Tidligere præst erkender flere overgreb på børn og unge

Den tidligere folkekirkepræst i Tømmerup ved Kalundborg erkendte og beklagede seksuelle krænkelser og overgreb på børn og unge ved første retsmøde. Men han afviser at have misbrugt præstegerningen

Anklagen for misbruget af præstestillingen ønskes fjernes, ligesom tiltalte ikke vil frakendes retten til at virke som præst, lyder det fra den tiltaltes advokat, Ulrik Sjølin Pedersen.
Anklagen for misbruget af præstestillingen ønskes fjernes, ligesom tiltalte ikke vil frakendes retten til at virke som præst, lyder det fra den tiltaltes advokat, Ulrik Sjølin Pedersen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen, Polfoto/ritzau.

Det tager omkring 20 minutter for specialanklager Anja Lund Liin at læse hele anklageskriftet højt for de fremmødte i Retten i Holbæk. Det indeholder anklager mod en nu tidligere folkekirkepræst i Tømmerup ved Kalundborg om blufærdighedskrænkelser af børn, orale og anale seksuelle krænkelser, samleje og mange børnepornografiske billeder.

Anja Lund Liin gennemgår slavisk skriftet fra forhold 1 til 30 og nævner undervejs navnene på flere drenge og piger, som var børn eller teenagere, da de beskrevne krænkelser og overgreb angiveligt fandt sted.

Undervejs kan der høres tunge åndedrag fra flere af denne mandags knap 40 fremmødte, og mange sidder uroligt på stolene.

Den 47-årige anklagede selv sidder længere fremme i salen og kigger ned mod sine hænder. Han er tiltalt for overgreb og blufærdighedskrænkelser mod i alt 12 børn og unge og har siddet varetægtsfængslet siden juni sidste år.

Anja Lund Liin indleder med at gøre klart, at tiltalte var en velanset præst, som var kendt for sit arbejde med unge mennesker. Derfor vakte det også undren, da en dreng i juni 2016 meldte ham til politiet for seksuelle krænkelser og overgreb.

”Politiet blev efterfølgende bestormet med henvendelser fra lokalområdet. Folk kontaktede dem for at sige, at det her kunne deres præst aldrig finde på. Han havde under ingen omstændigheder begået overgreb på børn,” siger anklageren og tilføjer, at der dog siden er dukket stærke beviser op.

Ud over vidneudsagn bygger retssagen på en stor bunke billedmateriale fra den tidligere præsts computer, kamera, eksterne harddisk og usb-stik, som indikerer seksuelle handlinger med flere børn og unge over en tiårig periode.

Den tidligere præst erkender at være i besiddelse af billederne og have taget flere af dem selv. Men han har ikke brugt dem, siger han.

”Jeg bryder mig ikke om at se dem. Jeg får det fysisk dårligt. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg har gemt de billeder. Jeg synes selv, jeg er et reflekteret menneske, så jeg kan ikke give en forklaring på, hvorfor jeg har gemt og taget de billeder,” siger han.

Samme svar får anklageren løbende, mens hun viser billeder af seksuelle krænkelser og overgreb på tre forskellige drenge samt den pige, som den tiltalte allerede har tilstået samleje med.

Flere forhold står den tiltalte dog fortsat ikke ved. Ligeledes ønsker han at få fjernet den anklage, der fremgår flere steder i anklageskriftet om at han – ud over at have udnyttet sin psykiske overlegenhed – har misbrugt sin præstegerning. Anklagen for misbruget af præstestillingen ønskes fjernes, ligesom tiltalte ikke vil frakendes retten til at virke som præst, lyder det fra den tiltaltes advokat, Ulrik Sjølin Pedersen.

Som præst gjorde den tiltalte meget ud af at fastholde de unges engagement i kirken, og han havde ofte besøg på præstegården, hvor der blev set fodbold, spillet spil og snakket. Han vurderer selv, at 50-60 unge har været alene hos ham i præstegården.

”Jeg har altid været glad for at arbejde som præst og for alle de mennesker, jeg har mødt. Det er et stort privilegium at få lov til at arbejde med mennesker, både når de er glade og ulykkelige. Det har været godt at mærke, at jeg kunne gøre en forskel i mit arbejde,” siger den tiltalte selv og forklarer, at han fortryder, hvad han har gjort og håber at kunne finde en forklaring på hvorfor.

Afhøringen fortsætter i dag, og i næste uge vil der være vidneforklaringer.