Hvad er det bedste ved kristendommen?
Det er alt for svært at svare på, men det er vel den grundlæggende respekt over for dem, som er anderledes end en selv. Det karakteriserer måske ikke lige dig og mig, men netop vores samfund, der er gennemgribende formet af kristne værdier. En respekt, der kendetegner og bærer de kristne, kulturelle fællesskaber, som vores samfund og demokrati er bygget op af - og på. Noget, som man vel især i dag ser folde sig ud i de små lokalsamfund, i sognene, hvor mennesker til alle tider har fået og stadig får ting til at ske. Hvor man er aktive og skaber de forunderligste ting, også selvom mennesker herude indbyrdes er meget forskellige. Men den forståelse for andre og for fællesskabet bliver mere og mere fraværende i dag, ikke mindst markant hos især unge, og vel desværre allermest blandt unge muslimske mænd, der har svært ved at respektere danske sæder og skikke som for eksempel kvinders ligeværd. Og desværre bliver denne disrespekt dermed præget ind i den danske kultur, hvor den står i direkte modstrid til netop barmhjertigheden og den mellemmenneskelige forståelse. Men den manglende respekt for det anderledes præger generelt Danmark i dag. Måske hænger det sammen med, at kristne værdier mange steder afløses af en materialisme og forbrugerkultur eller af en intolerant humanisme. Derfor løbes der også storm mod den antimilitarisme, der har præget os, og som indtil systemskiftet i 2001 sådan set var et vandmærke på dansk kultur. Men sådan har det ikke været, siden Fogh-regeringen fik Danmark med i krig i Irak og Afghanistan uden i øvrigt at ville tage noget ansvar på sig. Jeg mener, at et sådant skred hænger sammen med den omsiggribende sekularisme og nihilisme, der er i færd med at fortrænge kristendommen og dermed overlade den enkelte med en pletfri samvittighed og uden ansvar for det, der sker. Det eneste ansvar bliver så den enkeltes ansvar for sig selv, for jeg, mig og mit.
Hvad er det værste ved kristendommen?
Ja, man kan jo trække korstogene, inkvisitionen, heksebrændinger og alt muligt andet historisk arvegods frem. Men op gennem århundrederne har alle religioner og alle regimer foretaget sig grusomme handlinger, så det siger ikke noget specifikt om kristendommen. Men det værste er nu nok alligevel, at kristendommen bidrog til kolonialismen og imperialismen. Det har eftertiden haft enormt vanskeligt ved at komme overens med.
Hvad er det bedste ved folkekirken?
Det er - igen - ubetinget de fællesskaber, som folkekirken tilbyder, ud over at der bliver holdt kirke hver søndag samt alle mulige andre arrangementer i de små, lokale fællesskaber. Mange tænker ikke over, at det danske samfunds fællesskaber bunder i de kristne værdier og fællesskaber. Tværtimod føres der jo en aktiv kulturkamp mod kristendommen fra ateister, humanister, muslimer og så videre. Menighedsrådene har jeg egentlig ikke noget videre forhold til. Men hvor ellers i samfundet, der bliver mere og mere styret, og dét i en grad, så det nærmer sig en moderne form for fascisme, finder man en styreform - en ægte demokratisk styreform - der har afgørende indflydelse på kirkens anliggender, med så stor bestemmelse og med så mange penge til rådighed? Samtidig med at medlemmerne af menighedsrådene ikke er eksperter, men at det hele i stedet er hjemmegjort. Det er der en stor frihed i, og den er der brug for. For de kirkelige og de kristne fællesskaber er nogle af de sidste værn mod totalitarismen, mod den urbane fascisme, der sammen med markedet sniger sig ind alle vegne, og som gør, at vi bliver mere og mere styrede, mere og mere manipulerede.
Hvad er det værste ved folkekirken?
Det er, at den ikke er mere klar i mælet over for de sekulære og samfundsnedbrydende kræfter, som styrer samfundet. Kirken er også - ud over at være lidt kedelig og farveløs - konform og en alt for lydig medspiller i den almindelige samfundsudvikling, hvor den oftere træder til og legitimerer udviklingen snarere end at råbe op og forsvare sine værdier. Hvor den løber med tidsånden i stedet for at tale den imod - højt og frimodigt. Man siger jo også, at dét at være protestant er den halve vej til nihilismen. Men tro må der til, også selvom det er på reinkarnation. Det er derfor også helt skørt at suspendere en præst, der flirter med reinkarnation, samtidig med at man følger tidsånden og vier homoseksuelle og lesbiske. For 50-100 år siden havde det været modsat. Jeg nævner det, fordi det alt for vel illustrerer, at kirken ikke magter at stå op imod tidsånden, men i stedet står for en accept af det uacceptable.
Hvad er det bedste ved gudstjenesten?
Det ved jeg ikke rigtig. Nogle gange kan det være prædikanten, andre gange liturgien og salmerne. Men jeg kan lide forskellighederne. Diversiteten fra kirke til kirke og fra gudstjeneste til gudstjeneste gennem kirkeåret er smuk, rummelig og et godt billede af vores kultur i søndagstøjet.
Hvad er det værste ved gudstjenesten?
Jeg er normalt ikke så vild med Amerika, men de amerikanske kirker kan noget med at vække folks ildhu og være aktive og ekspressive. Det savner vi i den danske gudstjeneste, der ligesom folkekirken let bliver konform og kedelig. Mere tungetale, mere symbolsprog og mere romantik, mere spændende musikalsk ledsagelse, tak. Det bliver så hurtigt for pænt og småborgerligt.
Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?
Ja, det kan faktisk være svært at få øje på noget. Men skal noget nævnes, bliver det nok, at det udfordrer os til at lære af det fremmede og til at fastholde, hvem vi i grunden er.
Hvad er det værste ved det multireligiøse eller multietniske samfund?
Man taler så meget om samfundet som en salatskål, hvor vi kan tage, hvad vi kan lide. Men billedet med salatskålen duer ikke, når vi skal vurdere, hvordan et samfund fungerer. Sammenhængskraften er derimod vigtig. Faktum er, at hvis et velfærdssamfund skal fungere, så kræver det i høj grad en homogen befolkning med en høj grad af konsensus og solidaritet om, hvad der er op og ned, ret og pligt. Det rummer også en forståelse for hinanden, som forsvinder i den multikulturelle stat, som netop ikke er et samfund. I stedet falder samfundet fra hinanden nu og bliver til mange små samfund, parallelsamfund, hvor der er dobbeltstandarder og mennesker med mange flere forskellige dagsordner. Og her tænker jeg ikke kun på indvandrere og flygtninge, men også på erhvervslivet og politikerne, som vel ikke længere føler, at de er en forpligtet del af det danske samfund, men primært ønsker billig arbejdskraft. Det er klart, at der i længden ikke er plads til velfærdssamfundet under den globaliserede verdensuorden.