Under bispevalget i København i 2009 indløb der dårligt nyt til daværende generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann, der var kandidat til bispeembedet. Det forlød, at Kaj Bollmann var imod kvindelige præster – et rygte, der muligvis var blevet spredt efter, at de missionske kredse offentliggjorde deres støtte til ham.
”Barrieren for at rejse fordomme og sprede løse rygter var ikke høj ved det valg. Min oplevelse var, at det var hos støttegrupperne, kuglerne blev støbt. For dem handlede det om at se, hvad man kunne udsætte andre kandidater for af beskyldninger, og hvis man som kandidat ikke ville lege med, så blev man trængt op i et hjørne. Det styrkede ikke ligefrem tilliden til, at man ved valget gik efter den sagligt set bedste biskop,” siger sognepræst i Jyllinge Kaj Bollmann.
Han understreger, at en anderledes stemning dengang næppe havde ændret bispevalgets resultat. Men oplevelsen er værd at nævne, hvis man skal forstå, hvad betingelserne er for de teologer, der kandiderer til det øverste embede i folkekirken, som det ses lige nu i bispevalgkampen i Lolland-Falsters Stift. Han har selv stillet op to gange, og mens han husker stemningen i København som bitter, beskidt og politiserende, så var valgkampen i Haderslev i 2013 sober og fredelig.
Den kamp fremhævede til gengæld andre ting, der er vigtige for at blive valgt: Man skal tidligt begynde at samle opbakning og stå for en linje, som går lige ind hos de fleste.
”Min opfattelse er, at vi ved de mange seneste bispevalg typisk er endt med midtsøgende og ikke særligt profilerede biskopper. Der er ikke fokus på teologisk skarphed og stærke holdninger, men på gode håndværkere. Man skal være blød, varm og god mod dyr for at vinde. Det er gode værdier, men jeg savner også de teologiske fyrtårne, der kan slå igennem i den bredere offentlighed i en tid, hvor folkekirkens budskab bliver fladet ud,” siger han.
Det sidste er sognepræst i Hillested, Skørringe, Tirsted og Vejleby på Lolland Jesper Bacher enig i. Han stillede op i Haderslev i 2013 og mener, at han primært tabte på grund af sin teologi.
”Men jeg stillede også op for at være en anderledes røst og havkatten i hyttefadet. Bispekandidater og biskopper ligner efterhånden hinanden meget, når de udtaler sig teologisk og socialetisk. Folkekirkens mangfoldighed afspejles kun dårligt på bispeniveau. Der er for eksempel ikke valgt nogen biskopper, som har været imod vielse af homoseksuelle, siden Steen Skovsgaard, som blev valgt i 2005. Hvis man spiller på den berømte grundtvigske midtbane, så er sandsynligheden for at blive biskop større – men der scores til gengæld ikke mange mål på midtbanen,” siger sognepræsten.
Der er også visse emner, man ikke bør tale for højt om som bispekandidat, siger præst i Herfølge Sogn Helge Baden Nielsen, der stillede op ved valget i Lolland-Falsters Stift i 2005.
”Stiftet har mange små sogne og mange kirker til få mennesker, hvilket økonomisk kan være en udfordring. Ved valget var mange menighedsråd og præster optagede af, om de kunne regne med, at biskoppen ville støtte sognenes selvstændighed. Hvis man ville være biskop, var det taktisk klogt ikke at tale for højt om sognesammenlægninger, samarbejde og fornyelse, men sige, at alt bliver, som det altid har været. Men når valget er slut, og det bliver hverdag, og der ikke er penge i kassen, så må man som biskop alligevel tale om fornyelse. Det har Steen Skovsgaard jo også gjort.”
Det er ikke altid, man selv kan vælge, hvad der kommer til debat under et bispevalg, siger provst i Frederiksberg Provsti Kirsten Jørgensen. Da hun stillede op i Fyens Stift i 2012, fyldte en aktuel betænkning om provstiernes rolle i fremtiden eksempelvis meget, og hun husker, at gudsbegrebet kom i fokus under bispevalget i Ribe i 2014 på grund af efterordet til en bønnebog, som hun havde skrevet sammen med Ribe-kandidaten Elof Westergaard.
”Det er ikke uvæsentlige emner, men der var andre temaer, man kunne ønske også blev debatteret grundigt. En valgproces er en god mulighed for stiftet til at reflektere over sine udfordringer og muligheder, men den debat går man glip af, fordi nogle har held til at bringe emner op, som dominerer valgkampen, og gør det vanskeligt at få andet på dagsordenen. Jeg kunne godt tænke mig, at man ændrer processen, så stiftets menighedråd i fællesskab op til et valg skal overveje, hvad de er for et stift, hvilke udfordringer de har, og hvad der derfor kan forventes af en kommende biskop,” siger hun.
Teolog og forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus Jens Maibom Pedersen var kandidat ved det senest afholdte bispevalg i Aarhus Stift i 2015. Han fandt det spændende at være med og at opleve folks tillid. Men som kandidat skal man være klar over, at der altid vil være folk, som leder efter ens bløde punkter og fejl.
”Der er ikke grænser for, hvordan man kan hænge andre ud, og det skal man kunne håndtere. Min vigtigste erfaring fra valget er nok, at præster og teologer har en tendens til at være meget hårde i deres retorik. Det generede ikke mig, men betød, at nogle præster og menighedsrådsmedlemmer ikke turde blande sig i debatten, og at fokus blev flyttet væk fra det, det hele handlede om. Jeg synes, man som kandidat skal få debatten til at handle om vores fælles kirke. Men jeg ved ikke, hvad man vinder flest stemmer på,” siger han og tilføjer, at det først er nu, han for alvor vil begynde at blande sig i den brede debat om folkekirken igen.