Prøv avisen

46-årige Ruth er tidligere indsat: ”Kirken hjalp mig videre”

Ruth Devent, der tidligere har siddet i fængsel, arbejder nu for en kristen organisation. – Foto: Bent Dahl Jensen

Hvilken rolle kan sognekirker spille for folk, som er på vej tilbage til samfundet efter afsoning? Det spørgsmål blev mandag drøftet på et seminar i Apostelkirken i København

For omkring fem år siden kom Ruth Devent i fængsel for femte gang. De første fire domme havde været for ”små, dumme ting” – seks uger her og der, som hun siger. Men denne gang var der tale om partnervold, og det betød fire år bag tremmer.

Den første aften i fængslet kom en præst forbi og tilbød at bede for hende.

”Hvorfor vil du bede for mig?”, havde Ruth Devent spurgt.

”Jeg er i fængsel. Jeg er et dårligt menneske.”

”Sådan fungerer det ikke for Gud,” svarede præsten, som derefter bad for hende og tilbød hende en bibel.

”Sikke en sær snegl,” tænkte Ruth Devent.

Den sidste sætning i Ruth Devents fortælling får de omkring 40 fremmødte i Apostelkirkens menighedslokale i København til at grine. De er samlet denne mandag eftermiddag til et seminar om, hvilken rolle kirken kan spille for folk, der skal tilbage til samfundet efter at have afsonet en dom. Seminaret er et led i pilotprojektet ”Fra fangenskab til fællesskab”, som med udgangspunkt i tre provstier på Sjælland undersøger, hvordan landets sognekirker bedst kan hjælpe tidligere indsatte.

Denne mandag er målet at give de fremmødte fængselspræster og frivillige i projektet et indspark fra England, hvor man er længere fremme med arbejdet. Det var blandt andet det, der kom Ruth Devent fra Manchester til gode, da hun endte i fængsel for femte gang. Med sin bordeaux striktrøje, sine lyse jeans og det mørke krusede hår sat op i en knold ligner hun ikke en, som har befundet sig i et dårligt miljø. Men hendes liv var meget anderledes, før hun den aften for fem år siden tog imod en bibel fra fængselspræsten. Da hun om natten læste i Det Nye Testamente, blev hun først vred på Gud for ikke at have været der for hende. Derefter angrede hun, og næste dag mærkede hun en ny følelse af ro. Hun fortsatte derefter med at læse i Bibelen og deltage i bibelstudier i fængslet.

”Det var, som om hele mit livssyn ændrede sig. Min attitude ændrede sig, og der åbnede sig nye døre for mig,” siger den i dag 46-årige englænder, som på grund af bedre adfærd kom i et åbent fængsel og fik lov til at komme ud i dagtimerne, hvor hun arbejdede for en kristen organisation.

Vejen videre derfra var dog ikke nem. Da dommen var afsonet, begyndte hun at komme i en kirke, hvis menighed vendte ryggen til hende, så snart de fandt ud af, at hun havde en voldsdom.

”Og jeg tænkte, at hvis disse folk er kristne, så er kirken ikke noget for mig. Jeg kæmpede med det og var vred, for ja, jeg har været i fængsel – og hvad så? Jeg er stadig et menneske, jeg har stadig kærlighed i mit hjerte, jeg har stadig mine børn,” siger Ruth Devent.

I en tid opgav hun det kristne miljø, men hun kunne mærke, at hun havde brug for kirken til at komme videre. Hun fandt derfor en anden kirke, som hjalp hende til at give slip på dårlige bekendtskaber og genopbygge forholdet til sin familie. I dag arbejder hun stadig for den kristne organisation, hun blev knyttet til under afsoningen.

”Arbejdet har givet mig et formål og en følelse af stolthed og værdi – alt det, der tages fra en, når man kommer i fængsel,” siger hun.

Ruth Devents historie er meget sigende for, hvilken rolle kirker og trossamfund på godt og ondt kan spille for indsatte. Det siger seminarets anden engelske oplægsholder, Ruth Armstrong, som forsker i kriminologi ved University of Cambridge. Hun har blandt andet undersøgt troens rolle for tidligere indsatte og er administrator for det engelske re- socialiseringsprojekt The Welcome Directory (velkomstguiden), som det danske pilotprojekt er inspireret af. Ifølge hende viser meget forskning, at tro kan have positiv betydning for, hvordan tidligere indsatte klarer sig. Men effekten kan også være negativ, hvis kirken ikke hjælper rigtigt, siger hun og henviser til et amerikansk studie fra 2010, der fulgte folk, efter de var blevet løsladt.

”Studiet viste, at de, der blev del af et trossamfund, klarede sig bedre og eksempelvis sjældnere havde et stofmisbrug og havde mindre risiko for at komme tilbage i fængsel. Men det viste også, at de, der først blev del af et trossamfund og derefter forlod det igen, fik det værre end dem, der slet ikke kom ind i et trossamfund. Det betyder, at måden, vi gør arbejdet på, har betydning. Og det er ikke o.k. at være en del af problemet, bare fordi man tror, man er en del af løsningen,” siger hun.

Ifølge Ruth Armstrong er et vigtigt råd, at kirken skal give folk en følelse af at høre til i kirken og arbejde ”med” og ikke ”for” de tidligere indsatte. Noget af det samme bliver drøftet, da hun under oplægget beder de frivillige og fængselspræsterne om i grupper at drøfte styrker og udfordringer ved deres arbejde. I en af grupperne sidder præst i Apostelkirken Niels Nymann Eriksen, som finder det vigtigt at undgå at tale om ”dem” og et ”os”.

”De tidligere indsatte skal føle sig som en del af kirken på lige vilkår,” siger han.

Flere er dog enige om, at det er svært at hjælpe dem, som ikke allerede har en relation til kirken. Ruth Devent, der også sidder med i gruppen, påpeger, at det er vigtigt at skabe forbindelsen tidligst muligt, for ellers får man den aldrig.

Under opsamlingen drøftes det blandt andet, om forholdene i Danmark og England overhovedet kan sammenlignes. Informationsmedarbejder i Café Exit Hans Andersen, der netop har besøgt England, fortæller, at fængslernes ressourcer til resocialisering derovre er mindre, hvilket gør, at religiøse samfund er mere velkomne. Han tilføjer, at det kunne være interessant at høre mere om arbejdet i England, når det danske projekt slutter.

”Jeg synes, det vi har gang i nu, er helt fantastisk. Der er noget utrolig godt i at skabe en forbindelse mellem det enkelte menneske og menigheden, byen eller sognet, han skal løslades til. Hvis vi kan det, er vi kommet ekstremt langt,” siger Hans Andersen.