I 1981 kom Ole Vadum Dahl hjem til sine forældre og meddelte, at de ikke længere skulle kalde ham Ole. Fra nu af hed han Sundram.
Navnet, som på indisk betyder ”fuld af skønhed”, havde han fået på en rejse til guruen Bhagwan Shree Raj- neeshs opholdssted i Indien. Guruen havde tryllebundet den 24-årige midtjyde, som vendte hjem i orange klædedragt og med et billede af sin nye læremester i en kæde om halsen. Han var forvandlet.
”Jeg har aldrig mødt et menneske, hvis udstråling og tilstedeværelse har bare tilnærmelsesvis den påvirkning på folk, som Bhagwans havde,” siger i dag 62-årige Ole Vadum Dahl.
I dag kalder han sig atter Ole. Tiden som gurutilhænger er forbi, hvilket er tilfældet for mange af dem, der i 1970’erne og 1980’erne blev grebet af budskaberne fra Bhagwan Shree Rajneesh, senere kendt som Osho. I medier blev den karismatiske læremester især kendt som sexguruen med de dyre biler og glimtende ure og som manden bag et samfund i USA, der blev beskyldt for forgiftning og mordforsøg.
Det var de sager, der fik Ole Vadum Dahl til at forlade bevægelsen i 1987, fortæller han, da han byder indenfor i den store ejendom uden for Ringsted, som både er hans hjem og bruges til den undervisning i psykoterapi og coaching, hans virksomhed ID Academy tilbyder. Inden han forlod bevægelsen, nåede han dog at arbejde som underviser og være med til at etablere det danske hovedcenter Osho Risk i Østjylland.
For at forstå Ole Vadum Dahls engagement i bevægelsen skal man tilbage til en nøglebegivenhed i hans liv. Da han var 16-17 år, mistede han det meste af synet og kom til at lide af angst. Han opdagede, at det var muligt at reducere angsten med meditation og tog i begyndelsen af 1980’erne til et kursus i Bhagwan Shree Rajneeshs dynamiske HU-meditation.
”Min første tanke var, at jeg var havnet i en underlig spirituel version af ungdoms-oprøret. Det store flip. For alle smed tøjet og mediterede uden noget på. Vi skulle hyperventilere i 10 minutter og så råbe, skrige og afreagere. Det var surrealistisk og meget grænseoverskridende for mig, men samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme af med mine frustrationer, min angst og min dårlige selvfølelse,” siger han.
De dynamiske meditationer var netop det, der skabte interesse for Bhagwan Shree Rajneeshs bevægelse, som blev etableret i 1969. Modsat andre guruer talte han for en kropslig og seksuel frigørelse. På få år nåede guru-bevægelsen op på mange tusinde tilhængere, og heraf blev flere ”sannyasins” – disciple, der gik i orange tøj og mediterede dagligt.
Ole Vadum Dahl begyndte at komme i miljøer med de orangeklædte tilhængere og fandt deres liv fascinerende.
”Det var en ny verden, der åbnede sig med mystik, røgelse og plingeling-musik. Jeg elskede at lytte til Bhagwans undervisning, for den var fyldt med visdom om kærlighed, meditation og livets mening. Han var også utroligt underholdende og meget ikke-dogmatisk, nærmest anarkistisk og provokerende.”
I 1981 tog Ole Vadum Dahl til Indien for at besøge guruens ashram – et klosterlignende opholdssted i Pune.
”Hele stemningen omkring den ashram fik mig til at slappe af, uden at jeg behøvede at meditere. Der var en hjertevarme og en festligholdelse af livet, og de mennesker, jeg mødte, hvilede i sig selv og lod til at se et lys i mig, som jeg knap selv havde fået øje på,” siger Ole Vadum Dahl, som under opholdet selv valgte at blive sannyasin.
Garderoben blev udskiftet med orange-rødligt tøj, og perlekæden med billedet af Baghwan kom kun af, når han var i bad. Han blev uddannet meditationslærer og fungerede i en periode som omrejsende gruppeleder, terapeut og instruktør for bevægelsens organisation i det meste af Europa.
