Til kamp for konservative dyder

Den nybagte konservative leder, Bendt Bendtsen, blæste i går til kamp for en genopbygning af partiet omkring de traditionelle konservative dyder og værdier så som »familie, frihed og forsvar«. Det skete ved det årlige konservative sommerstævne i Skibelund Krat ved Vejen, hvor Bendtsen holdt sin første større tale som partileder. - Jeg vil i den kommende tid få sat fokus på det konservative livssyn i en tid, hvor der er masser af varer i det politiske supermarked. Alt tilbydes - ofte til lave priser, sagde Bendtsen. Han fremhævede Det Konservative Folkeparti som ét, der er i stand til på samme tid at hylde det frie initativ, være socialt ansvarlig og føre en barsk linje over for udlændinge og kriminelle. - Vi ønsker frihed med respekt for fællesskabet. Ja - og vi ønsker markedsøkonomi, men det skal være med et menneskeligt ansigt, sagde han. Lederskiftet, hvor begge de stridende fløje i folketingsgruppen er blevet repræsenteret i ledelsen, har bragt optimismen tilbage i partiet, og »det er igen blevet sjovere at være konservativ«, mente Bendt Bendtsen. -Vi har nu fået sat fundamentet til genopbygningen af det konservative hus. Vi er alle klar over opgavens størrelse og alvorlighed, sagde han med indirekte henvisning til de foregående års indre strid, som har skåret partiet ned til sokkeholderne, både psykisk og med hensyn til vælgeropbakning. Den nye politiske leder bebudede en række politiske udspil på erhvervs-, uddannelses-, familie-, sundheds og retspolitiske områder. - Vi vil i folketingsgruppen arbejde hårdt for, at Det Konservative Folkeparti bliver et sikkert led i kæden for en borgerlig regering efter næste valg, sagde han. /ritzau/