Det skete en oktoberdag i 2005, mens jeg læste på Pontificia Universita S. Tommaso d’Aquino i Rom. Hver morgen tog jeg tidligt afsted fra Det Danske Institut, hvor jeg boede, og rejste tværs gennem byen for at komme hen til mit studium, hvor jeg med ord og papir beskæftigede mig med alle de dejlige ting om barmhjertighed og næstekærlighed, som Jesus har sagt og gjort.
Jeg og mine medstuderende var så langtfra de eneste, der pendlede fra den ene ende af Rom til den anden. Også tiggerne kom ind til byen på faste tidspunkter for at indtage deres faste pladser rundtom på gader og stræder.
Men lige denne morgen sad der en kvinde på vejen fra metroen til universitetet, som jeg ikke havde set før. Hun var gammel, helt klædt i sort og med et stort tørklæde, så hendes ansigt ikke var det første, man så. Hun knælede på jorden, og foran sig havde hun en lille kurv til penge, hvori der også lå et glitrende billede af Jomfru Maria, der holdt Jesusbarnet.
Jeg så hende udmærket, men gik alligevel lige forbi. Jeg havde jo travlt.
Det havde jeg også, da jeg om eftermiddagen kom forbi hende igen, og hun sad på samme måde som om morgenen. Der var også en flok turister, som vadede lige forbi hende – og som jeg blandede mig med, også for at skjule mig lidt. For jeg følte en vis forpligtelse til at hjælpe, men var for optaget af mine egne gøremål til at stoppe op.
Og så glemte jeg hende igen. For jeg skulle købe ind og have venner til middag om aftenen. Så jeg tog flere kilometer væk til torvet Campo di Fiori og forsynede mig. Der gik et par timer, inden jeg stod med to fyldte poser med lækre sager og pludselig bag mig hørte en stemme sige på italiensk: ”Jeg er sulten og har ikke noget at spise.”
Jeg vendte mig om og så, at det var den gamle dame, som stod bagved mig og rakte sin lille kurv frem imod mig.
Det var meget voldsomt, og jeg følte mig i dén grad ramt. Der stod jeg mæt, med masser af mad og masser af penge, og hun havde ingenting. Hurtigt stillede jeg poserne fra mig og fandt min pung frem, hvorpå jeg lagde nogle penge i hendes lille kurv. Hun smilede til mig, vendte sig om og forsvandt i mængden af mennesker.
Næste dag kiggede jeg efter hende på vej til og fra universitetet – og det fortsatte jeg med hele det næste halve år, hvor jeg stadig boede i Rom. Og jeg søger hende stadigvæk, når jeg besøger Den Evige Stad. Men jeg har til dato kun set hende den ene dag og aldrig mere.
Jeg glemmer hende aldrig. Hun var – og er – for mig en stadig påmindelse om, at Gud altid taler til os, når vi føler os mest sikre, at Guds stemme altid kommer bagfra, og at vi således kaldes ud af vores vante virkelighed og ind i en større virkelighed.
For der gik jeg i min egen selvtilstrækkelighed og følte mig god. Men så kom Gud i form af en sulten, gammel kvinde og rokkede ved min verden, da hun stik mod al logik flyttede sig flere kilometer for at stå bagved mig og sige, at hun ikke havde noget at spise.
Det er måske nok et handlingsforløb, der strider imod almen tiggerpraksis i Rom og imod fornuften, men ikke mod evangeliets ord om, at hvad I gør mod de mindste, det gør I mod mig. Og ligesom Jesus altid kalder disciplene til sig bagfra, så de må trække sig ud af deres egen virkelighed og ud i den universelle matrix, som kristendommen er, så blev jeg også af den gamle tiggerkone vist en anden vej. Og jeg kunne ikke længere ignorere den.
For troen må simpelthen ytre sig i handlinger, hvis det skal betyde noget. Og det skal det. For Gud er virkelig, og Han kalder os til gerning, når vi mindst venter det. Det gjaldt for mig for 11 år siden i Rom, og det gælder stadigvæk.