Til højmesse som på Luthers tid

Ribe Domkirke var i søndags rammen om en gudstjeneste anno 1560

I Ribe Domkirke kunne man i søndags møde deltagere i munkedragter og anden beklædning, da en gudstjeneste anno 1560 blev genskabt. Foto: Robert Attermann/Red Star/Scanpix

Det var en meget anderledes oplevelse at være til gudstjeneste i Ribe Domkirke søndag eftermiddag. I anledning af det forestående jubilæum for Reformationen og på baggrund af et helt enestående kildemateriale har det været muligt at genskabe en påskegudstjeneste anno 1560. 24 år efter at Danmark indførte protestantismen og lod kirken reformere ud fra Luthers teologi. I godt halvanden time genlød det store kirkerum derfor af flerstemmig latinsk korsang, små orgelsatser og en biskop, der ikke læste, men sang evangelieteksterne og Fadervor. Menigheden fik derimod kun mulighed for at synge med på to salmer og skulle først rejse sig i forbindelse med velsignelsen - efter at have siddet stille på kirkebænken i godt en time.

”Det kom bag på mig, at det stadig virkede så katolsk,” lød den umiddelbare kommentar efter højmessen fra Karen Thuesen, en af de hundredvis af kirkegængere, som deltog. Hun fulgtes med to veninder, der også hæftede sig ved det latinske sprog og sangen.

”Luther skulle jo stå for at gøre kirkegangen mere folkelig. Men menigheden var nærmest passiv det meste af tiden. Jeg kan meget bedre lide vores gudstjenester i dag, hvor vi er mere med som menighed, og hvor salmesangen udgør en stor del,” supplerede Dorthe Holt.

Det er professor i musikvidenskab ved universitetet i Freiburg Konrad Küster, der er dykket ned i de historiske kilder for at kunne genskabe den særlige højmesse. Via en fortegnelse over Ribe Katedralskoles musikinventar samlet af daværende rektor Hans Thomissøn samt den danske kirkeordinans fra 1539 er det lykkedes Konrad Küster at sætte liturgi og musik sammen til et bud på en realistisk datidig festgudstjeneste.

”Messen er især præget af korstykker på latin. Så det er klart, at folk i dag oplever gudstjenesten som meget fremmed. Men det hænger sammen med, at det er en højmesse i en større by med en tilknyttet latinskole. Det var børn og unge fra byens katedralskole, der sang i kirken til højmesserne, og de blev undervist på latin og sang derfor også på latin. Men gudstjenesten har alligevel været meget anderledes og nærmest en revolution i forhold til de katolske messer. Ikke mindst fordi præsten henvender sig til menigheden, når han taler. Han kigger ud på folk i stedet for at stå med ansigtet vendt mod alteret, som den katolske præst gjorde,” fortæller Konrad Küster.

Også prædikenen skiller sig markant ud. Der var for det første ikke altid en prædiken ved de katolske messer, og for det andet var det nyt, at præsten fortolkede teksten i stedet for blot at gengive den.

”Prædikenen er helt klart det folkelige element ved en luthersk gudstjeneste. Luther tilstræbte at tale i et enkelt og anskueligt sprog, og han byggede sine prædikener op over en særlig didaktik. Først skal menigheden forstå, hvad der skete. Dernæst hvorfor Gud lod det ske. Og endelig skal vi forstå, hvad teksten betyder for os i dag. Der var på den måde næsten altid tre led i hans prædikener. Og så blev der ofte rettet en meget direkte kritik mod navngivne personer i hans prædikener,” siger biskop Elof Westergaard, der var dagens prædikant.

”Musikken fylder mest i gudstjenesten i den tidlige reformationsperiode. Umiddelbart kan man derfor tænke, at prædikenen får mindre betydning, hvor den i dag ofte fremhæves som det helt centrale element. Men det virker næsten modsat. Når du har lyttet til så meget latin og følt dig forståelsesmæssigt hægtet af længe, så kommer der pludselig en prædiken på dit eget sprog. Prædikenen får dermed stor opmærksomhed og næsten sakral karakter,” siger Elof Westergaard.

Det virker da også stærkt, da biskoppen taler på dansk fra prædikestolen efter næsten 50 minutter. Pludselig forstår man umiddelbart, hvad der bliver sagt og bliver mere eller mindre trukket ud af den meditative døs, der kan overmande de lyttende efter kun at have lyttet til latinske ord og smukke sangstemmer i en lille times tid.

Luther skulle efter sigende ikke have været særlig optaget af liturgi. Der var ifølge ham ikke én form for gudstjeneste, der var den eneste rigtige, men det var netop vigtigt med en prædiken for ”lille Hans og lille Grethe”, og den skulle foregå på modersmålet. Præsten skulle samtidig forstå, at han var tjener og ikke herre over menigheden. Præstens mere nedtonede rolle var et brud med den katolske tradition.

”Det er også derfor, præsten efter gudstjenesten skal blive i kirken og takke Gud for, at han kunne gennemføre messen. Præsten må ikke gå uden for kirken og sige farvel til folk, for så bliver det jo igen ham, der får fokus og indtager en særlig rolle i forhold til menigheden. Og den har han altså ikke, ifølge Luther,” forklarer Konrad Küster.

Når det så er det, der sker i dag, er det faktisk i strid med den tidlige lutherdom. Men den gudstjeneste, vi kender i dag, er blevet til gennem flere århundreder, og især pietismen har haft stor indflydelse.

”I dag er menigheden jo involveret på en helt anden måde. Koret må aldrig tage overhånd ved gudstjenesten, hvor det er den fælles salmesang, der er i centrum. Men salmerne er kommet til gradvist, og det har også taget menigheden lang tid at lære dem. I dag kan vi takke Brorson, Kingo og ikke mindst Grundtvig for, at de danske salmer udgør så vigtig en del af den luthersk-evangeliske gudstjeneste herhjemme,” siger Birgitte Ebert, der er domorganist ved Ribe Domkirke.

Arbejdet med at genskabe en tidlig luthersk gudstjenste er en del af et interregionalt projekt ”Musik og religion mellem Ribe og Rendsburg”.