Prøv avisen

Tidligere generalsekretær: Jeg plejede at kalde Aalholm Kirke en slags frilandsmuseum

”Dengang jeg var generalsekretær i Kirkefondet plejede jeg at kalde Aalholm Kirke en slags frilandsmuseum for, hvordan de københavnske kirker var indrettet i gamle dage," siger Kaj Bollmann Foto: Leif Tuxen

Bag den verserende strid om arbejdsmiljøet i Aalholm Kirke i København, som lige nu er lukket for gudstjenester, ligger en velkendt og særligt københavnsk debat om, hvordan folkekirken bør organiseres, siger eksperter

Et menighedsrådsmedlem, som forstyrrer konfirmandundervisningen ved at møde uanmeldt op og nægte at forlade lokalet. En mailkorrespondance om en kontrovers mellem præster og menighedsrådsmedlemmer, som optrykkes i kirkebladet. Gentagne opfordringer til biskoppen om at fyre en bestemt præst.

Sådan lyder en række af de eksempler på ”chikanøs adfærd” fra menighedsrådet mod præsterne i Aalholm Kirke i Valby, som Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, kalder det. Han har efterfølgende truffet den sjældne beslutning at lukke kirken for gudstjenester og andre kirkelige handlinger i den kommende tid.

Den skriftlige dokumentation i sagen – biskoppens brev og mailudvekslingen mellem præsterne og menighedsrådet i kirkebladet – peger på, at menighedsrådet især er utilfredse med, at kirkens præster ikke understøtter og engagerer sig nok i det frivillige arbejde ved kirken på samme måde som den tidligere præst, der for nylig er gået på pension.

For eksempel skriver biskoppen i sit brev, at en person fra menighedsrådet har henvendt sig til ham og beklaget sig over, at en af præsterne ”kun har foragt til overs for frivilligt arbejde i kirken, og at hun derfor ikke har krav på at blive respekteret”.

Og i mailvekslingen fra kirkebladet opfordrer medlemmer af menighedsrådet direkte præsterne til at del-tage i arbejdet i det såkaldte menighedssamfund, en privat forening af frivillige ved kirken, der blandt andet varetager diakonale opgaver. Til det svarer præsterne, at de hverken har ”overskud eller lyst til forenings- og bestyrelsesarbejde i en privat forenings regi”.

Uenigheden om frivillighed skal ses i lyset af Aalholm Kirkes og en række andre københavnske sognekirkers historie. Det fortæller Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus. For omkring 100 år siden var der mangel på kirker i København, forklarer han, og den private forening Københavns Kirkefond samlede derfor penge ind til at bygge flere. Aalholm Kirke, som blev bygget i 1930’erne, var en af dem. I forbindelse med de nye kirker etablerede man også de såkaldte menighedssamfund, foreninger af frivillige, som skulle beskæftige sig med diakonalt og missionerende arbejde i tæt tilknytning til kirken.

”Ud over selve bygningerne ville man sikre stærke, missionerende fællesskaber. Præsterne var ikke forpligtede på at støtte op om eller deltage i menighedssamfundenes arbejde, men i mange kirker har man følt det helt naturligt, ligesom der har været en mere eller mindre skjult forventning om det. Og det er sandsynligvis det, der stadig er i Aalholm Kirke,” forklarer Kurt E. Larsen og tilføjer, at det hører med til historien om menighedssamfundene, at de gennem tiden har været noget omdiskuterede og kontroversielle.

”Typisk har aktivistiske og missionske præster været glade for dem, mens for eksempel de tidehvervske har været imod, fordi de ikke mener, at en gruppe ’selvbestaltede og særligt fromme lægfolk’ skal have mere magt i kirken end alle andre,” siger Kurt E. Larsen.

På den måde er der meget, som taler for at forstå den verserende sag i Aalholm Kirke som udtryk for en klassisk debat, som helt grundlæggende handler om, hvordan kirken bør organiseres, siger han.

”Man har én gruppe, som lægger vægt på det folkelige og frivillige engagement, og en anden, som mener, at magten skal ligge hos det demokratisk valgte menighedsråd og hos præsten,” siger Kurt E. Larsen.

De fleste menighedssamfund blev nedlagt i 1970’erne, og i dag er der ikke mange københavnske kirkefondskirker, som er organiseret på den oprindelige måde. Det fortæller Kaj Bollmann, der er sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet, en moderne udløber af det, der engang hed Københavns Kirkefond. Et par steder har man stadig ordninger, der minder om de gamle menighedssamfund, men de fleste steder er der tale om ”afblegede” versioner, fortæller Kaj Bollmann. Lige bortset fra i Aalholm Kirke.

”Dengang jeg var generalsekretær i Kirkefondet plejede jeg at kalde Aalholm Kirke en slags frilandsmuseum for, hvordan de københavnske kirker var indrettet i gamle dage,” siger Kaj Bollmann, og tilføjer, at det var ”helt naturligt” for den tidligere præst ved Aalholm Kirke at være i tæt kontakt med menighedssamfundet.

Derfor bunder den verserende strid sandsynligvis også i generationsskiftet blandt præsterne.

”Generelt tror jeg, at den gamle konstruktion vil virke unaturlig for de præster, som bliver uddannet i dag, og mange af dem vil nok vælge at bruge deres tid og kræfter på andre ting. Og det kan jo være svært at forstå for folk, som har brugt et helt liv på at være aktive i menighedssamfundet,” siger Kaj Bollmann.

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra hverken Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen eller menighedsrådsformanden ved Aalholm Kirke.