Tidskrav stiller den katolske kirke over for et særligt påske-problem

Corona-kravet om korte gudstjenester udfordrer den katolske påskefejring, hvor messerne gerne tager et par timer. Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, vil undersøge, om gudstjenesterne kan forlænges ved kristendommens vigtigste højtid

Én ting er at skære en gudstjeneste på en time ned til en halv. Noget andet er at få en gudstjeneste, der varer to timer, ned på det samme. (Arkivfoto).
Én ting er at skære en gudstjeneste på en time ned til en halv. Noget andet er at få en gudstjeneste, der varer to timer, ned på det samme. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

En halv time. Så lang tid bør religiøse handlinger hos danske trossamfund højst vare under de nuværende coronarestriktioner. Kravet har til formål at sænke smitterisikoen i trossamfundene, og for kirker har det blandt andet betydet, at der er blevet tænkt kreativt med kortere prædikener, mindre musik og generelt færre elementer under de ugentlige gudstjenester.

Men én ting er at skære en gudstjeneste på en time ned til en halv. Noget andet er at få en gudstjeneste, der varer to timer, ned på det samme. Og den udfordring står blandt andet den katolske kirke i Danmark med op til påske. Her varer gudstjenesterne nemlig ofte halvanden til to timer, og de består af ritualer, der ikke er lette at gøre kortere. Det har fået Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, til nu at stille spørgsmål til kirkeminister Joy Mogensen (S) om, hvorvidt tidsbegrænsningen kan ændres ved kristendommens vigtigste højtid.

”Jeg har hørt, at problematikken drøftes blandt danske katolikker, som har meget, de skal nå under deres messer i påsken. Jeg ved også, at flere frikirker føler sig udfordret af tidsbegrænsningen, så jeg synes, det kunne være fint, hvis man gav kirkerne mulighed for at holde længere gudstjenester i påsken,” siger kirkeordføreren, som også har spurgt ministeren, om hun mener, de nuværende retningslinjer giver tilstrækkelig med mulighed for at fejre påsken i kirkerne.

Ifølge Niels Messerschmidt, der er informationschef i den katolske kirke i Danmark, er det korrekt, at kirken er udfordret, hvad angår påsken.

”Én ting er, at en præst kan skære ned på prædikenens længde, men for os katolikker er hele liturgien omkring de enkelte påskedage så omfattende, at det ikke kan lade sig gøre at klemme det ned til en halv times varighed. Det gælder for eksempel skærtorsdag med fodtvætningsceremonien, langfredagens korshyldning og den storslåede vigiliemesse lørdag nat,” siger han.

Louise Schack Elholm er ikke den eneste politiker, der har spurgt ind til den kirkelige påskefejring, som begynder om en lille måned. I februar stillede Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt spørgsmål til Joy Mogensen (S) for at høre, hvilke forholdsregler hun vil tage for, at påskefejringen kan markeres så tæt på det almindelige som muligt. Sidste år blev der i tiden op til påske lagt op til, at kirkerne kunne fejre højtiden i de ellers lukkede kirker. Men det fik flere utrygge præster til at protestere, hvorefter kirkeministeren trak i land igen.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen inden avisens deadline. Kirkeministeriet har tidligere oplyst, at det indtil nu har lagt sig op af sundhedsmyndighedernes anbefalinger, når der er blevet udstukket restriktioner.