Prøv avisen

Til mødet med islam

Finalister: Budskabet bag intercultural.dk er, at der er mange ligheder mellem kristendom og islam

Siden www.intercultural.dk ser umiddelbart beskeden ud, uden de store dikkedarer og avancerede funktioner. Det er helt i tråd med, hvad dens webmaster og eneste medarbejder, Mogens S. Mogensen, har til hensigt.

- Siden er udviklet med henblik på, at den ikke skal ligne en farvelade, og så skal den være til at finde rundt i. For fokus skal være på indholdet og den udvikling, der hele tiden sker med det, forklarer Mogens S. Mogensen. Han producerer selv det meste af det stof, der ligger på siden, hvis tema er interkulturelle og interreligøse emner og spørgsmål.

- Jeg vil gerne være med til at kaste lys over det såkaldte kulturmøde, og for mange mennesker afføder det en masse spørgsmål, som jeg via siden forsøger at svare på. Hvordan defineres for eksempel kultur, hvordan er forholdet mellem kultur og evangelium? Jeg mener, at kirken er forpligtet til at møde muslimer i åben dialog, og det forudsætter, at vi på forhånd har interesseret os for dem og ved noget om dem, fortæller Mogens S. Mogensen.

- Jeg ved godt, det måske er begrænset, hvad en enkelt hjemmeside kan gøre, men vi bør arbejde sammen med muslimerne om, hvordan vi kan bringe vore kulturer sammen, uden at samfundet falder fra hinanden. Så forskelle i kultur og religion ikke fører til konflikter. Jeg vil opfordre alle kristne til at tage kontakt til muslimer, for når det kommer til stykket, har vi flere ting til fælles end ting, der adskiller os. Når kristne afholder sig fra at kontakte folk med andre religioner, bunder det ofte i frygt, som igen bunder i uvidenhed. Og uvidenheden prøver jeg blandt andet at råde bod på via hjemmesiden. Jeg vil gerne give et andet perspektiv på debatterne end det, der kører i medierne, og som på det seneste er blevet meget politiseret. Derfor skriver jeg selv kommentarer, hvor jeg forsøger at sætte for eksempel sagen om Thorkild Grosbøll ind i en større sammenhæng, fortsætter han.

Intercultural.dk har eksisteret i knap tre år og har omkring 200 besøgende om måneden.

young@kristeligt-dagblad.dk