Efterhånden begyndte Ole Vadum Dahl dog at synes, at noget var galt i bevægelsens organisation. At lederne manipulerede med folk og forsøgte at vride penge ud af de frivillige og få dem til at arbejde hårdere. Mens han i 1985 boede i et spirituelt bo- og arbejdsfællesskab i tyske Hamborg, kom der for eksempel besøg fra nogle højere oppe i bevægelsen, hvor Ole Vadum Dahl overhørte en sige, at folk tog lidt lange pauser på stedet, hvilket ”ikke var i mesterens ånd”.
Få dage senere forlod Ole Vadum Dahl arbejdet i organisationen og rejste tilbage til Danmark for at komme tilbage til den oprindelige idé med bevægelsen. Her købte han en ejendom uden for den østjyske by Brædstrup, som skulle være et sted for Osho-følgere. Få år senere boede der cirka 50 mennesker i og omkring kollektivet Osho Risk, og flere hundrede dukkede op til deres kurser.
Samtidig begyndte sagerne om Bhagwan Shree Rajneesh at vokse. Efter at have oplevet attentatforsøg i Pune var guruen rejst med en stor flok tilhængere til Oregon i USA, hvor de havde købt en ranch og bygget deres egen by, Rajneeshpuram. Bevægelsen havde mødt modstand fra de lokale, og i medierne dukkede der historier op om guruens 93 Rolls-Royce-biler og bevæbnede vagter samt anklager om forgiftning af områdets drikkevand og et mordforsøg på en advokat. Bhagwan Shree Rajneesh beskyldte sin sekretær, Ma Anand Sheela, for det hele, men blev i 1985 udvist af USA.
For Ole Vadum Dahl virkede det hele absurd.
”Vi talte om det i kollektivet, og jeg tror, den generelle holdning var, at Bhagwan var ’lidt crazy’ og utilregnelig, og at det var en del af charmen ved ham. Hvis nogen sagde, det ikke var spirituelt at køre i en Rolls-Royce, så gjorde han det som provokation. Nogle i Osho Risk delte min bekymring, mens andre så det som en test af vores ego og vilje til at overgive os til noget større end os selv.”
For at blive mere afklaret i sit syn på bevægelsen, rejste Ole Vadum Dahl til Bombay i Indien, hvor Bhagwan Shree Rajneesh nu boede. Under opholdet blev han for første gang inviteret til et personligt møde med sin guru.
”Efter alt, hvad der var sket, gjorde han stadig et voldsomt indtryk på mig med sin intense tilstedeværelse. Men jeg oplevede også, hvordan han svingede mellem at være en enormt kærlig og åben person til at jamre over, hvor dårligt man havde behandlet ham i USA. Jeg undrede mig over hans ansvarsforflygtigelse. Bhagwan var intellektuelt begavet, og jeg tror, hans intentioner var gode nok. Men hans modenhed og etik var efter min bedste overbevisning ikke tilstrækkeligt udviklet, hvilket er farligt, når man tiltrækker mange mennesker,” siger han.
Ole Vadum Dahl forlod Indien med en følelse af, at den spirituelle græsrodsbevægelse, han meldte sig ind i, var blevet til en ”småfascistisk, stærkt dysfunktionel bevægelse”. Et par måneder senere brød han med det hele.
I dag tager han stadig afstand fra skandalesagerne i bevægelsen, men han har måttet indrømme over for sig selv, at tiden som tilhænger også har haft en positiv betydning for hans liv.
”Trods sine psykologiske ubalancer fik Bhagwan noget til at vågne i hundredtusindvis af mennesker. Noget kærligt, menneskeligt og kreativt – og det er jeg ham stadig taknemmelig for. Det hører også med til historien.”
På verdensplan led Bhagwan-bevægelsen også et knæk efter alle skandalesagerne, men der er fortsat mange følgere. I Danmark tilbydes der cirka 20 kurser årligt i meditation og selvudvikling på Osho Risk, som på grund af blandede erfaringer med medier ikke vil stille personer til rådighed for interview. De oplyser, at der i dag er 15 fastboende på Osho Risk, hvoraf nogle er i pensionsalderen, mens andre stadig arbejder inden for forskellige erhverv. I alt er fællesskabet på cirka 60 personer, mens der dukker 10-30 deltagere op til hvert kursus.
Ifølge tilhængerne kom den vold, paranoia og kriminalitet, der fandt sted i Rajneeshpuram i 1980’erne, fra gruppen omkring den personlige sekretær Sheela.