

”Vi er omgivet af så mange stereotype forestillinger i dag, når det handler om forholdet mellem kristne og muslimer. For eksempel er mange forledt til at tro, at islam blandt andet opfordrer til udryddelse af kristne, og at det som udgangspunkt derfor var en religion, der bekæmpede de kristne. Men forskningen i de tidlige relationer mellem de arabiske kristne og de tidlige muslimer viser en helt anden historie.”

Sådan siger ekstern lektor ved Syddansk Universitet og ph.d. fra Aarhus Universitet Søren Sindberg Jensen, der som en af de få herhjemme har forsket i den periode i middelalderen, hvor islam vinder fodfæste, og de kristne i Mellemøsten derfor skal forholde sig til en ny virkelighed. Han har i sin forskning især beskæftiget sig med to arabiske kristne forfattere, som havde deres virke i starten af 800-tallet og på den måde fundet ud af, hvordan religionsmødet mellem kristne og muslimer foregik, og hvordan det tilsvarende påvirkede begge grupper.

”Araberne erobrer Mellemøsten i 600-tallet, og det foregik via krig og ødelæggelser, som blandt andre ramte kristne. Men forskningen viser, at erobringerne ikke sigtede mod at forfølge eller udrydde de kristne, men havde karakter af militær ekspansion.”

Søren Sindberg Jensen peger da også på, at forskningen viser, at kristne fortsatte med at udgøre majoriteten af befolkningen i Mellemøsten i de næste 200 år eller mere.

”Jeg vil gerne anfægte forestillingen om, at islams udbredelse sker med sværdet. I takt med at islam finder, hvad man forenklet sagt kan kalde sin klassiske form, begynder mange at omvende sig til den nye religion, ikke mindst kristne, og islam overtager på den måde med tiden førstepladsen som den største religion i området. Det bliver ganske enkelt mere attraktivt, også rent socialt. Det var de kristne i Mellemøsten nødt til at forholde sig til, så de lærte sig det arabiske sprog, og så udviklede de nye ord og begreber, der gjorde kristendommens teologi troværdig - også på arabisk,” fortæller Søren Sindberg Jensen.

Og de muslimske herskere var faktisk meget interesserede i at høre om kristendommen, viser kilderne.

”De arabiske herskere inviterede både kristne, jøder og muslimer til en slags filosofiske dueller, hvor det handlede om at fremføre argumenter for de forskellige trosretninger. Den, der havde de bedste argumenter, vandt så debatten. Det medførte hverken præmier eller særlige privilegier, men det betød, at man fik indblik i hinandens troslære, og den brugte man så til at udvikle argumenter i sin egen tro, der kunne være modsvar til den anden.”

Søren Sindberg Jensen fremhæver også, at nysgerrigheden og lysten til at høre på hinanden afslører en anden central ting, nemlig, at man var enige om at være uenige.

”Perioden i den tidlige middelalder i Mellemøsten var på den måde præget af dialog. Så når man i dag taler om 'den mørke middelalder' som noget uoplyst og barbarisk, så er det ikke det billede, der kendetegner relationen mellem kristne og muslimer i det, man kalder den tidlige abbasidiske periode (fra 750 - 850 efter Kristus) Det synes jeg er vigtigt at få med i forhold til de narrativer, der hersker i dag, hvor mange abonnerer på teorien om, at vi uundgåeligt nærmer os civilisationernes sammenstød. Med en øget risiko for en konfrontation mellem Vesten og islam, som amerikaneren Huntington har spået.”

I sin forskning har Søren Sindberg Jensen haft fokus på, hvordan mødet med islam har været med til at skabe de arabiske kristnes identitet. Både som gruppe, men også teologisk.

”Det er jo helt grundlæggende, at man altid skaber sin identitet i mødet med den anden og de andre. I dag synes jeg, der er tendenser til blandt nogle at opbygge religiøse identiteter, som man forskanser sig bag. De kilder, jeg har arbejdet med, reflekterer en situation, hvor man søgte at sætte sig ind i, hvad de andre mente. For eksempel var der en meget indgående diskussion om den kristne treenighedslære. Muslimerne havde svært ved at forstå, hvordan kristendommen kunne se sig selv som en monoteistisk religion og så samtidig have treenigheden.”

Et andet emne var synet på svinekød.

”I den jødiske og muslimske tro er svinekød forbudt, men hvorfor er det så tilladt i kristendommen? Det spørgsmål måtte de arabiske kristne så finde et svar på, og et svar blev, at Gud havde indført et stop for at spise svin, efter at israelitterne i Egypten havde spist alt for meget af det. Men det var ikke et evigt forbud fra Gud, kun et midlertidigt,” siger Søren Sindberg Jensen, der understreger, hvordan historiske spændinger altid er underlagt sociale, økonomiske og kulturelle betingelser og eksisterer inden for en kulturel kontekst, som man skal have med i sin forståelse af fortiden.