Der findes temaer, der aldrig går af mode, og spørgsmålene om skyld og tilgivelse er iblandt os altid. Sådan siger den norske teolog, forfatter og forsker i tilgivelse Paul Leer-Salvesen.
Den 63-årige nordmand fik sit første arbejde som fængselspræst, da han var blot 25 år. Og arbejdet med de kriminelle indsatte, deres ofre og pårørende til disse sporede ham hurtigt ind på tilgivelsen og dens forudsætninger og afskygninger som kerneinteresse.
”Det er et mirakel, når nogen tilgiver. Det har overrasket mig, hvor mange der evner at tilgive, og som oplever tilgivelsens frigørende kraft,” siger han.
”Vi kan ikke lave programmer for at lære mennesker at tilgive, men vi kan være glade, når det sker.”
Paul Leer-Salvesen har skrevet flere bøger om tilgivelse, og fælles for dem er, at han baserer dem på erfaringer med de mennesker, han har mødt gennem sit arbejde.
Særligt kriminelle og deres ofre har han kredset om, og de mange personlige historier har fået ham til at indse, at man ikke kan generalisere over menneskers adfærd, når det kommer til tilgivelse.
”Der findes helt sikkert mennesker, der kan tilgive alt, men jeg tror ikke, man skal regne det for det almindelige. Jeg vil hellere bruge det kristne sprog og sige, at i udgangspunktet er Gud den eneste, som kan tilgive det utilgivelige. Mennesker kan tilgive hinanden, men ikke alt og altid og ikke som et resultat af pres.
Hvis nogen siger, at 'dette kan jeg bare ikke tilgive', kan vi føle en tristhed over, at det ikke er muligt, men vi må også respektere det. Og spørge, om der findes andre veje til at finde fred med det, der skete.”
Ifølge Leer-Salvesen kan begrebet forsoning være nemmere at bruge end tilgivelse.
”Forsoningen starter altid med, at man må forsone sig med det, der er sket. På den måde er forsoningen refleksiv. Man må komme til rette med, at 'det her er sket i mit liv', eller at 'jeg gjorde dette'.
Hvis en 15-årig pige voldtages af en 40-årig mand, er det ikke sikkert, at forsoningen skal ske mellem de to, fordi hun skal slippe for at møde ham igen. For hende kan forsoningen være at få et godt forhold til en anden mand. Så det handler ikke altid om, at ofret skal tilgive den, der har krænket.
Jeg har også mødt ofre, som netop siger, at de ikke kan få fred, før de har mødt hinanden igen. Og der kan være mulighed for at få forsoning og tilgivelse direkte mellem parterne. Men hele pointen er, at vi ikke kan sige, at der kun er én vej, som er mulig,” siger han.
Ifølge Salvesen sondres der mellem tilgivelse og forsoning således, at tilgivelse kun giver mening mellem to mennesker, mens forsoning også kan ses på makroplan mellem eksempelvis to supermagter.
Fælles for begge er dog, at det handler om at udskifte fjendebilledet med et menneskebillede, så man kan se, at krænkeren er mere end krænkelsen.
Som eksempel på supermagters forsoning fremhæver han forholdet mellem Japan og USA under Anden Verdenskrig.
Her tegnede hver part fjendebillede af den anden og underbyggede billedet af ”den gule djævel” eller ”den hvide djævel” i kulturen, på film, i aviser.
Men at man efter krigen blev i stand til at arbejde sammen igen, kunne kun lade sig gøre, da man udskiftede dæmoniseringen, fjendebilledet, med det menneskelige billede.
”Man kan på en måde studere de samme mønstre i en børnehave,” siger Paul Leer-Salvesen med et smil.
”Da Bagdad blev bombet under Irakkrigen, blev den kinesiske ambassade i Bagdad ramt af en raket. Kina protesterede selvfølgelig. USA sagde først, at de ikke havde gjort det. Senere sagde de, at de havde gjort det, men at de ikke havde gjort det med vilje.
Det samme replikskifte kan man finde i en børnehave. På den måde kan selv supermagter reagere som børn, når det handler om skyld, tilgivelse og forsoning. Det, synes jeg, er fascinerende.”
Fra Salvesens hjemland, Norge, står særligt én sag frem, der har været kilde til stor diskussion om, hvor langt man kan og bør gå for at tilgive. Da Anders Behring Breivik den 22. juli 2011 brutalt skød og dræbte 77 mennesker, hvoraf langt størstedelen var unge, gik Norge i kollektiv sorg, og Breivik blev personificeringen af det onde.
Dernæst kom spørgsmålet om tilgivelse på banen. Skal man tilgive en mand som Breivik?
”Desmond Tutu var i Oslo for nogle måneder siden og sagde, at det norske folk burde tilgive Breivik. Men så spørger jeg: Hvem skal gøre det? Hvem har ret til at gøre det? Skal alle de 77 familier, der har mistet et af deres børn eller unge, møde Breivik og tilgive ham?
Er det det, Tutu mener, eller er det de mange andre hundrede, der blev fysisk og psykisk skadede, der skal gøre det? Eller skal statsministeren gøre det på vegne af folket? Det bliver meningsløst,” siger Paul Leer-Salvesen og fortsætter:
”Gud kan tilgive Breivik, hvis Breivik beder om at blive tilgivet af Gud. Det er næsten umuligt at tilgive en, som er uskyldig i sine egne øjne. Indrømmelse af skyld er en forudsætning for tilgivelse.”
