Mikael Abildtrup Olesen var i mange år dybt engageret i en pinsemenighed i Aarhus. Han var lovsangsleder og medlem af ledelsen. Ved siden af passede han et fuldtidsjob som it-udvikler.
”Jeg sled for at være en god kristen. Jeg var som farisæeren i søndagens tekst, der stod oppe foran og bekræftede mig selv i, at jeg var på rette vej, mens andre var på afveje,” siger han.
I søndagens tekst fortæller Jesus en lignelse om en farisæer og en tolder, der kommer til templet for at bede. Farisæeren takker Gud, fordi han ikke er som tolderen. Tolderen derimod erkender sin syndighed og beder Gud være ham nådig.
”Når jeg kigger tilbage, ser jeg mig selv som farisæeren, der føler mig bedre end andre, fordi jeg havde forstået evangeliet og mente, at jeg levede efter det. I virkeligheden var der en god portion hykleri i det, og værst af alt, så havde jeg glemt, at vi får nåden ufortjent og ikke skal præstere for at leve op til den,” siger han.
Mikael Abildtrup Olesen voksede op i en familie, hvor kristendom fyldte meget lidt. Men en dag besluttede Mikael Abildtrup Olesen at prøve at læse i Bibelen.
”Jeg begyndte med Det Gamle Testamente og faldt i søvn undervejs. Så begyndte jeg på Det Nye Testamente, og da jeg kom til det sted i Bjergprædikenen, hvor der står ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”, ramte det noget i mig. Jeg lå i min seng og bankede ud i luften og tænkte, ’nu har jeg gjort mit, så må Gud gøre sit, hvis han eksisterer’. Samme nat havde jeg en drøm, hvor det stod fuldstændig klart, at det er af nåde, vi bliver frelst.”
Mikael Abildtrup Olesen blev så begejstret for sin nye erkendelse, at han begyndte at læse intensivt i Bibelen og blev en ivrig missionær.
”Jeg prædikede for alt, hvad der bevægede sig, og min familie blev temmelig træt af det. Men jeg syntes, at kristendommen var så fantastisk, at jeg bare blev ved,” siger han.
En mand, der havde hørt om hans omvendelse, inviterede ham med i en frikirke, og det blev begyndelsen på Mikael Abildtrup Olesens næsten 20 år lange engagement i pinsekirken.
Men omkring år 2000 sagde Mikael Abildtrup Olesens krop og psyke fra. Han brændte ud og måtte tage orlov fra arbejdet. Han og hans kone besluttede at tage et ophold på en kristen højskole i Skotland. Her mødte de en terapeut, der satte fingeren på de ømme punkter. Snart indså Mikael Abildtrup Olesen, at han havde fjernet sig fra den erkendelse, han havde fået i sin drøm.
”Selvom det ikke blev sagt direkte, var der et A- og et B-hold i kirken. Der var de åndelige oppe foran og de mere slappe nede bagved. Der var for eksempel en uudtalt holdning om, at folk, der boede sammen uden at være gift eller var alkoholikere, ikke passede ind i billedet af de gode kristne og derfor ikke kunne være med i lovsangsbandet.”
Efter opholdet på højskolen i Skotland besluttede Mikael Abildtrup Olesen og hans kone at stoppe i pinsekirken. De ville imidlertid ikke forlade alting uden varsel, så de brugte et års tid på at overlevere deres opgaver til andre.
De boede i en periode i England og afprøvede forskellige frikirker, men stødte på stort set de samme problemer som i pinsekirken.
”I stedet fandt vi en gruppe af kirkeløse kristne, hvor der var mange med omtrent samme historie som os. Vi var tolderne, som var stødt imod muren i frikirkerne, fordi vi i sidste ende ikke kunne leve op til farisæernes regler og normer,” siger han.
Efter hjemkomsten til Danmark begyndte han at læse teologi på universitetet og fandt tilbage til den erkendelse, han havde fået via sin drøm over 20 år tidligere.
”Luthers tanke er, at vi er frelst af nåde, ikke af gode gerninger. Ud af troen kan der så vokse gode gerninger, men så er det Gud, der handler i os. Det er ikke noget, vi gør ved egen kraft.”
Af og til savner han lovsangen, men pinsekirken savner han ikke. I januar skiftede han jobbet som it-systemudvikler ud med et arbejde som kirketjener i Sct. Clemens Kirke i Randers, og her føler han sig hjemme teologisk.
”En dag under nadveren, hvor jeg som kirketjener gik sidst op, stod det fuldstændig klart for mig, at vi som kristne er fri fra loven. Der er ingen krav, kun nåde. Og jeg har virkelig indset, at jeg har brug for nåden. Jeg har bevæget mig fra farisæerens til tolderens plads.”