Prøv avisen
Før søndagen

Thure Lindhardt: Tilgivelse er noget, vi selv skal vælge til

"Nogle gange bliver jeg også bevidst om de ting, jeg ikke tilgiver mig selv for. Tanker som ’hvorfor fik du ikke gjort det?’ kan plage mig. Men den daglige tilgivelse, der netop går indad, er jo også ekstremt vigtig. For der dukker jo hele tiden tanker op, der knuger. Så det øver jeg mig på,” siger Thure Lindhardt. – Foto: Emil Kastrup Andersen

For at kunne tilgive må vi løfte os op over vore lavere kræfter og blive større, end vi er, siger Thure Lindhardt om søndagens bibeltekst. Det øver skuespilleren sig selv på gennem blandt andet meditative aftenøvelser

Ord kan oversættes på mange måder på tværs af sprog, men det gælder ikke for tal, lyder det fra skuespilleren Thure Lindhardt. Derfor fascinerer bibeltekster med tal ham i særlig grad. For heri ligger der så megen visdom, synes han.

”Det første, jeg studser over i teksten, er tallene 7 og 77. Peter kommer til Jesus med spørgsmålet om, hvor mange gange han skal tilgive sin broder, når han forsynder sig og giver selv det mulige svar 7. Gud skabte jorden på 7 dage. Mennesket blev skabt på dag 6, og menneskets tal er 6. 7 er dermed over mennesket. Det er fuldbyrdelsen. Peters, menneskets, gæt er dermed dybt kvalificeret, da det overstiger menneskets egentlige evne,” siger Thure Lindhardt og fortsætter:

”Jesu svar er 77. Det er 7 to gange ved siden af hinanden og altså meget, meget større end 7.”

Teksten viser ifølge skuespilleren, at tilgivelse ikke nødvendigvis ligger naturligt til mennesker. Det er i stedet noget, man som menneske selv skal vælge til og arbejde hen imod.

”For at kunne tilgive må vi løfte os op over vore lavere kræfter og blive større, end vi er. Ja, vi må gå fra 6 til 7, selvom det langtfra altid er nemt,” siger Thure Lindhardt.

Og netop tilgivelsen er også noget, som Thure Lindhardt selv arbejder med gennem meditationsøvelser.

”Før jeg lægger mig til at sove, går jeg igennem de personer, der kommer igennem mit hoved den specifikke dag. Kæresten, kammeraten, kollegaen,” siger Thure Lindhardt.

Det er en indre monolog, forklarer han. En smuk, meditativ handling, hvor han med lukkede øjne kigger på personerne, siger tak, fordi de er der, og bagefter beder dem gå med fred.

”Jeg sender kærlighed og tilgivelse efter dem. I tilgivelse ligger nemlig også en taknemmelighed og en stor læring,” siger Thure Lindhardt, hvilket leder ham videre til anden del af teksten.

Lignelsen om tjeneren, som får sin gæld eftergivet, men efterfølgende ikke selv vil eftergive, er for Thure Lindhardt også historien om grådighed og om, hvor hurtigt vi glemmer ydmygheden og taknemmeligheden.

”Vi beder til Gud, når vi sidder i en flyver med voldsom turbulens, når vi er reelt bange for at få alverdens sygdomme, eller når vor gæld er vokset os over hovedet. Men vi glemmer at bede, når lokummet ikke længere brænder – nemlig når flyveturen er sikkert overstået, når vi er raske og sunde, og når økonomien igen ser forrygende ud. Dét at bede Fadervor får pludselig en helt anden betydning, når jeg er i farezonen,” siger han.

Thure Lindhardt kalder sin egen tro for praktisk orienteret.

”Jeg har altid haft en optagethed af at stille spørgsmål og samtidig beskæftige mig med det konkrete. Men om det er tro, ved jeg ikke. I ethvert menneske ligger der jo nok en søgen efter en sandhed. Den søgen kan jeg genkende fra mit eget liv og dem omkring mig. Men selvom jeg er vokset op med en far, der er teolog og underviser, er jeg over middagsbordet ikke blevet indoktrineret til at tro på en bestemt udgave af sandheden.”

Sin undren over det menneskelige sind bringer Thure Lindhardt til at tale om, hvordan teksten også berører straf og en formaning om nødvendigheden af at tilgive.

”At tilgive kan synes nærmest umuligt nogle gange. Men ifølge søndagens tekst er det altså en så vigtig pligt, at vi kastes for bødlerne, hvis vi ikke gør det. Og ser vi på det ud fra en psykologisk vinkel, så kan manglende tilgivelse jo især give de indre bødler næring. Vrede og harme sætter sig som knuder, tåger og skjolde og kan brænde os op indefra,” siger Thure Lindhardt og giver hovedpersonen i sin yndlingsroman ”Forbrydelse og straf” af Dostojevskij som eksempel. Her begår hovedpersonen mord med sin frie vilje, men straffen bliver hovedpersonens dårlige samvittighed, der nærer ham som en evig sygdom og paranoia.

”At tilgive både sig selv og andre er umådelig svært. For jeg kan da tydeligt huske de gange, hvor jeg selv har følt svigt i forbindelse med for eksempel kærestesorger. Hvis jeg lader det sidde for længe, bliver det til sidst en knude i mig. Og først ved at slippe eller aktivt tilgive har jeg kunnet trække vejret igen,” slutter Thure Lindhardt.